{"id":369,"date":"2019-07-24T00:10:01","date_gmt":"2019-07-24T00:10:01","guid":{"rendered":"http:\/\/142.132.203.237\/~boksehis\/test\/?p=369"},"modified":"2018-02-24T00:49:20","modified_gmt":"2018-02-24T00:49:20","slug":"dick-nelson-biografi","status":"publish","type":"post","link":"https:\/\/boksehistorie.dk\/?p=369","title":{"rendered":"Dick Nelson, biografi"},"content":{"rendered":"

The Fighting Dane er uden tvivl det st\u00f8rste boksenavn vi har haft herhjemme, og da han var p\u00e5 sit h\u00f8jeste h\u00f8rte han til verdenstoppen i sin v\u00e6gtklasse. Desv\u00e6rre vandt han aldrig et mesterskabsb\u00e6lte som dokumentation for sine evner.<\/em>
\nDick var fighter til det inderste af sin sj\u00e6l og havde formentlig 250-300 professionelle kampe, hvor langt hovedparten blev udk\u00e6mpet i de f\u00f8rste \u00e5r i Amerika.<\/em>
\nDa boksning var den eneste besk\u00e6ftigelse, som l\u00e5 hans hjerte n\u00e6r, fortsatte han til det sidste, og han kunne mule de fleste opkomlinge, der var halvt s\u00e5 gamle som han.<\/em><\/p>\n

\"\"<\/p><\/blockquote>\n

I 1880, d. 4. september, f\u00f8dtes et lille ‘skravl’ p\u00e5 Frederiksberg. Hvis nogen dengang havde fortalt hans for\u00e6ldre, at deres s\u00f8n senere skulle blive den mest h\u00e5rdf\u00f8re fighter hidtil set herhjemme, ville de formentlig have taget det som et fors\u00f8g p\u00e5 opmuntring, men bestemt ikke troet p\u00e5 det. Richard Longhi Monefeldt Christensen, var den syvende i s\u00f8skender\u00e6kken, og p\u00e5drog sig i sine f\u00f8rste leve\u00e5r den ene sygdom efter den anden: \u201d… s\u00e5 mange l\u00e6ger havde efterh\u00e5nden kigget mig i halsen, at jeg indtil mit tredje \u00e5r rent mekanisk rakte tungen ud, n\u00e5r fars venner n\u00e6rmede sig min vugge for at ‘se p\u00e5 dyret’.\u201d<\/p>\n

Den spinkle Richard voksede op i de Classenske Boliger p\u00e5 Godth\u00e5bsvej, og var indtil skole\u00e5rene et yndet offer for ‘kammeraternes’ aggressioner; til han en sk\u00f8nne dag var blevet s\u00e5 dreven, at han ved selvl\u00e6rt selvforsvarsteknik fik tampet et par af sine plage\u00e5nder s\u00e5 grundigt igennem, at de for fremtiden lod ham i fred. Den nyvundne respekt om Richards person gav ham adgang til den lokale drengebande, som l\u00e5 i evig krig med nabokvarterene \u2014 og var \u00e5rsag til flere buler og bl\u00e5 m\u00e6rker.
\nAf sportsaktiviteter interesserede Richard sig som dreng mest for fodbold og sv\u00f8mning \u2014 sidstn\u00e6vnte aktivitet var et par gange ved at koste ham livet. Den ene gang var da han tog med nogle lidt \u00e6ldre kammerater til Kalveboderne og ikke ville indr\u00f8mme at han endnu ikke havde l\u00e6rt at sv\u00f8mme. For at lade dem blive i troen sprang Richard ud p\u00e5 det dybe vand og ville v\u00e6re druknet, hvis det ikke var lykkedes for to af hans venner at f\u00e5 ham bugseret op igen.<\/p>\n

Selvom han ikke just fandt det sp\u00e6ndende at sidde med bagen naglet til en b\u00e6nk i flere timer om dagen, klarede Richard sig igennem skolegangen p\u00e5 ganske udm\u00e6rket vis. Faktisk fik han en flidspr\u00e6mie, da han gik ud af Godthaabsvejens skole. Som 14-\u00e5rig stod han nu og skulle finde sin levevej. Allerede dengang havde Richard stor eventyrlyst med mod p\u00e5 at komme ud og opleve verden p\u00e5 sin egen krop og sj\u00e6l. Imidlertid var alle hans fors\u00f8g p\u00e5 at f\u00e5 hyre som s\u00f8mand forg\u00e6ves, og han m\u00e5tte tage til takke med et mere jordn\u00e6rt arbejde p\u00e5 en t\u00e6ndstikfabrik.<\/p>\n

Omkring dette tidspunkt havde Richard ogs\u00e5 fattet interesse for boksningen. Han l\u00e6ste med stor iver om de store amerikanske professionals, s\u00e5som John L. Sullivan, James Corbett og Bob Fitzsimmons n\u00e5r de danske aviser bragte notitser om deres kampe i sportsrubrikkerne. Ofte k\u00f8bte han ogs\u00e5 det amerikanske Police Gazette og gemte udklip af portr\u00e6tter af boksere, som blev bragt heri.
\nI sit 15. leve\u00e5r gjorde Richard sig et bekendtskab, som fik afg\u00f8rende betydning for, hvordan hans fremtid skulle tegne sig. Han besluttede sig for at begynde at g\u00e5 til boksning og valgte bokseklubben Olympia, der havde lokaler p\u00e5 Aaboulevarden. Her m\u00f8dte han selveste Jim Smith, Danmarks f\u00f8rste professionelle bokser \u2014 en k\u00f8d-og-blod udgave af en af de stolte fightere han havde l\u00e6st om i aviserne. \u201dEn sv\u00e6rtbygget mand med brede skuldre, kraftige k\u00e6ber og en lidt fladtrykt n\u00e6se, der bar tydelige spor af de mange kampe, den havde v\u00e6ret med i\u201d var hvad den fascinerede Richard stod overfor f\u00f8rste gang han troppede op til tr\u00e6ning.
\nSympatien blev geng\u00e6ldt, idet Smith allerede efter den f\u00f8rste lektion med Richard erkl\u00e6rede for de andre klubmedlemmer: \u201dSe, ham kan der blive en bokser ud af.\u201d Og han skulle f\u00e5 ret.
\nHerefter fulgte Richard tr\u00e6ningen i Olympia tre gange om ugen, og l\u00e6rte efterh\u00e5nden at klare sig imod de langt \u00e6ldre og tungere klubkammerater.<\/p>\n

Senere skiftede Richard til Hermod, da Olympia kom i karambolage med amat\u00f8runionen, om retten til at afholde professionelle boksekampe og stadig bibeholde amat\u00f8rstatus.
\nFra 1899, hvor det f\u00f8rste mesterskab blev afholdt, frem til 1904, deltog Richard i de danske amat\u00f8rmesterskaber i boksning. I 1901 og 1902 blev han k\u00e5ret som vinder i letv\u00e6gtsklassen \u2014 men i 1903 blev han besejret af sin senere \u00e6rkerival, Waldemar Holberg. \u00c5ret efter fik Richard dog revanche og vandt sit tredje mesterskab.<\/p>\n

\"\"
En ung udgave af Dick Nelson.<\/figcaption><\/figure>\n

Richard havde i l\u00e6ngere tid puslet med tanken om at overg\u00e5 til de professionelles r\u00e6kker, men forl\u00f8bet kom ikke til at foreg\u00e5 helt som planlagt. Jim Smith havde arrangeret en boksekamp i Arenateatret med sig selv i hovedrollen mod Jack Kingsland. Til lejligheden manglede han dog et par sekundanter, og b\u00e5de Richard og Waldemar Holberg indvilgede i at hj\u00e6lpe.
\nAmat\u00f8runionen gik dog straks imellem og truede med at ekskludere dem begge, hvis de p\u00e5tog sig hvervet. Da Richard alligevel deltog i begivenheden, m\u00e5tte han se sig udst\u00f8dt fra amat\u00f8rerne. Det kom s\u00e5ledes til at blive en pudsig overgang \u2014 og lidt s\u00f8rgelig \u2014 for udover at have frataget Richard sin amat\u00f8rstatus kr\u00e6v-ede unionen ogs\u00e5 mesterskabspokalen tilbage, uagtet at Richard havde vundet den til evig ejendom.<\/p>\n

Efter megen m\u00f8je og besv\u00e6r lykkedes det endelig Jim Smith i for\u00e5ret 1905 at f\u00e5 arrangeret et st\u00e6vne, hvor Richard kunne f\u00e5 sin professionelle ‘d\u00e5b’.
\nModstanderen Smith havde fundet til debutanten var et meget fint navn, George Dixon. Little Chocolate, som han ogs\u00e5 blev kaldt, havde v\u00e6ret verdensmester i fjerv\u00e6gt i st\u00f8rstedelen af 1890’erne. F\u00f8r det havde han desuden gjort krav p\u00e5 bantamv\u00e6gtstitlen. I sin karrieres efter\u00e5r tjente Dixon til dagen og vejen ved kampe i England, hvilket gjorde det muligt for Smith at overtale den tidligere champion til at rejse til Danmark for en kort bem\u00e6rkning. Kampen fandt sted d. 21. maj 1905 i Arenateatret og der var lavet aftale om ‘afgjort kamp’. Derfor var det til stor skuffelse for publikum i den halvtomme sal, at dommeren erkl\u00e6rede, at begge parter indvilgede i at ende kampen, da 10. omgang var slut. Da begivenheden ikke just havde v\u00e6ret et till\u00f8bsstykke var der ingen af de medvirkende, som fik noget pengem\u00e6ssigt ud af kam-pen \u2014 Smith m\u00e5tte punge ud af egen lomme for at Dixon ikke skulle vende helt tomh\u00e6ndet hjem til England.
\nHvad Dixons videre sk\u00e6bne ang\u00e5r, s\u00e5 havde han et par kampe til i England f\u00f8r han vendte tilbage til USA, hvor han havde endnu f\u00e5 kampe og trak sig endeligt tilbage i 1906. To \u00e5r senere d\u00f8de han, ludfattig \u2014 kun 38 \u00e5r gammel.<\/p>\n

Richard kunne nu med rette kalde sig for professionel pugilist, men s\u00e5dan som forholdene var i Danmark p\u00e5 dette tidspunkt, var det praktisk talt umuligt at br\u00f8df\u00f8de sig ved dette fag. Udover Richard var Jim Smith og Holger Hansen de eneste aktive professionelle boksere herhjemme, og det bet\u00f8d, at eventuelle modstandere m\u00e5tte hentes hjem fra udlandet, hvilket rent finansielt absolut ikke kunne l\u00f8be rundt, n\u00e5r man var et ubeskrevet blad som Richard.<\/p>\n

Efter en mislykket turn\u00e9 i provinsen m\u00e5tte Richard sande, at livet som bokser ikke var s\u00e5 ligetil. Han fik i stedet tjans som fyrb\u00f8der ombord p\u00e5 en damper og kom bl.a. til at opleve den storsl\u00e5ede natur i Island og p\u00e5 F\u00e6r\u00f8erne. Disse rejser gav ham blod p\u00e5 tanden, og i for\u00e5ret 1906 tog han det store skridt at forlade Danmark for at s\u00f8ge lykken i USA. Da han ikke havde penge til billetten foregik overfarten knapt s\u00e5 mageligt \u2014 i 14 dage m\u00e5tte han skovle kul til kedlerne p\u00e5 oceandamperen.
\nVel ankommen til New York, stort set uden en klink, m\u00f8dte han nogle bekendte fra Danmark, som hjalp ham til rette i det nye land. Boksekampe var der dog ikke umiddelbart i udsigt, da det kr\u00e6vede gode kontakter til de klubber, der afholdt kampe. Det forholdt sig p\u00e5 dette tidspunkt i New York s\u00e5dan, at professionel boksning var forbudt. Myndighederne s\u00e5 dog mere eller mindre gennem fingre med de st\u00e6vner, som blev arrangeret i lukkede klubber, hvor man skulle v\u00e6re medlem for at kunne overv\u00e6re kampene.
\nEn sk\u00f8nne dag lykkedes det dog at f\u00e5 overtalt et bestyrelsesmedlem af Brooklyn Athletic Club til at tage den ivrige dansker med p\u00e5 programmet.
\nRichards amerikanske debut blev ikke mod en novice som ham selv, men derimod et anerkendt navn Jimmy Duffy \u2014 The Pride of Philadelphia. Danskeren lod sig dog ikke sl\u00e5 ud af, at han skulle op imod en fyr, han havde l\u00e6st om i aviserne flere gange, men farede tv\u00e6rtimod i fl\u00e6sket p\u00e5 amerikaneren fra f\u00f8rste sekund, og efter 3. omgang m\u00e5tte Duffy give fortabt. L\u00f8nnen for dette stykke arbejde blev hele $4.
\nDet var for resten ved denne kamp, at Richard Christensen, efter eget udsagn, fik sit nom de guerre ‘Dick Nelson’. Det skyldtes ganske simpelt, at the master of ceremonies ikke kunne udtale det besv\u00e6rlige danske ‘Christensen’ ved pr\u00e6sentationen af bokserne og denne valgte derfor at improvisere med et, der havde mere amerikansk klang. Richard \u2014 eller rettere Dick \u2014 v\u00e6nnede sig hurtigt til sit nye navn, og det skulle komme til at h\u00e6nge ved resten af hans dage.
\nEfterh\u00e5nden l\u00e6rte han ogs\u00e5 sproget, og da kampdatoerne begyndte at falde t\u00e6t, kunne han hellige sig boksningen p\u00e5 fuld tid. Som manager valgte han Charles Lindberg, som havde v\u00e6ret til stor hj\u00e6lp helt fra starten i det nye land, uagtet at han slet ingen erfaring havde i den forbindelse.<\/p>\n

Efter en lang r\u00e6kke forkampe i klubberne omkring New York blev Dick et tilstr\u00e6kkeligt stort navn til at komme p\u00e5 plakaten som hovednavn. Ved deltagelse i disse star-bouts steg honoraret til et sted mellem $50 og $100.<\/p>\n

I denne tid k\u00e6mpede Dick de fleste kampe i New York mod nogle af de lokalt kendte boksere \u2014 bl.a. mod Patsy Connors, Jack Lowery, Jack Smyth, Lew Myers og Billy Glover. Indimellem tog de ogs\u00e5 imod tilbud om kampe i andre stater; bl.a. rejste han til Boston for at bokse Dave Deshler og Young Kloby. Mod Kloby i april 1908 indkasserede Dick efter eget udsagn sit f\u00f8rste uomtvistelige nederlag. Under kampen fik Dick sl\u00e5et begge \u00f8jne til blods, s\u00e5 han til sidst knapt kunne skimte sin modstander og kom somme tider til at jagte ringdommeren i stedet for Kloby. Danskeren fik dog lov at forts\u00e6tte alle 15 omgange ud. Knap 5 m\u00e5neder senere revancherede Dick sig dog ved at kl\u00f8 Kloby over 12 omgange.<\/p>\n

Imellem de to opg\u00f8r mod Young Kloby m\u00f8dte Dick sin hidtil skrappeste modstander \u2014 Willie Fitzgerald. Tilbage i 1904 havde Fitzgerald klaret 10 omgange mod Joe Gans, hvilket han stadig levede h\u00f8jt p\u00e5. Han var s\u00e5ledes ankommet til New York for at rydde ud blandt byens letv\u00e6gtere. I gage m\u00e5tte Dick tage til takke med $50, mens Fitzgerald fik $500 \u2014 til geng\u00e6ld fik amerikaneren s\u00e5 ogs\u00e5 de fleste kl\u00f8 under kampen. Den undertippede Dick fandt efter de f\u00f8rste par omgange ud af, at ved at tage imod nogle af Fitzgeralds st\u00f8d, kunne han selv komme ind med sine egne, der havde langt st\u00f8rre effekt p\u00e5 Fitzgerald end omvendt. Ved at h\u00e6nge og holde klarede Fitzgerald sig dog ud af kampen i et stykke.<\/p>\n

Kampene faldt t\u00e6t i de f\u00f8rste \u00e5r i det amerikanske, og Dicks rekordliste vidner om et h\u00e5rdt program for at holde forretningen i gang. End ikke Dick selv havde styr p\u00e5, hvor mange kampe han egentlig deltog i i perioden fra 1906 frem til 1910, og den liste, som er at finde bagest i denne bog er langt fra fuldst\u00e6ndig.
\nMan skal uden tvivl v\u00e6re gjort af et ganske s\u00e6rligt stof for at kunne holde til den kost, Dick fik serveret \u2014 mere end fire kampe om m\u00e5neden over l\u00e6ngere perioder m\u00e5 t\u00e6re kraftigt p\u00e5 legemet \u2014 og p\u00e5 det mentale overskud. Derudover holdt Dick sig ikke tilbage, n\u00e5r en kommende modstander skulle vise sig at veje et godt stykke op i welterv\u00e6gt, ja endog mellemv\u00e6gt, trods at han selv p\u00e5 dette tidspunkt stadig var letv\u00e6gter. Ingen tvivl om at Dick havde \u00e6gte fighterblod i \u00e5rerne. Et godt eksempel er genkaldt af manageren Charles Lindberg: \u201dUndertiden fik han jo nogle sv\u00e6re knubs og s\u00e5 farlig ud. S\u00e5ledes efter en kamp med en mellemv\u00e6gter. Begge Dicks \u00f8jenbryn var fl\u00e6kkede, og der var meget andet i vejen. Vi havde skrevet kontrakt om en kamp i Boston og indbetalt $50 i forfeit. N\u00e5, jeg skrev derop, hvorledes sagerne stod og bad om henstand med kampen. De svarede prompte, at s\u00e5 beholdt man de 50 dollars. S\u00e5 sagde Dick: ‘Lad os bare komme derned, mine penge skal de ikke g\u00e5 i teatret for.’ Han var ikke til at f\u00e5 fra det, og vi tog af sted. S\u00e5 viste det sig, at de gode Boston’ere havde forregnet sig. Deres mand m\u00f8dte nemlig ikke. S\u00e5 reddede vi ikke alene vore egne 50, men ogs\u00e5 modstanderens 50 dollars. Jeg syntes det var en fin forretning, men Dick spurgte om de s\u00e5 ikke havde en anden mand, for n\u00e5r han var i Boston ville han dog gerne sl\u00e5s. Det passede matchmakeren godt, og Dick fik en modstander, der hed Howell. Det var en sv\u00e6r tamp, og jeg var ked af det, men Dick var v\u00e6ldig forn\u00f8jet. I 2. omgang ramte Howell med et m\u00e6gtigt sving \u2014 Dick ravede lidt, men klarede sig dog igennem. Da han satte sig i pausen var det mig umuligt at r\u00e5be ham op. Han var helt v\u00e6k. Jeg turde ikke kvitte for ham, for der var intet at se i ringen. Han boksede godt nok, men som en hypnotiseret. Tredje til 7. omgang gik p\u00e5 denne m\u00e5de \u2014 s\u00e5 kom han til sig selv. Jeg fik forklaret ham sagernes stilling. Han ville jo ikke tro p\u00e5 det f\u00f8rend han s\u00e5 skiltet ‘8’ \u2014 s\u00e5 blev der gang i boksningen. Han hamrede Bostonmanden lige til 12. omgang, men de gav alligevel den anden sejren. Det var ufortjent.\u201d<\/p>\n

Dicks base var New York, der p\u00e5 dette tidspunkt ikke var den bedste stat at ud\u00f8ve boksningens erhverv.
\nDen s\u00e5kaldte Horton-lov fra 1896, der tillod boksning i staten New York, blev ved \u00e5rhundredeskiftet annulleret af den dav\u00e6rende guvern\u00f8r Theodore Roosevelt. Forbudet blev fulgt i en lang r\u00e6kke andre stater.
\nDet var dog muligt at omg\u00e5 forbudet p\u00e5 forskellig vis \u2014 bl.a. ved at afholde ‘sparringssessioner’ i private klubber. I andre tilf\u00e6lde overtr\u00e5dte man simpelt hen loven direkte ved at arrangere kampe p\u00e5 hemmelige lokaliteter \u2014 med risiko for at arrang\u00f8rer s\u00e5vel som boksere kom en tur i spj\u00e6ldet, hvis politiet fik nys om begivenheden. Dick deltog i en lang r\u00e6kke af begge typer st\u00e6vner.
\nEn del stater vestp\u00e5 havde en langt mere lempelig retspolitik, hvad angik den professionelle boksesport, og det var her sporten trivedes bedst i de \u00e5r.
\nDet stod efterh\u00e5nden klart for myndighederne, at et komplet forbud af professionel boksning ikke ville kunne h\u00e5ndh\u00e6ves, s\u00e5 i 1911 blev Frawley-loven vedtaget i New York. Det blev nu lovligt at afholde boksest\u00e6vner, men for at komme spilleri og korruption til livs m\u00e5tte der ikke gives en dommerafg\u00f8relse n\u00e5r kampene gik tiden ud. Derudover blev den maksimale kampl\u00e6ngde sat til 10 omgange. No decision-\u00e6raen havde virkning helt frem til 1920.
\nMed Walker-loven i 1920 blev det atter tilladt at overlade det til ringdommerne at d\u00f8mme pointsejre i New York \u2014 i nogle stater gik der flere \u00e5r f\u00f8r de fulgte trop.<\/p>\n

I begyndelsen af 1909 sendte Dick en besked hjem til Danmark om, at han \u00f8nskede at udfordre sin gamle rival fra amat\u00f8rerne, Waldemar Holberg, der kort forinden havde debuteret som professionel. Trangen til at gense sin familie og sit f\u00e6dreland igen efter n\u00e6sten 3 \u00e5r i USA kunne vel liges\u00e5 godt kombineres med ud\u00f8velsen af sin profession. F\u00f8rst var der imidlertid endnu nogle engagementer p\u00e5 tapetet \u2014 bl.a. m\u00f8dte han Charley Sieger, Johnny Dohan og Young Corbett II \u2014 alle no decision kampe.<\/p>\n

Corbett var Dicks sidste modstander inden han indl\u00f8ste billet hjem til Danmark. Corbett var tidligere mester i fjerv\u00e6gtsklassen og havde haft to forrygende opg\u00f8r mod en anden dansker \u2014 selveste Battling Nelson. Det var imidlertid g\u00e5et tilbage for Corbett efter de \u00f8ret\u00e6ver The Durable Dane gav ham, men han havde dog kun indkasseret f\u00e5 regul\u00e6re nederlag \u2014 mod s\u00e5 gode navne som Aurelio Herrera, Dick Hyland og Kid Sullivan. Da Dick gik i ringen med Corbett d. 17. maj var han blevet orienteret om, at en af amerikanerens specialiteter var at udspy den ene forn\u00e6rmelse efter den anden under kampen, og danskeren var ikke bleg for at give svar p\u00e5 tiltale. De udvekslede dog andet end sproglige retirader, og udk\u00e6mpede i de f\u00f8rste omgange et j\u00e6vnbyrdigt slag. Dick fandt dog, som sin navnebroder Battling, ud af at kropsst\u00f8d st\u00f8t og roligt sugede kraften ud af Corbett. I 8. omgang s\u00e5 Dick sit snit til at variere med et kraftfuldt st\u00f8d til hovedet, der sendte Corbett i kn\u00e6. Dette slag kostede imidlertid danskeren en br\u00e6kket knogle i h\u00e5nden og dermed muligheden for at stoppe Corbett f\u00f8r tid. Kampen gik tiden ud og erkl\u00e6redes for no decision, men der var ingen tvivl om at vinderen var Dick Nelson. For denne indsats modtog han sin karrieres h\u00f8jeste indt\u00e6gt for en enkelt kamp \u2014 $1.200 \u2014 en ganske p\u00e6n sum penge, som dog hurtigt svandt ind ved de efterf\u00f8lgende sejrsgilder.
\nDer var imidlertid penge nok til billetten hjem, og d. 10. juni steg han ombord p\u00e5 oceandamperen med kurs mod Danmark.<\/p>\n

Tilbage i Danmark opf\u00f8rte Dick sig som en anden verdensmand. Rejsen var foreg\u00e5et p\u00e5 f\u00f8rste klasse \u2014 for de nysgerrige kunne han fremvise b\u00e5de diamantring og blomk\u00e5ls\u00f8re.
\nFamilie og venner kunne ved f\u00f8rste syn knap nok genkende Dick, hvis ansigt bar tydelige pr\u00e6g af hans profession: \u201d… med kn\u00e6kket, fladtrykt n\u00e6se, st\u00f8dpuder over \u00f8jnene, ar p\u00e5 tindingerne og et blomk\u00e5ls\u00f8re, hvis mage aldrig var blevet set p\u00e5 Str\u00f8get.\u201d<\/p>\n

Med sig i bagagen havde han ogs\u00e5 en imponerende rekordliste \u2014 og mangen en k\u00f8benhavner ville gerne se ‘aben’ i aktion. De bokseinteresserede skulle ikke komme til at vente l\u00e6nge. Kort efter hjemkomsten blev Dick udfordret af Waldemar Holberg, som siden sin overgang til de professionelles r\u00e6kker havde imponeret de sportsinteresserede k\u00f8benhavnere med sin kraftbetonede boksestil. Politiken udlovede en pokal til vinderen af ‘Mesterskabet for Danmark’ i en kamp, der blev fastsat til 25 omgange \u00e1 tre minutters varighed, med Jim Smith som kampleder og dommer.<\/p>\n

\"\"
Dick Nelson over for Waldemar Holberg i deres f\u00f8rste opg\u00f8r.<\/figcaption><\/figure>\n

I starten af kampen syntes Holberg at have overtaget, s\u00e5 l\u00e6nge han undgik infighting, og lagde stor energi ind p\u00e5 at ramme Dick med nogle v\u00e6ldige sving. De 2.500 tilskuere blev dog snart vidner til, at rygterne om The Fighting Dane of New York<\/em>‘s pr\u00e6stationer i de amerikanske bokseringe ikke kunne v\u00e6re helt overdrevne. Dick tog imod det hele uden s\u00e5 meget som at blinke, og bearbejdede t\u00e5lmodigt Holbergs mellemgulv. I 4. omgang var luften g\u00e5et af ballonen; Holberg kunne ikke l\u00e6ngere holde tempoet, og i 5. m\u00e5tte han tage fuld t\u00e6lling efter at have indkasseret en r\u00e6kke kropsst\u00f8d.
\nDen egentlige grund til at Dick havde koncentreret sig om det dybe arbejde, var imidlertid, at han ville sk\u00e5ne sin h\u00f8jre h\u00e5nd, som stadig var \u00f8m efter Corbett-kampen.
\nEndnu et bevis p\u00e5, hvilken anseelse Dick efterh\u00e5nden havde opn\u00e5et i Staterne, kunne ses af at flere amerikanske aviser brugte spalteplads p\u00e5 at bringe referater af kampen mod Holberg.<\/p>\n

Efter denne ene kamp var Dick rent faktisk allerede l\u00f8bet t\u00f8r for danske rivaler. Det var ude af betragtning at arrangere en kamp mod hans gamle l\u00e6remester Jim Smith, trods at denne stadig var aktiv.
\nDesuden var det ved at blive lidt sm\u00e5t med finanser. Dick, der var s\u00e5 god af sig som nogen, var ikke sen til at dele ud af sine penge til de ‘gamle kammerater’, der konstant holdt den danske mester med selskab. Til sidst m\u00e5tte han endda l\u00e5ne af sin manager, da han havde forsynet rygklapperne med sin sidste skilling.
\nDer skulle ogs\u00e5 smedes medens jernet endnu var varmt i New York, s\u00e5 efter den kort ferie i det k\u00f8benhavnske vendte Dick tilbage til Staterne.<\/p>\n

Som letv\u00e6gter boksede Dick i samme v\u00e6gtklasse som Battling Nelson, den danskf\u00f8dte fighter, der holdt verdensmesterskabet i perioderne 1905-1906 og 1908-1910. De to landsm\u00e6nd kom dog aldrig til at krydse klinger. Langt hovedparten af Dicks kampe fandt sted i New York, og hans aktionsradius var sj\u00e6ldent udover de omkringliggende \u00f8stlige stater. I perioden 1908-1910, da Dick var p\u00e5 toppen, var Battlings foretrukne arbejdsomr\u00e5de Californien, der ligger p\u00e5 vestkysten. Battling k\u00e6mpede derudover hele sin karriere i letv\u00e6gt, mens Dick i l\u00f8bet af 1910 ikke l\u00e6ngere f\u00f8lte sig tilpas i denne v\u00e6gtklasse.
\nDick fik dog lejlighed til at m\u00f8de sin ber\u00f8mte landsmand udenfor bokseringen. Battling, der et par m\u00e5neder forinden havde mistet verdensmesterskabet i letv\u00e6gt, overv\u00e6rede en af Dicks kampe og havde satset en sum penge p\u00e5 danskeren som vinder. Imidlertid lykkedes det kun for Dick at opn\u00e5 uafgjort, da han havde v\u00e6ret n\u00f8dt til at svede et par kilo af i en fart op til kampen \u2014 hvilket hans pr\u00e6station kom til at lide under. Da de to h\u00e5rdf\u00f8re danskere senere m\u00f8dtes i Brooklyn kom de fint ud af det sammen, og Battling for\u00e6rede Dick et signeret eksemplar af sin popul\u00e6re selvbiografi fra 1908. Dette unikke samleobjekt befinder sig nu i en bogreol hos en dansk samler.<\/p>\n

Dicks f\u00f8rste kamp som welterv\u00e6gter var mod Leo Houck d. 21. april 1910 i New Haven, Connecticut, og den endte uafgjort efter 12 omgange. Dette resultat var bestemt ikke s\u00e5 ilde, n\u00e5r man tager nogle af Houcks fremtidige pr\u00e6stationer med i betragtning. Blot et \u00e5rs tid senere vandt Houck i Paris en pointafg\u00f8relse over Harry Lewis, som p\u00e5 dette tidspunkt gjorde krav p\u00e5 VM-titlen i mellemv\u00e6gt. Houcks efterf\u00f8lgende krav p\u00e5 titlen blev imidlertid ignoreret af alle andre end visse autoriteter i Paris. Senere, i november 1913, k\u00e6mpede Houck mod en anden mellemv\u00e6gtsmester George Chip. Dette var en no decision kamp, hvor Houck vandt pressens afg\u00f8relse, men han skulle dog have knockoutet mesteren for at vinde titlen.<\/p>\n

Karrierens nok mest betydningsfulde skalp fik Dick, da han i september 1910 mulede selveste Dixie Kid. Dixie, hvis rigtige navn var Aaron Lister Brown, gjorde p\u00e5 dette tidspunkt krav p\u00e5 VM-titlen i welterv\u00e6gt. Titlen som verdensmester havde han smykket sig med siden 1904, hvor han vandt over ingen ringere end Barbados Joe Walcott. Det blev dog afsl\u00f8ret efter kampen, at der havde v\u00e6ret noget lumpent ved denne afg\u00f8relse \u2014 Walcott var foran p\u00e5 point, da han tilsyneladende uden n\u00e6v-nev\u00e6rdig grund blev diskvalificeret i 20. omgang. Det viste sig, at kamplederen havde spillet en ikke ubetydelig sum penge p\u00e5 Dixie Kid som vinder. Dixies krav p\u00e5 titlen blev som f\u00f8lge heraf ikke taget s\u00e5 alvorligt. Der var imidlertid dengang ikke noget overordnet organ i Amerika, som officielt kunne fratage ham titlen, hvorfor han betegnede sig selv som verdensmester helt frem til 1912.
\nDet var kun Dicks n\u00e6rmeste bekendte, der troede p\u00e5 danskerens chance for at sl\u00e5 Dixie. Og med rette; siden kampen mod Walcott havde The Kid<\/em> kun haft tre regul\u00e6re nederlag (uden at titlen var p\u00e5 spil) og to af disse var til den uforlignelige Sam Langford.
\nKid var en eminent kontrabokser med yderst hurtige reflekser, der tillod ham at bokse meget uortodokst, ofte med h\u00e6nderne ned langs siden for at invitere modstanderen til at angribe.
\nDa Dick lige inden de skulle bokse, s\u00e5 Dixie Kid kampklar, kunne han heller ikke sige sig fri for at v\u00e6re imponeret: \u201dMedens jeg sad i mit hj\u00f8rne havde jeg glimrende lejlighed til at betragte min modstander. Det var en ualmindelig flot og velbygget fyr, med spillende muskler og et herligt bryst. Som han sad der foran mig, lignede han en bronzestatue.\u201d
\nI f\u00f8rste omgang fik Dick Dixie Kids favoritv\u00e5ben at smage \u2014 h\u00f8jre uppercuts og venstre hooks. If\u00f8lge Dicks erindringer fik Dixie dog allerede i 2. omgang respekt for den blege dansker, da en h\u00f8jre sendte amerikaneren p\u00e5 halen. Den garvede champion klarede resten af omgangen ved at holde og l\u00e5se Dicks arme i clinches. I de efterf\u00f8lgende omgange holdt Dixie Kid sig p\u00e5 afstand, men den defensive taktik var dog ikke succesfuld, da det gav initiativet til Dick. Senere i kampen, if\u00f8lge Dicks genfort\u00e6lling i 8. omgang, sendte han atter Dixie i gulvet \u2014 denne gang ved et solar plexus st\u00f8d. Det stod nu klart, at danskeren havde kampen i sin hule h\u00e5nd, og efter de 10 aftalte omgange var der ingen tvivl om, hvem som var sejrherre. Teknisk set kunne dette ikke betegnes som en sejr til danskeren, da der boksedes efter aftale om no decision \u2014 dvs. der ikke blev erkl\u00e6ret nogen vinder, hvis kampen gik tiden ud. Dommen fra de tilstedev\u00e6rende udsendinge fra pressen var derimod til fordel for Fighting Dick Nelson. The New York Age, en avis med fortrinsvist farvede amerikanere som m\u00e5lgruppe, rapporterede kort-fattet opg\u00f8ret s\u00e5ledes:<\/p>\n

September 23, 1910<\/em><\/p>\n

Aaron Brown, the Dixie Kid, former welterweight title holder, and Dick Nelson fought a rather dull ten round mill last week September the 19th before a small crowd at the Manhattan AC. Nelson was by far the busier fighter and several times forced his dusky opponent to the corners with savage rushes. Brown was the heavier puncher by many lengths but either could not or simply would not exert himself to target Nelson’s jaw. In the fifth round Nelson, with a half push, sent Dixie to the mat but could not follow up his advantage. In the last round, Mr. Brown seemed to wake from his slumber and in what appeared to be a play to the half empty house, he roused up his taller opponent with four or five different rushes. Although, bleeding slightly from his right optic and showing a bit of wear, Nelson finished the bout on his feet. No official decision was rendered, although in the estimation of this reporter, Nelson had the advantage.<\/em><\/p><\/blockquote>\n

P\u00e5 trods af at journalistens syn p\u00e5 kampen afviger en del fra, hvorledes Dick opfattede begivenhedernes gang, er der ingen tvivl om at ‘sejren’ har v\u00e6ret uomtvistelig.<\/p>\n

\"\"<\/p>\n

I sin selvbiografi erkendte Dick senere \u00e5bent, at han ikke kunne g\u00f8re krav p\u00e5 Dixie Kids titel p\u00e5 baggrund af denne kamp, men umiddelbart efter ‘sejren’ kom der telegram til Danmark, hvor The Fighting Dane nu betegnede sig som verdensmester i welterv\u00e6gt. I The Police Gazette kunne desuden l\u00e6ses f\u00f8lgende: \u201dThey are even trying to deprive the Dixie Kid of what little prestige accrues to him as welterweight champion, just because he was outpointed a shade by Fighting Dick Nelson in a short distance affair at one of the clubs in New York. Even Nelson has proclaimed his intention to call himself champion. As there was no referee’s decision rendered, and both men were on their feet and able to continue at the end of the tenth round, the Dixie Kid did not lose his championship title.\u201d
\nFormentlig var der blot tale om et managerp\u00e5fund, for at kunne promovere danskeren endnu bedre i det amerikanske. Rent faktisk havde en anden bokser, Jimmy Clabby, gjort n\u00f8jagtig samme ting med delvist held. Han havde tidligere p\u00e5 \u00e5ret f\u00e5et tilkendt en avisafg\u00f8relse over Dixie Kid, og f\u00f8lte at dette var tilstr\u00e6kkeligt til at kunne overtage mesterskabet. Clabby forsvarede endda denne s\u00e5kaldte titel ved et par efterf\u00f8lgende kampe.
\nHavde Dick derimod haft held til at stoppe Dixie f\u00f8r tid, havde danskeren f\u00e5et en helt anden plads i historieb\u00f8gerne.
\nDixie Kid lod dog ogs\u00e5 h\u00e5nt om b\u00e5de Clabby og Dick, og gjorde fortsat krav p\u00e5 titlen. Han drog til Europa, hvor han i Storbritannien og senere af IBU fik anerkendelse som verdensmester \u2014 indtil han i oktober 1912 blev besejret af franskmanden Marcel Thomas i Paris. I England kom Dick og Dixie til at krydse klinger yderligere tre gange, men mere om det senere.<\/p>\n

Selvom han ikke legitimt kunne smykke sig med en VM-titel, gav Dicks sejr over Dixie Kid genlyd et godt stykke ud over staten New Yorks gr\u00e6nser. Al den positive omtale af hans person steg efterh\u00e5nden ogs\u00e5 Dick lidt til hovedet \u2014 i alt fald indkasserede han to dumme nederlag som regning for at v\u00e6re lidt for overlegen.<\/p>\n

I november m\u00e5ned gik Dick i ringen mod Harry Lewis, uden aftale om at denne skulle veje ind ved welterv\u00e6gtsgr\u00e6nsen p\u00e5 142 lbs, hvilket tillod amerikaneren at veje 9-10 kg mere end han selv. At give s\u00e5 meget v\u00e6gt bort til en modstander ville m\u00e5ske kunne g\u00e5 mod en underlegen bokser, men Lewis var ingen hr-hvem-som-helst. Siden 1908 havde Lewis gjort krav p\u00e5 welterv\u00e6gtstitlen, sidel\u00f8bende med Dixie Kid og en lille h\u00e5ndfuld andre fremtr\u00e6dende boksere. Den alment accepterede gr\u00e6nse for welterv\u00e6gt var, som f\u00f8rn\u00e6vnt, p\u00e5 dette tidspunkt 142 lbs. Lewis var imidlertid ikke komfortabel ved denne v\u00e6gt og valgte snart at holde sine titelforsvar ved 147 lbs, der kort forinden var blevet anerkendt i Europa som welterv\u00e6gtsgr\u00e6nsen. At der ikke blev lavet aftale om at holde en bestemt v\u00e6gt var ganske sikkert yderst k\u00e6rkomment for Lewis. Ved en titelkamp et par m\u00e5neder efter m\u00f8det med Dick kunne Lewis end ikke knibe v\u00e6gten ned p\u00e5 de aftalt 147 lbs og m\u00e5tte forts\u00e6tte karrieren i mellemv\u00e6gt.
\nStraks efter kampens start blev Dick klar over, at han havde beg\u00e5et en fejl; det f\u00f8rste meningsfulde st\u00f8d fra Lewis sendte Dick i gulvet, og i de n\u00e6ste par omgange modtog danskeren kl\u00f8 som aldrig f\u00f8r. Med hans egne ord: \u201dJeg vidste efter det f\u00f8rste knockdown knap nok, hvor jeg befandt mig eller hvad der gik for sig, og jeg gruer ved tanken om, hvad der videre ville v\u00e6re sket, hvis ikke dommeren i 3. omgang havde stoppet denne ulige kamp.\u201d<\/p>\n

Dick havde modtaget en l\u00e6restreg, men kort efter skulle han modtage endnu en \u2014 denne gang fordi han ganske enkelt opf\u00f8rte sig for nonchalant i ringen. Kampen var mod Johnny Waltz \u2014 en bokser der var Dick underlegen p\u00e5 alle omr\u00e5der. For at give publikum lidt underholdning for pengene begyndte danskeren at lege med sin modstander, og tog sig endda tid til at vinke til publikum. I 2. omgang blev den ukoncentrerede Dick ramt af et st\u00f8d der sendte ham lige lukt i dr\u00f8mmeland. \u201dBladene skrev, at jeg satte rekord ved at blive st\u00e5ende p\u00e5 benene sk\u00f8nt jeg var sl\u00e5et ud. Jeg stod og grinte, men anede ikke hvor jeg var henne.\u201d Da Dick atter kom til sig selv i omkl\u00e6dningsrummet troede han, at han skulle til at g\u00f8re sig klar til kampen.
\nFor at f\u00e5 vasket denne plet af sig var Dick ikke rolig f\u00f8r han kunne komme i ringen med Waltz igen. Og han fik sin revanche \u2014 Waltz blev stoppet af en h\u00e5rd h\u00f8jre til k\u00e6ben i 3. omgang af deres returm\u00f8de.<\/p>\n

Trods hans to miserer var Dick Nelsons navn p\u00e5 dette tidspunkt st\u00f8rre end nogensinde, og det skortede ikke p\u00e5 tilbud om pengekampe. I San Francisco blev han endda omtalt som verdensmester pga. sin sejr over Dixie Kid, hvilket der ville kunnet v\u00e6re blevet spundet en del guld p\u00e5. Kampiveren var dog i en b\u00f8lgedal, og Amor havde vist en finger med i spillet. Dick havde fundet sit livs udk\u00e5rne i det amerikanske \u2014 fr\u00f8ken Hansine Jensen, som den 21. januar 1911 i New Jersey, blev til fru Christensen. Efter bryllupsrejsen til Florida begyndte hjemveen at tr\u00e6nge sig p\u00e5, og parret blev enige om at tage til Danmark og fors\u00f8ge at sl\u00e5 r\u00f8dder.
\nHjemvendt til sit k\u00e6re f\u00e6dreland havde Dick desuden besluttet at opgive sin karriere som bokser og bruge nogle af de penge, han trods alt havde f\u00e5et lagt til side, til at skaffe sig en mere civiliseret levevej. Det var egentlig nok mest manageren Charles Lindbergs skyld, at Dick overhovedet havde noget mammon at g\u00f8re godt med. Da de havde v\u00e6ret i K\u00f8benhavn tilbage i 1909 i forbindelse med kampen mod Holberg blev Lindberg opm\u00e6rksom p\u00e5, at Dick rent faktisk ikke selv kunne holde styr p\u00e5 de penge han tjente. Han var ganske simpelt for god af sig og delte rundh\u00e5ndet ud af, hvad han m\u00e5tte have. Derfor udbetalte Lind-berg fremover mindre summer til bokserens daglige forn\u00f8denheder.<\/p>\n

At drive en tilv\u00e6relse i Danmark uden boksning som hj\u00f8rnestenen var dog alt andet end let for Dick. Pengesager havde han som sagt ikke forstand p\u00e5, og naiv som han var, pr\u00f8vede han at overlade dem til andre. Forretningsfolk investerede for ham, og pengene gik tabt. Han \u00e5bnede en manufakturforretning og senere et v\u00e6rtshus, men for begge deles vedkommende var indtjeningen ikke tilstr\u00e6kkelig \u2014 s\u00e5 det kom ikke til at vare l\u00e6nge f\u00f8r Dick atter tog handskerne frem fra skabet, og begyndte at se sig om efter en kamp.<\/p>\n

Efter at have vundet en kamp i K\u00f8benhavn over Bobby Dobbs drog Dick atter til New York. Da professionel boksning nu atter var tilladt i staten (om end kun som no decision kampe) resulterede det i, at der var kommet en hel del flere boksere om budet, og pengene for de enkelte kampe blev som f\u00f8lge af dette f\u00e6rre. For Dick var udsigterne til nogle st\u00f8rre kampe disede, s\u00e5 derfor vendte han n\u00e6sen hjemad efter kun tre m\u00e5neders forl\u00f8b.<\/p>\n

I 1912 besluttede Dick sig atter for at opgive karrieren som aktiv bokser, og slog sig i stedet p\u00e5 at undervise i faget. Om aftenen tr\u00e6nede han medlemmer af Hermod mod til geng\u00e6ld at f\u00e5 fri adgang til klubbens tr\u00e6ningslokale i dagtimerne. Her talte hans elever et antal personligheder fra det danske kulturliv \u2014 bl.a. j\u00e6germester Thesdorph, skuespiller Johannes Poulsen og prins Aage.<\/p>\n

\"\"
Bokseinstrukt\u00f8r for Prins Aage.<\/figcaption><\/figure>\n

En af de mere pudsige af Dicks elever var Thod \u00d8rnfleth. If\u00f8lge Dick selv var \u00d8rnfleth ikke den f\u00f8dte bokser, for ikke at sige fuldst\u00e6ndig h\u00e5bl\u00f8s. Undervisningen aff\u00f8dte dog en hurtigt voksende selvsikkerhed hos hans elev. Godmodig som Dick nu engang var, lod han \u00d8rnfleth dyrke sin indbildskhed, indtil denne en dag tilb\u00f8d sig som tr\u00e6ner for sin l\u00e6rer, da Dick var ved at forberede sig til en returkamp mod Waldemar Holberg. Da \u00d8rnfleth insisterede, mistede Dick t\u00e5lmodigheden og under sparringen lod han sin nye ‘tr\u00e6ner’ m\u00e6rke effekten af st\u00f8d som blev f\u00f8rt korrekt igennem. Efter at have modtaget et enkelt h\u00e5rdt hook i maven tumlede \u00d8rnfleth omkuld \u2014 hvorefter han straks afbr\u00f8d ‘samarbejdet’ og forlod tr\u00e6ningssalen for aldrig at vende tilbage.
\nSenere \u00e5bnede \u00d8rnfleth en bokseskole p\u00e5 badeanstalten Helgoland og f\u00f8rte sig frem som \u201dDick Nelsons elev og tr\u00e6ner\u201d \u2014 p\u00e5 trods af at is\u00e6r det sidste havde v\u00e6ret en s\u00e6rdeles kortvarig forn\u00f8jelse.
\nIndikationer p\u00e5 at \u00d8rnfleth havde mistet jordforbindelsen helt og aldeles kom da han nogle \u00e5r senere gennem BT udfordrede Dick til kamp. Det var ganske almindeligt p\u00e5 denne tid, at de professionelle boksere udfordrede hinanden til kamp ved at sende breve til BT. Det var m\u00e5ske tidsspilde at give sig i lag med denne mandsperson, men efter at \u00d8rnfleth havde proklameret, at Dick ikke ville tage imod hans udfordring, f\u00f8lte han nok, at han m\u00e5tte tage til genm\u00e6le. Dick gik derfor med til at skulle spise sin nye velourhat, hvis \u00d8rnfleth stod op efter 3. omgang. Der blev endvidere aftalt en kampl\u00e6ngde p\u00e5 f\u00f8rst 20 og senere 40 omgange, hvilket fik den excentriske ‘boksel\u00e6rer’ til at erkl\u00e6re, at han havde brug for 1 \u00e5rs tr\u00e6ningsforberedelse \u2014 hvilket m\u00e5ske ville have givet ham muligheden for at f\u00e5 fjernet nogle af de mange overfl\u00f8dige centimetre om livet \u2014 men n\u00e6ppe nogen st\u00f8rre chance for at Dick skulle have sin hat til frokost. Dick h\u00f8rte da heller ikke mere til den forest\u00e5ende kamp fra \u00d8rnfleths side. Denne fortsatte dog ufortr\u00f8dent at udfordre andre af de professionelle hjemlige boksere, men ‘uheldigvis’ kom der dog altid noget i vejen, n\u00e5r de praktiske detaljer skulle aftales.
\nEt par \u00e5r senere kom det imidlertid til en \u00e5ben konfrontation, dog ikke i en boksering, men i en retssal. Da \u00d8rnfleth havde l\u00e6st et lidet flatterende afsnit om sig selv i Dick Nelsons selvbiografi, der udkom i 1920, lagde han sag an mod sin tidligere l\u00e6rer. Under sit vidneudsagn fik han dog viklet sig ind i flere usandheder: At han havde tr\u00e6net hos Dick i et \u00e5r, uagtet at han kun havde modtaget egentlig undervisning i tre halve timer, og ikke mindst, at de skiftevis havde sl\u00e5et hinanden ud under deres tr\u00e6ningssessioner. Sagen endte med at Dick blev pure frikendt, trods at han i sin selvbiografi bl.a. havde benyttet ordet \u201dcharlatan\u201d til at beskrive den excentriske bokseinstrukt\u00f8r.<\/p>\n

\"\"
I engelske Ted Broadribbs (siddende) stald. Dick Nelson ses helt til h\u00f8jre.<\/figcaption><\/figure>\n

Som angivet i afsnittet om \u00d8rnfleth kunne jobbet som bokseinstrukt\u00f8r ikke afholde Dick fra at entre ringen igen mod Waldemar Holberg \u2014 ikke mindst fordi indt\u00e6gten ikke var nok til at holde sulten fra d\u00f8ren.
\nDick havde knapt 3 \u00e5r tidligere besejret Holberg, som dengang var en overmatchet novice, om ‘Mesterskabet for Danmark’. Holberg havde nu f\u00e5et vind i sejlene med en r\u00e6kke sejre og var ydermere blevet bokseinstrukt\u00f8r i Wien, \u00d8strig. I sommeren 1912 vendte Holberg og hans forlovede tilbage til K\u00f8benhavn for et kort visit, og benyttede lejligheden til at udfordre Dick. Dette faldt nok p\u00e5 et t\u00f8rt sted, for Dick tog prompte imod udfordringen, og kampen fandt sted kun lidt over 2 uger senere. Kampen blev fastsat til 20 omgange, og foregik i Cirkus Bech-Olsen. Som sekundant for Dick fungerede Jim Smith \u2014 i sin sidste optr\u00e6den ved et professionelt boksest\u00e6vne inden sin d\u00f8d. I det modsatte hj\u00f8rne, hos Holberg, befandt sig blandt andet Spr\u00f8jtef\u00f8rer P. L. Jacobsen.
\nHvad selve kampen ang\u00e5r huskede Dick den mest for Holbergs defensive taktik: \u201dTakket v\u00e6re sine ikke helt almindelige egenskaber som sprinter, befandt Holberg sig endnu p\u00e5 benene, da de 20 omgange var til ende, men han var ikke mange sure sild v\u00e6rd og havde selvf\u00f8lgelig tabt p\u00e5 points.\u201d
\nFaktum var, at Holberg rent faktisk var g\u00e5et drastisk frem mht. boksef\u00e6rdigheder siden deres opg\u00f8r i 1909, men med sin t\u00e6tte bygning med korte arme besad Holberg ganske enkelt ikke midlerne til at indlede slagsm\u00e5l p\u00e5 halvdistancen. Inden Holberg kunne lade sine serier hagle ind p\u00e5 Dick, havde det givet veteranen rigelig tid til at udnytte sin l\u00e6ngere r\u00e6kkevidde og spidde sin kortere rival. Ogs\u00e5 i reel infight var Holberg prisgivet og m\u00e5tte ty til gentagne clinches; Dick havde l\u00e6rt for mange r\u00e6vestreger i det amerikanske til at lade sig overrumple.
\nKampen blev vel modtaget af de tilstedev\u00e6rende tilskuere, og det l\u00e5 i luften, at det ikke havde v\u00e6ret deres sidste opg\u00f8r.
\nSelvom Dicks ovenn\u00e6vnte beskrivelse af kampen i sine erindringer antyder, at deres kammeratlige forhold var k\u00f8lnet en anelse, var det dog f\u00f8rst efter deres ‘f\u00e6rdig-kamp’ i 1915, at de to rivalers modvilje over for hinanden blev \u00e5benlys.<\/p>\n

At Dick Nelson h\u00f8rte til den gamle skole herskede der vist ingen tvivl om, n\u00e5r det gjaldt hans egen boksestil og holdning til andres. Helt fra begyndelsen hos Jim Smith, og senere i USA, havde Dick l\u00e6rt en aggressiv boksestil, hvor man ofte m\u00e5tte tage imod for at komme ind med sine egne afg\u00f8rende st\u00f8d. En publikumsvenlig actionfyldt stil var ganske simpelt en n\u00f8dvendighed for at komme til fadet dengang i New York, da Dick var en ukendt bokser fra et fremmed land.
\nIndimellem, is\u00e6r i europ\u00e6isk boksning, l\u00f8b Dick dog p\u00e5 meget defensivt orienterede boksere, der for n\u00e6sten enhver pris undgik infight og som forstod at udnytte hele ringens areal \u2014 ved at ‘l\u00f8be’, som Dick beskrev det.
\nEn s\u00e5dan spoiler var franskmanden Degan, som i 1913 klarede uafgjort p\u00e5 Dicks hjemmebane i K\u00f8benhavn. Degan havde fordele i h\u00f8jde og r\u00e6kkevidde, og var desuden rap p\u00e5 f\u00f8dderne til Dicks store fortrydelse. Ved konstant at holde sig p\u00e5 afstand undgik Degan de fleste af danskerens sugende kropsst\u00f8d.
\nIf\u00f8lge Dick selv havde han inden kampen ladet sig narre af Degans manager, der overtalte den garvede veteran til at lade v\u00e6re med at tage for h\u00e5rdt p\u00e5 den franske novice i de f\u00f8rste par omgange for publikums skyld. Det skal dog i den forbindelse n\u00e6vnes, at Degan bestemt ikke var nogen nybegynder trods sine kun 21 \u00e5r. Han var en af de unge lovende boksere p\u00e5 et tidspunkt hvor sporten fik stadig st\u00f8rre tilslutning i Frankrig. Efter kampen var der endda ogs\u00e5 en del blandt publikum, der ans\u00e5 Degan for den retm\u00e6ssige vinder.
\n\u00c5ret efter m\u00f8dtes de igen \u2014 denne gang i Frankrig \u2014 og her fik Degan tilkendt sejren p\u00e5 point. At Dick ikke n\u00e6rede den store respekt for franskmandens boksestil, fremg\u00e5r af hans let humoristiske opsummering af kampen: \u201dDegan l\u00f8b og det var umuligt at f\u00e5 fat i ham; jeg fik ham dog op i hj\u00f8rnet et par gange og skulle rigtigt til at mule ham \u2014 \u00e5h hvor jeg gl\u00e6dede mig \u2014 s\u00e5 fik jeg en advarsel af dommeren. Var det ikke s\u00f8rgeligt? Jeg havde ham ogs\u00e5 nede en gang, men det blev der slet ikke lagt m\u00e6rke til. Jeg var ved at besvime, da jeg h\u00f8rte, at han havde vundet.\u201d<\/p>\n

For at holde liv i bokseforretningen var Dick atter n\u00f8dt til at s\u00f8ge v\u00e6k fra de hjemlige jagtmarker \u2014 i perioden 1913-1914 blev det hovedsageligt England der stod for skud.
\nHer ventede en af hans tidligere rivaler \u2014 Dixie Kid. Dixie, der havde bokset i Europa siden 1911 \u2014 med enkelte kampe i Frankrig, men hovedsageligt i England \u2014 havde tabt sit krav p\u00e5 welterv\u00e6gtstitlen et \u00e5rstid inden han og Dick tog deres revancheopg\u00f8r.
\nKort efter ankomsten til England fik Dick tilbudt kampen mod Dixie \u2014 med under en uges varsel. Dick slog naturligvis til uagtet at han havde for kort tid til at komme i form. Opg\u00f8ret, der var berammet til 20 omgange, kom da ogs\u00e5 til at b\u00e6re pr\u00e6g af at Dick efterh\u00e5nden k\u00f8rte tr\u00e6t. Han havde dog afluret hvorledes han undgik de heftigste af Dixies sving og regnede med at klare sig igennem \u2014 indtil en gammel skade br\u00f8d op over danskerens h\u00f8jre \u00f8je i 13. omgang. S\u00e5ret s\u00e5 s\u00e5 drabeligt ud, at kampen blev stoppet p\u00e5 foranledning af Dicks sekundanter.
\nDen tid der skulle til for at f\u00e5 skaden til at hele, brugte Dick til at tr\u00e6ne, og da han ca. tre uger senere atter gik i ringen mod Dixie, var han i v\u00e6sentlig bedre kondition. Kampen blev ogs\u00e5 en helt anden. Denne gang var Dick mere end en mundfuld for Dixie, og efter 20 omganges boksning ventede danskeren, hovedparten af publikum og formentlig ogs\u00e5 Dixie, at det var Dick som ville f\u00e5 rakt armen i vejret. Under h\u00f8jlydte protester bekendtgjorde dommeren imidlertid, at han havde amerikaneren som vinder. Efter den mildest talt upopul\u00e6re afg\u00f8relse stak Dixie Dick p\u00e5 n\u00e6ven og sagde \u00e6rligt, at danskeren havde v\u00e6ret den bedste af de to denne aften. De to f\u00f8rste kampe var bestemt faldet i god jord hos det engelske publikum, s\u00e5 det var oplagt at arrangere endnu en dyst.
\nDeres fjerde og sidste kamp fandt sted i marts det f\u00f8lgende \u00e5r, og denne gang ville Dick ikke risikere at dommen gik ham imod. Han var over Dixie fra kampens start, og publikum kunne bevidne, at Dick nu havde luret de fleste af amerikanerens tricks, s\u00e5 Dixie havde nok at g\u00f8re med at v\u00e6rge sig for danskerens offensiv. I 9. omgang blev Dick dog ramt af et venstre hook til hovedet, s\u00e5 han r\u00f8g i gulvet. Danskeren var oppe i samme moment og k\u00e6mpede om muligt endnu mere ind\u00e6dt resten af omgangen og den f\u00f8lgende for endelig at f\u00e5 tilkendt en regul\u00e6r sejr over sin rival.
\nDa Emil Andreasen flere \u00e5r senere vendte hjem fra en kampagne i England, kunne han berette om garvede bokseentusiaster, der huskede tilbage p\u00e5 de tre opg\u00f8r som den mest underholdende serie af kampe i Londons The Ring<\/p>\n

Dick fortsatte sin kampagne i England og tabte bl.a. til Johnny Basham. Selv regnede Dick Basham blandt den bedste h\u00e5ndfuld af modstandere, han havde m\u00f8dt gennem sin karriere. Da briten sluttede sin boksekarriere i 1929 var det ogs\u00e5 med et imponerende curriculum vitae: Britisk mester i welterv\u00e6gt 1914-1920 samt europamester 1919-1920; desuden britisk & europ\u00e6isk mester i mellemv\u00e6gt 1921.
\nDa Dick og Basham gik i ringen p\u00e5 Liverpool Stadium, havde sidstn\u00e6vnte endnu sit f\u00f8rste mesterskab til gode, men var allerede overm\u00e5de popul\u00e6r, og publikum var m\u00f8dt talst\u00e6rkt op for at overv\u00e6re begivenheden.
\nSom n\u00e6vnt ovenfor tabte Dick opg\u00f8ret \u2014 p\u00e5 point efter 15 omgange. Til geng\u00e6ld vandt han stor respekt fra tilskuerne \u2014 ikke alene pga. at han kunne bokse lige op med sin 10 \u00e5r yngre modstander, men lige s\u00e5 meget fordi danskeren under kampen udviste sports\u00e5nd af sj\u00e6lden karakter. Basham havde tendens til at sl\u00e5 lidt for dybt og i et tilf\u00e6lde var det s\u00e5 grelt, at ringdommeren spurgte Dick om han var i stand til at forts\u00e6tte. I stedet for at gribe muligheden for en let sejr p\u00e5 diskvalifikation valgte Dick, til stor fortrydelse for sine sekundanter, at tilgive Bashams forseelse og forts\u00e6tte kampen til den bitre ende.<\/p>\n

Under Den F\u00f8rste Verdenskrigs rasen var det efterh\u00e5nden blevet sv\u00e6rere at komme til udlandet efter kampe, s\u00e5 derfor havde Dick endnu en gang planer om at vige ringen til fordel for arbejdet som bokseinstrukt\u00f8r. Beslutningen var dog som tidligere ikke mere endegyldig end, at han tog imod stort set alle de udfordringer, som m\u00e5tte byde sig fra sine landsm\u00e6nd \u2014 heriblandt Holberg, Carl Pedersen og Victor Dahl.<\/p>\n

Sidst p\u00e5 \u00e5ret i 1914 udfordrede den hjemvendte Waldemar Holberg atter Dick. I januar m\u00e5ned samme \u00e5r havde Holberg sl\u00e5et Ray Bronson p\u00e5 point i Melbourne, Australien om en version af verdensmesterskabet i welterv\u00e6gt. Holberg havde dog mistet retten til at smykke sig med den fine titel under en m\u00e5ned senere, da han blev diskvalificeret mod Tom McCormick. Mod Bronson havde Holberg dog vist, at han rent faktisk kunne beg\u00e5 sig blandt de bedste.
\nDet tredje opg\u00f8r mellem Dick og Holberg blev ogs\u00e5 deres hidtil mest j\u00e6vnbyrdige. Kort forinden havde Dick gennemg\u00e5et en operation i baghovedet, og denne skade sprang op under kamphandlingerne, og h\u00e6mmede Dicks pr\u00e6station.
\nSelvom Dicks mere stilrene boksning gjorde st\u00f8rre indtryk p\u00e5 b\u00e5de publikum og ringdommer Holger Hansen, havde Holberg indimellem held med at komme igennem med slag under sine rushes. Meget af hans arbejde var dog urent. Hvis stangen og gentagne st\u00f8d under b\u00e6ltestedet havde talt point var Holberg nok kommet v\u00e6sentligt n\u00e6rmere en sejr, men efter de 20 omgange var der bred enighed om, at Dick var den rette vinder. Holberg selv delte ikke denne mening, og udfordrede prompte Dick til en returkamp.<\/p>\n

Dicks og Holbergs fjerde m\u00f8de fandt sted to m\u00e5neder senere \u2014 og blev arrangeret som det ultimative opg\u00f8r: f\u00e6rdig kamp \u2014 uden et fastsat antal omgange. Der skulle k\u00e6mpes til den ene ikke l\u00e6ngere kunne forts\u00e6tte. Skuepladsen var Cirkus Jack Joyce. Direkt\u00f8ren selv var engageret som kampleder, og publikum str\u00f8mmede til begivenheden. Dick var tilsyneladende indstillet p\u00e5 at bevise sin overlegenhed fra start, for der gik ikke mange omgange, f\u00f8rend det stod klart, hvem der i sidste ende ville l\u00f8be af med sejren. Holberg havde sv\u00e6rt ved selv at komme til at arbejde, og m\u00e5tte ofte gemme sig bag parader eller s\u00f8ge clinch. At han stod overfor en langt farligere modstander end to m\u00e5neder tidligere frustrerede tilsyneladende eks-verdens-mesteren \u2014 og han brokkede sig flere gange over ulovlige st\u00f8d fra Dick, som hverken dommer eller publikum kunne se.
\nKort inde i 15. omgang afgjordes kampen. N\u00e6ppe var omgangen p\u00e5begyndt f\u00f8rend Dick fik sat et st\u00f8d ind, der sendte Holberg i gulvet. Modigt kom Holberg p\u00e5 benene, men Dick var klar til at f\u00f8lge op \u2014 dette st\u00f8d sendte Holberg bagl\u00e6ns ud af ringen. Han tumlede videre ud over scenen, hvor kamparenaen var placeret, og faldt ned i orkestergraven. Sekundanterne fik stablet Holberg p\u00e5 benene, og ville hj\u00e6lpe ham tilbage til Dick, der ventede oppe i bokseringen, men den faldne bokser gestikulerede til publikum, at han havde beskadiget skulderen under sit stunt. Publikum hujede h\u00f8jlydt af Holberg, lige indtil kamplederen erkl\u00e6rede Dick Nelson for vinder, hvorefter ukvemsordene blev afl\u00f8st af en velfortjent hyldest til mesteren.<\/p>\n

I starten af august 1915 gik Dick i ringen mod Carl Pedersen \u2014 senere kendt under kunstnernavnet Carl Brisson. Carl h\u00f8rte til den yngre generation af boksere, der forstod at udnytte ringens fulde areal, med et eminent benarbejde. Hans professionelle skoling havde fundet sted i Tyskland, der p\u00e5 dette tidspunkt ikke just var kendt for at udkl\u00e6kke Europas st\u00f8rste talenter, men han havde gjort et glimrende indtryk p\u00e5 det danske publikum ved sin f\u00f8rste optr\u00e6den p\u00e5 dansk grund \u2014 i en forkamp til Dick Nelson mod Dick Emden i Paladshotellet tilbage i 1913. Den type modstandere Dick havde det sv\u00e6rest imod var de bev\u00e6gelige, og Carl havde tilmed utroligt rappe n\u00e6ver, s\u00e5 efter de f\u00f8rste omgange begyndte det at se ud til at veteranen ville f\u00e5 problemer med at f\u00f8lge med, hvis det skulle komme s\u00e5 vidt som til en pointopt\u00e6lling. De lynende n\u00e6ver, der svirrede om ansigtet p\u00e5 Dick, var dog af den art han betegnede som ‘tjat’, og de var uden anden effekt end et irritationsmoment. Efterh\u00e5nden som Carl m\u00e5tte g\u00e5 en anelse ned i tempo, begyndte Dick at komme mere til med sit dybe arbejde. I 11. omgang m\u00e5tte den unge ‘danser’ endelig b\u00f8je sig for overmagten \u2014 efter at have v\u00e6ret til t\u00e6lling tre gange.
\nDe m\u00f8dtes i ringen et par gange til \u2014 en gang i Odense hvor opg\u00f8ret blev erkl\u00e6ret uafgjort, og senere, da Carl var begyndt at f\u00e5 succes i showbusiness, i en opvisningskamp.<\/p>\n

Victor Dahl, en talentfuld ung mellemv\u00e6gter, udfordrede i december 1915 Dick i anledning af, at han ville fors\u00f8ge sig som professionel. Dahl havde fordelene i v\u00e6gt og r\u00e5styrke, men kunne ikke hamle op med Dicks ring generalship, optr\u00e6net gennem \u00e5rs erfaring, s\u00e5 han m\u00e5tte indlede sin prof-karriere med et pointnederlag.
\nEfter at have sl\u00e5et Dahl endnu engang i 1916, var der ikke flere seri\u00f8se modstandere i farvandet p\u00e5 de hjemlige breddegrader.<\/p>\n

Dick fortsatte sit hverv som bokseinstrukt\u00f8r, og underviste bl.a. elever fra Politiskolen, men \u00f8konomisk rakte det ikke n\u00e6r nok til at br\u00f8df\u00f8de familien Nelson, der nu var for\u00f8get med et medlem \u2014 en lille datter. Derfor valgte han for fjerde gang at pr\u00f8ve lykken p\u00e5 den anden side af Atlanten. Denne gang, i november 1916, drog hans kone Hansine med ham.
\nUnder sit ophold tr\u00e6nede Dick bl.a. under samme tag som Battling Lewinski \u2014 og havde selv forventninger om en kamp mod Jack Britton, verdensmesteren i welterv\u00e6gt. Denne kamp blev imidlertid aldrig til noget, og Dick, der havde f\u00e5et lidt p\u00e5 sidebenene mens han var i Danmark, m\u00e5tte k\u00e6mpe i mellemv\u00e6gtsklassen.<\/p>\n

Hans f\u00f8rste kamp kom efter 14 dages ophold i USA, med \u00e9n dags varsel, mod Jimmy Butch O’Hagen. Kampen gik tiden ud og erkl\u00e6redes for no decision med blandede presseafg\u00f8relser. Et n\u00e6rmest uafgjort resultat var m\u00e5ske ikke s\u00e5 tosset, med tanke p\u00e5 at noget af rusten lige skulle bankes af. Dicks anden kamp, ca. 2 uger senere, var til geng\u00e6ld en katastrofe. Modstanderen KO<\/em> Lew Williams var the colored welterweight champion of the World og h\u00e5rdtsl\u00e5ende. Dick lagde godt ud med at sende Williams i kanvassen da kampen var f\u00e5 sekunder gammel. I sin iver for at afg\u00f8re kampen gav den stadig lidt ringrustne dansker imidlertid amerikaneren plads til sin h\u00f8jre, der ramte pr\u00e6cist til k\u00e6ben og sendte Dick i gulvet med et brag, og kamplederen valgte kort efter at afbryde kampen. Dette var et meget overraskende resultat, da Dick stadig blev anset som blandt de bedste i verden i sin v\u00e6gtklasse.<\/p>\n

Herefter blev det sv\u00e6rere at tjene penge. Mange af de bedste boksere var indkaldt som f\u00f8lge af Verdenskrigen, og kun f\u00e5 navne kunne tr\u00e6kke publikum til kampene. Mere boksning blev det derfor ikke til, og for at f\u00e5 penge til billetten hjem m\u00e5tte Dick tage midlertidig ans\u00e6ttelse ved en ammunitionsfabrik. I marts 1917 vendte Dick og fruen tilbage til Danmark \u2014 en oplevelse rigere, men ikke mere.<\/p>\n

\"\"
Dick Nelson p\u00e5 vej mod en knockoutsejr over Fritjof Hansen.<\/figcaption><\/figure>\n

Efter at have stoppet Fritjof Hansen uden st\u00f8rre anstrengelser blev Dick prompte udfordret af storebroderen Holger Hansen. Dick og Holger gik over til professionalismen n\u00e6sten samtidig tilbage i 1905 og havde haft et opg\u00f8r dengang med Dick som vinder. Siden da havde Holger fortrinsvist koncentreret sin indsats om hvervet som bokseinstrukt\u00f8r, men var stadig selv en glimrende tekniker i ringen.
\nDe to veteraner m\u00f8dtes i november m\u00e5ned 1917, og gav over 15 omgange en pr\u00e6gtig opvisning i tekniske finesser, der sj\u00e6ldent f\u00f8r var set i en dansk boksering. Kampen blev erkl\u00e6ret uafgjort, hvilket bet\u00f8d at den samlede pr\u00e6miesum p\u00e5 2.000 kr. blev delt ligeligt mellem dem. Den generelle tilfredshed der var med matchningen, fik Dick til at udbryde: \u201dSkal vi tage en t\u00f8rn til, og s\u00e5 k\u00e6mpe til en af os ikke kan mere?\u201d
\nHolger slog til, og 2. juledag gik de til den igen. Kampen blev dog ikke programsat som en f\u00e6rdig-kamp, men til maksimalt 25 omgange. Holger kom bedst fra start, og efterh\u00e5nden som kampen skred frem, begyndte det at st\u00e5 klart, at en pointsejr ville v\u00e6re i hus hvis den gik tiden ud. I sidste ende viste det sig dog, at Dick hele tiden havde kontrol over kampen \u2014 han boksede i spurts, og lod sin modstander bruge sine kr\u00e6fter den resterende tid. Fra 20. omgang satte Dick dampen op, og i starten af 21. kom der en energiudladning s\u00e5 stor, at den efterh\u00e5nden udmattede Holger blev fuldst\u00e6ndig overrumplet. Rystet til sokkeholderne blev Holger reddet af broderen Fritjof, der fra ringhj\u00f8rnet kastede h\u00e5ndkl\u00e6det i ringen.<\/p>\n

Med opg\u00f8rene mod br\u00f8drene Hansen vel overst\u00e5et, kunne Dick nu vende tilbage til en udfordring han havde modtaget tilbage i juni m\u00e5ned 1917 fra Johan Ekeroth. Ekeroth havde tr\u00e6net siden april m\u00e5ned med denne kamp for \u00f8je, og havde meddelt at Dick kunne v\u00e6lge tidspunkt, sted og kampl\u00e6ngde. Dick havde flere gange ladet udfordringen passere, da Ekeroth h\u00f8rte til i den tids sv\u00e6rv\u00e6gtsklasse, men f\u00f8lte sig efterh\u00e5nden presset af den folkelige opinion. Han syntes bestemt ikke at det var retf\u00e6rdigt skulle afgive omkring 10 kg til Ekeroth, men det huede ham endnu mindre at skulle beskyldes for at undg\u00e5 en modstander. Det lokkede dog med udsigten til 1.400 kr. til vinderen. Det endte naturligvis med, at Dick gav tilsagn til arrangementet, hvilket fandt sted i februar m\u00e5ned 1918.
\nDet blev et t\u00e6t opg\u00f8r. Dick var ikke i sit s\u00e6dvanlige godmodige hj\u00f8rne umiddelbart inden en kamp, men ventede i stedet sammenbidt, koncentreret p\u00e5 kampens startsignal. Der var ogs\u00e5 lidt mere p\u00e5 sidebenene end normalt \u2014 et tegn p\u00e5 at tr\u00e6ningen ikke havde v\u00e6ret optimal, men det kunne ogs\u00e5 have v\u00e6ret et fors\u00f8g p\u00e5 at udligne noget af Ekeroths tyngde. Efter at de begge havde f\u00f8lt sig lidt frem i de f\u00f8rste omgange, indledte Dick en offensiv, der i 8. mundede ud i at Ekeroth blev sendt i gulvet. Offensiven havde imidlertid ogs\u00e5 udmattet Dick, s\u00e5 han ikke evnede at afg\u00f8re kampen. Efter at Brol\u00e6ggeren var kommet til h\u00e6gterne begyndte han at tage teten i en del af de f\u00f8lgende omgange. Dick bed t\u00e6nderne sammen og kom godt igen, men til det sidste var der tvivl om udfaldet. Det var dog Dicks arm, der blev rakt i vejret efter de 15 omgange. Dommen havde delt publikum i to st\u00f8jende fraktioner, der blev bragt til tavshed da Ekeroth tr\u00e5dte frem i ringen og bekendtgjorde: \u201dJeg udfordrer Dick til en f\u00e6rdig-kamp.\u201d Dick nikkede som svar.<\/p>\n

Deres returkamp var oprindeligt planlagt til marts 1918, men pga. af en \u00f8reinfektion m\u00e5tte Dick udskyde opg\u00f8ret en m\u00e5neds tid. Den ny dato kom herved til at ligge kun fem dage senere end en planlagt kamp mod Waldemar Holberg i Kristiania. Denne detalje tog Dick ikke s\u00e5 n\u00f8je, men drog af sted p\u00e5 den et d\u00f8gn lange jernbanerejse til Norges hovedstad, da tiden for hans og Holbergs fjerde opg\u00f8r oprandt.
\nI sine memoirer genkaldte Dick begivenheden med overskriften \u201dTil v\u00e6ddel\u00f8b i Kristiania.\u201d, og fortsatte: \u201dDa gongongen l\u00f8d efter den 15. omgang var alle tilskuerne \u2014 med undtagelse af klubfanatikerne \u2014 enige om at jeg havde vundet. Men dommeren, en rigmand ved navn Langgaard, havde sin s\u00e6rlige pointberegning, og efter denne var Holberg vinder. Hvordan han er kommet til dette resultat, har jeg endnu ikke f\u00e5et opklaret. Men m\u00e5ske har han brugt den pointberegning, der er g\u00e6ldende p\u00e5 galopbanerne, og i s\u00e5 tilf\u00e6lde har han gjort ret i at tilkende Holberg sejren. Han havde virkelig v\u00e6ret foran under hele l\u00f8bet.\u201d Da Dick atter vendte hjem til Danmark og blev interviewet af journalisterne om resultatet, begyndte han til deres skuffelse ikke at proklamere hvor uretf\u00e6rdig dommen havde v\u00e6ret. I stedet fremviste han skriftlige tilsagn fra nogle af de tilstedev\u00e6rende tilskuere og referater fra de lokale aviser. Verdens Gang, der behandlede boksesporten med stor sagkyndighed, gav kun Holberg to af de 15 omgange.
\nDet \u00f8konomiske udbytte for den lille udflugt havde v\u00e6ret p\u00e5 2.000 kr. \u2014 ingen ringe tr\u00f8stepr\u00e6mie.
\nEfter den lange togrejse hjem havde Dick kun tre dage til at g\u00f8re sig klar til kampen mod Ekeroth. Journalisterne ved ringside noterede sig ogs\u00e5, at den danske mesterbokser tilsyneladende ikke var helt p\u00e5 toppen \u2014 der var ikke den samme intensitet som under deres f\u00f8rste kamp. Kun 5-6 af de i alt 25 omgange fik liv i publikum, men det generelle indtryk var dog, at Dick havde haft overtaget i hovedparten af omgangene. Ringdommeren, Charles Hansen, rakte dog begge bokseres arme i vejret til slut.<\/p>\n

\"\"
Roadwork if\u00f8rt sixpence. Dick Nelson (th.) p\u00e5 tr\u00e6ningstur med landsholdsspiller Christian Gr\u00f8than.<\/figcaption><\/figure>\n

Som n\u00e6vnt tidligere kunne Dick ikke skjule, at han var bokser af profession. De mange kampe havde skrevet deres tydelige historie i hans ansigt. P\u00e5 den tid var handskerne ikke n\u00e6r s\u00e5 polstrede som nu \u2014 ofte 4 oz., hvor der i dag benyttes handsker p\u00e5 8 oz. \u2014 med st\u00f8rre effekt for b\u00e5de modtager og afsender af et st\u00f8d. Folk der ikke kendte til Dicks afv\u00e6bnende gemyt kunne nok f\u00e5 et mere respektindgydende indtryk ved en konfrontation med hans arrede, skrammede ansigt og \u00f8ren.
\nEt eksempel p\u00e5 dette er fra en aften, da han og konen var ude at spadsere i Vesterbros gader. Det forholdt sig s\u00e5dan, at i n\u00e6rheden opholdt sig nogle engelske matroser, som \u00f8nskede lidt mere liv i gadebilledet end hvad de lokale br\u00f8d sig om. Spektaklet undgik heller ikke hr. og fru Nelsons opm\u00e6rksomhed og Dick besluttede sig for at g\u00e5 hen og se hvad han kunne g\u00f8re for at d\u00e6mpe gemytterne. Ikke s\u00e5 snart tr\u00e5dte Dicks karakteristiske bokseransigt frem fra skyggerne, f\u00f8rend de k\u00e5de matroser valgte at fordufte. Bagefter gik rygterne om, at Dick var blevet overfaldet og med de bare n\u00e6ver havde mulet et st\u00f8rre antal matroser, men faktisk var hans blotte fremtoning tilstr\u00e6kkeligt til at indgyde den forn\u00f8dne respekt.
\nDick selv havde tilsyneladende ikke det fjerneste imod de permanente skrammer, som han havde samlet i tidens l\u00f8b. Han ans\u00e5 formentlig selv st\u00f8dpuderne og blomk\u00e5ls\u00f8ret som et vidnesbyrd p\u00e5 hans succes i ringen.
\nDer var andre, som var fascinerede af den historie Dicks ansigt kunne fort\u00e6lle. Billedhuggeren Kai Nielsen som har talrige kendte v\u00e6rker p\u00e5 samvittigheden var desuden sportsinteresseret og fandt Dicks ansigt s\u00e5 interessant, at han lavede en buste med den kendte bokser som model.<\/p>\n

Et lille digt blev i den anledning bragt i BT:<\/p>\n

\"\"Her vil Dick Nelson staa til sene Dage,<\/em>
\n naar af os andre intet er tilbage.<\/em>
\n Hans store boksernavn forglemmes ej,<\/em>
\n fordi i Sten han bygget blev af Kai.<\/em>
\n Hans N\u00e6se, der i U.S.A. blev brukket,<\/em>
\n har Kunstneren med Sans for Sk\u00f8nhed hugget.<\/em>
\n Og blomkaals\u00f8ret, som han smadret fik,<\/em>
\n engang vil f\u00e6ngsle Eftersl\u00e6gtens Blik.<\/em>
\n Saadan vil Dick for Eftertiden stande<\/em>
\n med ramponeret N\u00e6se, \u00d8re, Pande.<\/em>
\n I Marmor er han fine Ting i Nips;<\/em>
\n nu har vi set ham ofte nok \u2014 i Gips<\/em><\/p>\n

Kai Nielsen for\u00e6rede busten til museumsdirekt\u00f8r Karl Madsen, der beskrev den som \u201dden bedste af Kais mange gode buster\u201d. Der gik siden hen rygter om at busten blev k\u00f8bt af Nasjonalgalleriet i Kristiania, men faktisk findes v\u00e6rket stadig p\u00e5 Ny Carlsberg Glyptotek, dog desv\u00e6rre ikke til frit skue for museets bes\u00f8gende.<\/p>\n

I december 1918 d\u00f8de Dicks eneste datter som f\u00f8lge af difteri. Tabet af sin lille \u00f8jesten var det h\u00e5rdeste slag han nogensinde havde modtaget, og han kom sig aldrig rigtigt over det.<\/p>\n

Datteren var d\u00f8d kun en m\u00e5ned forinden, men som den gode entertainer han var, deltog han i januar 1919 som ringdommer og selvbestaltet konferencier til en kamp mellem Emanuel Jacobsen, ogs\u00e5 kaldet Malle, og en franskmand \u2014 Louis Violet. Det var faktisk Dick, som stod for de festligste indslag ved denne lejlighed, da selve kampen var en s\u00f8rgelig forestilling. Forinden var der dog en del forsinkelse, idet Malles bukser var blevet stj\u00e5let, og Dick forkortede ventetiden ved at underholde hele salen med sin lune humor.
\nMen under det godmodige ydre tyngedes han af mismod og melankoli. Tabet af datteren pinte ham s\u00e5 meget, at han end ikke kunne f\u00e5 sig selv til at n\u00e6vne den ulykkelige h\u00e6ndelse i sin selvbiografi, der udkom et \u00e5rs tid senere.<\/p>\n

Det tredje m\u00f8de mellem Dick og Johan Ekeroth var oprindeligt planlagt til december 1918, men blev udskudt til den f\u00f8lgende februar, som f\u00f8lge af den tragiske h\u00e6ndelse. Dicks forberedelser til denne kamp blev ogs\u00e5 m\u00e6rkbart p\u00e5virket, og han tr\u00e6nede uden den vante motivation. Kampens resultat blev da ogs\u00e5, at han tabte p\u00e5 point, men udover veteranens manglende iver, havde Ekeroths forberedelser ogs\u00e5 sin betydning for kampens udfald. Ekeroth havde valgt at bl\u00e6se p\u00e5 at holde den aftalte v\u00e6gt. De to k\u00e6mpere havde aftalt, at Ekeroth skulle veje ind p\u00e5 h\u00f8jst 69 kg eller betale 500 kr. af sin pr\u00e6miesum til Dick. I et interview kort inden kampen bekendtgjorde Ekeroth, at han ikke havde nogen intentioner om at veje ind p\u00e5 den aftale v\u00e6gt \u201dfor jeg vil ikke v\u00e6re et lig n\u00e5r jeg skal bokse\u201d. Da Ekeroth blev vejet viste v\u00e6gten 74\u00bd kg \u2014 7 kg mere end sin modstander. Brol\u00e6ggeren kunne alts\u00e5 opfattes som en fuldblods sv\u00e6rv\u00e6gter (minimumsv\u00e6gten for sv\u00e6rv\u00e6gtsklassen blev p\u00e5 dette tidspunkt stadig anset for at v\u00e6re 71,5 kg).
\nKampen fandt sted den 10. februar 1919. I de f\u00f8rste omgange havde Dick definitivt overtaget pga. sin overlegne teknik, men Ekeroth tog uforknyt imod alt hvad mesteren delte ud. Ekeroth kom efterh\u00e5nden stadig mere ind i kampen og fra 15. omgang med et overtag. Dick m\u00e5tte i de sidste omgange ogs\u00e5 k\u00e6mpe med en skade, som fik blodet til at flyde ned i det h\u00f8jre \u00f8je. Efter kampen var der ingen diskussion om udfaldet \u2014 Ekeroth havde vundet \u2014 men sympatien var dog p\u00e5 Dicks side.
\nDette var Dicks f\u00f8rste \u2014 og eneste \u2014 nederlag p\u00e5 dansk grund. P\u00e5 dette tidspunkt i karrieren burde den nu 38-\u00e5rige veteran imidlertid nok have st\u00e5et mere stejlt p\u00e5 at k\u00e6mpe inden for rammerne af sin v\u00e6gtklasse, men han skulle tjene sine penge et sted, og hans sportslige \u00e6rek\u00e6rhed forb\u00f8d ham formentlig at afsl\u00e5 en udfordring, om den s\u00e5 var fra en sv\u00e6rv\u00e6gter.<\/p>\n

\"\"
Dick Nelson med ansigtet i de rette folder efter en lang boksekarriere.<\/figcaption><\/figure>\n

I januar 1920 udkom s\u00e5 Dick Nelsons selvbiografi: Mit liv og mine kampe \u2014 tyve aar i ringen, en popul\u00e6r udgivelse, der blev trykt i flere oplag. Udover beskrivelser af nogle af de mere end 200 boksekampe han havde deltaget i, fik man rigelige eksempler p\u00e5 den humoristiske sans, som var med til at karakterisere den folkek\u00e6re Dick.
\nI bogen erkl\u00e6rede han desuden, at han var fast besluttet p\u00e5 aldrig at g\u00e5 i ringen igen, men var dog ogs\u00e5 selv klar over, at n\u00e5r man er fighter til fingerspidserne er det sv\u00e6rt at holde op: \u201dN\u00e5r man nemlig har v\u00e6ret bokser i 20 \u00e5r og haft s\u00e5 mange kampe, at en tredjedel af dem er havnet p\u00e5 glemselens store pulterkammer, sidder lysten til at g\u00e5 p\u00e5 jagt efter skalpe \u00e9n i blodet, og der skal ikke meget til for at f\u00e5 det til at cirkulere.\u201d<\/p>\n

Bogen var endnu ikke kommet fra trykken, f\u00f8rend Dick tog til Berlin for at k\u00e6mpe mod en tysk sv\u00e6rv\u00e6gter, Hans Breitenstr\u00e4ter \u2014 og tabte. Det skal dog n\u00e6vnes, at den unge tysker havde en v\u00e6gtfordel p\u00e5 omkring 15 kg.
\nI 1920 fors\u00f8gte Dick at holde sig fra boksehandskerne, men i april slog han alligevel et smut over sundet for at k\u00e6mpe mod svenskeren Ragnar Holmberg. Da det kom til stykket ville den svenske promotor ikke diske op med en tilstr\u00e6kkelig sum penge til, at Dick ville g\u00e5 med til en egentlig kamp, men han indvilgede i at deltage i en opvisningskamp. Det endte dog med, at alle, foruden Dick selv, opfattede begivenheden som en reel kamp. For en god ordens skyld skal det n\u00e6vnes, at han uden problemer holdt svenskeren stangen i alle 10 omgange.<\/p>\n

P\u00e5 trods af at han havde trukket sig tilbage som aktiv ud\u00f8ver i st\u00f8rre eller mindre udstr\u00e6kning, havde Dick ingen intentioner om at lade boksesporten passe sig selv. Han fungerede som selvst\u00e6ndig promotor for et par enkelte st\u00e6vner inden han var med til at stifte Dansk Professionel Boksering \u2014 en forening, der skulle varetage den professionelle boksnings interesser herhjemme. Ofte fungerede han ogs\u00e5 som ringdommer ved de dan-ske boksest\u00e6vner.
\nDick var enormt popul\u00e6r, n\u00e5r han optr\u00e5dte som kampleder \u2014 netop fordi han optr\u00e5dte og forstod at tage publikum p\u00e5 den rette m\u00e5de. N\u00e5r tilskuere indimellem kritiserede hans afg\u00f8relser, var han mand for at stille sig op og h\u00f8jlydt forkynde begrundelsen for, at den ene eller den anden bokser havde sejret.<\/p>\n

Engang forklarede han for en journalist baggrunden for hans pointopt\u00e6lling under boksekampe \u2014 ved hvilken man f\u00e5r indtryk af, at den h\u00e5rde skoling han fik under Jim Smith i sin tid endnu hang ved: \u201cJeg vil forklare min bed\u00f8mmelsesmetode. N\u00e5r jeg er dommer giver jeg points for gode og beregnede angreb \u2014 ogs\u00e5 for parader, men mest for angreb. Der er, ved jeg godt, mange af tilh\u00f8rerne, der har den opfattelse, at tjattene t\u00e6ller, men dem t\u00e6ller jeg absolut ikke med. Tjat er ikke boksning, og opdager bokserne f\u00f8rst, at de kan tjatte sig points til, s\u00e5 bliver det panteleg og ikke boksekamp.\u201d
\nDick kunne om nogen tillade sig denne opfattelse af, hvorledes professionel boksning skulle bed\u00f8mmes; han havde aldrig sparet sig n\u00e5r han selv skulle i ilden.
\nF\u00f8r det f\u00f8rste opg\u00f8r mod den yngre og tungere Johan Ekeroth valgte Dick 4 oz. boksehandsker frem for de mere polstrede 6 oz. handsker. Da det blev antydet, at det var usmart at lade den h\u00e5rdtsl\u00e5ende brol\u00e6gger b\u00e6re de letpolstrede handsker svarede Dick: \u201dVi er her for at give publikum en kamp det kan lide \u2014 hvorfor skal vi s\u00e5 bokse med hovedpuder p\u00e5 h\u00e6nderne?\u201d Dick Nelson i en n\u00f8ddeskal.
\nMan kunne ogs\u00e5 f\u00e5 den opfattelse, at han syntes at mange blandt den yngre generation af boksere var lidt fork\u00e6lede: \u201dEn bokser skal ikke pakkes i bomuld, han skal altid v\u00e6re parat til kamp. Jeg har selv m\u00f8dt som tilskuer ved en eller anden kamp i Amerika eller England. S\u00e5 har de manglet en mand og ceremonimesteren har vist sig i ringen og spurgt: ‘Is Dick Nelson in the house?’ Og s\u00e5 ind p\u00e5 kontoret og ordne pengesagerne og op at bokse \u2014 s\u00e5dan skal det v\u00e6re!\u201d<\/p>\n

P\u00e5 baggrund af udtalelser i stil med ovenst\u00e5ende kunne man d\u00e5rligt fort\u00e6nkes i at tro, at Dick besad et brutalt gemyt, men dette kunne ikke v\u00e6re l\u00e6ngere fra sandheden.
\nEmanuel Malle Jacobsen, der ofte tr\u00e6nede med Dick, gav i sin selvbiografi en k\u00e6rlig beskrivelse af Dicks v\u00e6sen: \u201dDick var forresten en markant skikkelse i det k\u00f8benhavnske gadebillede og inden for den internationale boksesport. Han stod altid for mig som idealet af en bokser, selvom der var himmelvid forskel p\u00e5 vore metoder i ringen. Dick var i sind og skind en \u00e6rkek\u00f8benhavner, bred og st\u00e6rk, men s\u00e5 godmodig, at han ikke kunne n\u00e6nne at sl\u00e5 en flue ihjel. Dick blev aldrig voksen. Det herligste hum\u00f8r fulgte ham til han d\u00f8de, og alle vi gamle n\u00e6vek\u00e6mpere, der havde kendt ham, alle, der blot havde stiftet et flygtigt bekendtskab med ham, kom til at m\u00e6rke savnet. Dick var ikke alene bokser, men ogs\u00e5 en hel del af en skuespiller. Hans charme, hans umiddelbare hum\u00f8r fortryllede alle. N\u00e5r han stillede op som kampleder, gjorde han n\u00e6sten endnu mere ud af at v\u00e6re konferencier. Med sin inderlige hjertelighed greb han alle tilskuere, s\u00e5 de f\u00f8lte sig hjemme i lokalet. Han gjorde det ved sin blotte tilstedev\u00e6relse intimt. Med sit forsl\u00e5ede ansigt og sine kraftige k\u00e6ber, der ville v\u00e6re for h\u00e5rde til en gravko, sine kr\u00f8llede \u00f8ren og den sv\u00e6re tyrenakke kunne han godt minde om en gorilla, men der var noget s\u00e5 vindende ved denne gamle n\u00e6vek\u00e6mper, noget s\u00e5 ligefrem blidt over dette muskelbundt, at han aldrig kom til at virke grim p\u00e5 nogen. Man huskede efter et m\u00f8de med ham kun hans glade, godmodige \u00f8jne med det \u00e6gte gavtyveglimt og hans str\u00e5lende smil, der tog brodden af alle hans gavflabede vittigheder.\u201d<\/p>\n

Dicks dagligdag var efterh\u00e5nden gledet mere over i at passe osteforretningen i Borgergade sammen med konen. Dette huede bestemt ikke den g\u00e6ve bokser. \u201dJa, nu g\u00e6lder det om at bukke p\u00e6nt og se venlig ud under st\u00f8dpuderne!\u201d, reflekterede han selv. Oms\u00e6tningen i k\u00e6lderbutikken p\u00e5 Vesterbro var imidlertid p\u00e5 gr\u00e6nsen til at Nelsons overhovedet kunne holde skindet p\u00e5 n\u00e6sen.<\/p>\n

\"\"
Efter sejren over Daniels.<\/figcaption><\/figure>\n

Trods de \u00f8konomiske genvordigheder var penge n\u00e6ppe den eneste grund til at Dick i 1921 indledte nok et comeback. Boksning var nu engang hans h\u00e5ndv\u00e6rk \u2014 et hvor han altid havde excelleret \u2014 ja, nok det eneste han havde haft rigtig succes med.
\nHan lagde ud med en let kamp i Sverige, og gjorde s\u00e5 egentligt comeback i april m\u00e5ned mod engl\u00e6nderen Jack Daniels. Den nu 40-\u00e5rige Dick imponerede endnu en gang, da han knockout-besejrede Daniels \u2014 der 7 m\u00e5neder tidligere i 20 omgange havde jagtet Fritjof Hansen rundt i ringen som en forskr\u00e6mt hare.<\/p>\n

P\u00e5 initiativ af O. H. B\u00e6rentzen \u2014 et anset navn indenfor roning, cykling og f\u00e6gtning i begyndelsen af \u00e5rhundredet \u2014 indstiftedes i 1921 et mesterskabsb\u00e6lte for welterv\u00e6gtsklassen herhjemme; O. H. b\u00e6ltet eller Danmarks Lonsdale-b\u00e6lte, som det ogs\u00e5 blev ben\u00e6vnt. Det kom snart til at st\u00e5 klart, at Dick Nelson var udvalgt som den ene deltager i en kamp om b\u00e6ltet, og senere blev det afgjort, at Fritjof Hansen havde gjort sig fortjent til at st\u00e5 i modsatte ringhj\u00f8rne.
\nMed udsigt til at kunne vinde et egentligt mesterskabsb\u00e6lte for f\u00f8rste gang kombineret med en net pr\u00e6miesum gav Dick sig til at tr\u00e6ne som en rasende op til kampen.
\nKampdatoen var fastsat til d. 21. april, 1922, men mindre end 2 uger inden det skulle g\u00e5 l\u00f8s faldt Dick uheldigt under tr\u00e6ning og p\u00e5drog sig, hvad der ved f\u00f8rste \u00f8jekast syntes at v\u00e6re en simpel forstuvning af anklen. Det viste sig dog, at der ogs\u00e5 var opst\u00e5et et brud, hvorfor han fik p\u00e5bud af sin l\u00e6ge om at holde sig i ro i 1\u00bd m\u00e5ned. Dette bet\u00f8d, at alt det h\u00e5rde arbejde i tr\u00e6ningslokalet og l\u00f8beturene p\u00e5 Gl. K\u00f8ge Landevej hver morgen stort set var spildt. Dick kom dog til at d\u00f8je med benet i endnu l\u00e6ngere tid, og det blev efterh\u00e5nden usikkert hvorn\u00e5r han i det hele taget kunne komme i gang med tr\u00e6ning igen.<\/p>\n

Episoden med skaden gjorde det klart \u2014 sikkert ogs\u00e5 for Dick selv \u2014 at karrieren som aktiv bokser var et overst\u00e5et kapitel, hvor meget han end havde fors\u00f8gt at tr\u00e6kke det i langdrag.
\nDen endelige erkendelse af, at han ikke l\u00e6ngere kunne falde tilbage p\u00e5 det der havde udfyldt hans liv gennem den sidste snes \u00e5r har uden tvivl v\u00e6ret sv\u00e6r at kapere. Rygklapperne var efterh\u00e5nden forsvundet; stort set dem alle havde ‘glemt’ hvor rundh\u00e5ndet han i sin tid havde v\u00e6ret, da pengene rullede ind. Uden penge p\u00e5 kistebunden fra boksekarrieren var det at skaffe til dagen og vejen en st\u00f8rre udfordring end nogensinde.<\/p>\n

Som for at f\u00e5 dagligdagens trummerum lidt p\u00e5 afstand lagde Dick stor energi i deltagelsen i bokserelaterede arrangementer. Han d\u00f8jede til stadighed med den tilskadekomne ankel, og det gjorde, at han end ikke kunne fungere som kampleder. Trods dette kunne han stadig sprede godt hum\u00f8r og latter omkring sig \u2014 som da han som timekeeper ved et st\u00e6vne i maj 1922 p\u00e5 det n\u00e6rmeste stjal opm\u00e6rksomheden fra bokserne ved sine forn\u00f8jelige udr\u00e5b til akt\u00f8rerne. Mellem kampene underholdt han publikum med et mindre stand-up show. Blandt andet bad han en tilstedev\u00e6rende sergent om at m\u00f8de op i hans osteforretning med sit rekylgev\u00e6r for at gennemhulle et par almindelige mejerioste, s\u00e5 de kunne s\u00e6lges som schweizeroste.
\nHan var ogs\u00e5 en af hovedkr\u00e6fterne bag et st\u00f8ttearrangement til fordel for den sygdomsplagede Johan Ekeroth i juni 1922.
\nDick havde f\u00f8r vist, at han kunne spille entertainerrollen ved st\u00f8rre begivenheder uagtet at han har v\u00e6ret i syv sind. P\u00e5 dette tidspunkt m\u00e5 der have raset en alvorlig r\u00e5dvildhed bag de bl\u00e5 gavtyve\u00f8jne.<\/p>\n

En juliaften spredte et rygte om Dicks d\u00f8d sig som en l\u00f8beild over K\u00f8benhavn. Mange kunne ikke tro, at den st\u00e6rke us\u00e5rlige Dick Nelson skulle have trukket sit sidste \u00e5ndedrag som kun 41-\u00e5rig \u2014 men disse kunne f\u00e5 det bekr\u00e6ftet i aviserne den f\u00f8lgende morgen.
\nI pressen blev den officielle d\u00f8ds\u00e5rsag forklaret ved et hjerteslag. Hjemvendt fra forretningen havde konen tilsyneladende fundet Dick siddende d\u00f8d i sin sofa. Ved at l\u00e6se mellem linierne i nekrologerne er indtrykket dog, at denne udl\u00e6gning ikke var helt i overensstemmelse med sandheden.
\nI den sidste tid havde Dick tilladt sig selv at synke i en stadig dybere melankoli \u2014 indtil det sled hans sind i stykker. For f\u00f8rste og sidste gang havde han selv kastet h\u00e5ndkl\u00e6det i ringen.<\/p>\n

Bis\u00e6ttelsen fandt sted p\u00e5 Vestre Kirkeg\u00e5rd seks dage senere, den 9. juli, og tusinder af mennesker troppede op for at vise den popul\u00e6re fighter den sidste \u00e6re.
\nSenere samme m\u00e5ned blev der arrangeret et st\u00f8ttest\u00e6vne, hvor overskuddet gik til fru Hansine Christensen, der efter tabet af sin mand var kommet til at sidde endnu h\u00e5rdere i det. Ved arrangementet i Idr\u00e6tshuset, der blev bes\u00f8gt af ca. 1.800 betalende publikummer, boksede Malle<\/em> opvisningskamp mod bl.a. Knud Larsen, der p\u00e5 dette tidspunkt endnu var amat\u00f8r. Der var ogs\u00e5 et par rigtige kampe p\u00e5 programmet, og det vellykkede st\u00e6vne endte med at give overskud p\u00e5 et par tusinde kroner. Derudover blev Dicks kone hjulpet lidt ved at f\u00e5 lov til at s\u00e6lge billetter til nogle af de efterf\u00f8lgende st\u00e6vner fra osteforretningen.<\/p>\n

\"\"
Relief fra mindestenen, der blev rejst p\u00e5 Dick Nelsons gravsted.<\/figcaption><\/figure>\n

Et \u00e5r efter hans d\u00f8d blev der taget initiativ til en forening, hvis form\u00e5l var at f\u00e5 rejst mindesten p\u00e5 b\u00e5de Dicks og Jim Smiths gravsteder \u2014 til minde om to af Danmarks st\u00f8rste internationale navne. Bestyrelsen for foreningen talte bl.a. Holger Hansen, Charles Hansen og Mogens Blom \u2014 form\u00e6ndene for hhv. Dansk Professionel Boksering, National Sporting Club og Dansk Amat\u00f8r Bokse Union. Ved indsamlinger og endnu et st\u00f8ttearrangement lykkedes det at skrabe nok penge sammen til at forehavendet kunne f\u00f8res ud i livet. I 1924 blev der s\u00e5ledes opstillet en mindesten p\u00e5 Dicks grav med en inskription, der kort og godt udtrykte nogle af de karakteregenskaber der havde gjort The Fighting Dane<\/em> elsket af mange: \u201dSom sportsmand \u00e6rlig og uden frygt. Som menneske nobel og uden svig\u201d.
\nGravstedet blev nedlagt i 1967, men mindestenen kan ses endnu, hvis man ellers kan f\u00e5 \u00f8je p\u00e5 den bag den omkringst\u00e5ende bevoksning. Den er dog lavet af samme materiale som Jim Smiths stort set opl\u00f8ste mindesten, og selvom den ikke har f\u00e5et helt s\u00e5 h\u00e5rd en medfart som Smiths, er dette mindesm\u00e6rke, et af de f\u00e5 tilbagev\u00e6rende h\u00e5ndfaste minder om dansk boksnings st\u00f8rste fighter, langsomt ved at forsvinde.<\/p>\n

\n

\u00a9 2003, 2018. <\/span>Uddrag fra De Glemte Helte, profiler fra dansk professionel boksning 1896-1930<\/strong>.<\/span><\/p>\n","protected":false},"excerpt":{"rendered":"

The Fighting Dane er uden tvivl det st\u00f8rste boksenavn vi har haft herhjemme, og da han var p\u00e5 sit h\u00f8jeste h\u00f8rte han til verdenstoppen i sin v\u00e6gtklasse. Desv\u00e6rre vandt han aldrig et mesterskabsb\u00e6lte som dokumentation for sine evner. Dick var…<\/p>\n","protected":false},"author":1,"featured_media":0,"comment_status":"open","ping_status":"closed","sticky":false,"template":"","format":"standard","meta":{"footnotes":""},"categories":[21],"tags":[10],"class_list":["post-369","post","type-post","status-publish","format-standard","hentry","category-biografier","tag-dick-nelson","no-post-thumbnail"],"_links":{"self":[{"href":"https:\/\/boksehistorie.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/posts\/369","targetHints":{"allow":["GET"]}}],"collection":[{"href":"https:\/\/boksehistorie.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/posts"}],"about":[{"href":"https:\/\/boksehistorie.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/types\/post"}],"author":[{"embeddable":true,"href":"https:\/\/boksehistorie.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/users\/1"}],"replies":[{"embeddable":true,"href":"https:\/\/boksehistorie.dk\/index.php?rest_route=%2Fwp%2Fv2%2Fcomments&post=369"}],"version-history":[{"count":0,"href":"https:\/\/boksehistorie.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/posts\/369\/revisions"}],"wp:attachment":[{"href":"https:\/\/boksehistorie.dk\/index.php?rest_route=%2Fwp%2Fv2%2Fmedia&parent=369"}],"wp:term":[{"taxonomy":"category","embeddable":true,"href":"https:\/\/boksehistorie.dk\/index.php?rest_route=%2Fwp%2Fv2%2Fcategories&post=369"},{"taxonomy":"post_tag","embeddable":true,"href":"https:\/\/boksehistorie.dk\/index.php?rest_route=%2Fwp%2Fv2%2Ftags&post=369"}],"curies":[{"name":"wp","href":"https:\/\/api.w.org\/{rel}","templated":true}]}}