Johan Ekeroth, biografi

Det sagdes ofte, at andre boksere slog deres hænder i stykker på Brolæggerens hårde muskler. Det var da også kraft og styrke Ekeroth benyttede til at overmande sine modstandere snarere end teknik og hurtighed.
Det kan nok være, at Ekeroth op til flere gange blev udskældt for at gå i ringen mod modstandere, der var lettere end ham selv, men faktum er, at han blot ikke var så nøjeregnende med vægten — og det gjaldt begge veje.
Ekeroth kom aldrig helt med i front blandt de bedste boksere, men efter at mange havde afskrevet ham, lykkedes det at hæve præstationerne til et nyt niveau.

Johan Theodor Jørgen Ekeroth blev født den 31. december 1887.
Hans indføring i boksningens verden skete i Athletklubben Rolf, og efter at have tilegnet sig de mest basale færdigheder ‘terroriserede’ han snart sine klubkammerater i sådan en grad, at de undgik at sparre med ham.
Til alt held for Ekeroths videre udvikling som bokser havde klubben hyret den professionelle veteran Dick Nelson til at tage sig af amatørerne en fast aften hver uge. Dick genkaldte: ”De havde også deroppe en mand, som jeg nok mente kunne blive til noget. Han var både stærk og modig, og da ingen af klubfællerne holdt af at træne med ham fordi det stred mod hans natur at slå blidt, blev det mig overdraget at træne ham op, og bokse med ham så meget som muligt.” Dick fik nok pudset Ekeroths stil lidt af, men nogen skarpsleben diamant kom der ikke ud af det.

Som amatør boksede Ekeroth to gange mod Christian Christensen, der senere som professionel skiftede ringnavn til Chic Nelson.
Ved deres første møde blev Ekeroth stoppet før tid. Ved en senere lejlighed var det Christensen som blev stoppet; han havde brækket sit håndled undervejs — efter sigende ved gentagne stød til Ekeroths krop. Denne episode var med til at skabe historien om Ekeroths ‘jernmuskler’.

I 1913 vandt Ekeroth det danske mesterskab i mellemvægt efter en hård, tæt finalekamp mod Johan Jørgensen.
Han og Valdemar Jensen fra Sparta, der havde vundet mesterskabet i sværvægt ved samme lejlighed, fik begge tilbud om at gå over til professionalismen. Tilbuddet blev fremsat af godsejer Quistgaard, der var medlem af Sparta — og han gav lovning på mindst én kamp om måneden. Ekeroth slog til.
Havde Quistgaards tilbud været realistisk, ville det nok have været det bedst tænkelige arrangement for Ekeroths overgang til de professionelles rækker. Hyppige kampdatoer ville kunne have været med til at udvikle hans teknik fra den tunge, drævende stil med et meget begrænset slagrepertoire til en mere velsmurt og effektiv slagmaskine.
Ekeroth kom naturligvis ikke til at bokse så ofte, som han var blevet lovet. Sine to første professionelle kampe kom han dog til at bokse mod sin rival fra amatørtiden, Christian Christensen.

Debutkampen for både Ekeroth og Christensen fandt sted i august måned i Cirkus Bech-Olsen. Ekeroth blev fuldstændig overrumplet af Christensens frembusende, energiske boksning, og var på et tidspunkt tæt på at blive knockoutet. Ekeroth overlevede dog angrebsbølgerne, og pludselig, i 8. omgang, trådte Christensen et skridt tilbage og satte sig på ringtovet, komplet udmattet af sine egne slagserier.

Christian Christensens uventede resignation lagde op til en revanche mellem de to kombattanter. Deres næste kamp fandt sted knap to måneder senere, og endnu en gang var Christensens tekniske overlegenhed tydelig. Midtvejs i kampen fik Ekeroth dog mulighed for at svare igen, og overtog initiativet totalt i de sidste omgange. Hvis Ekeroth havde evnet at variere sine angreb, ville han formentlig have stoppet sin udmattede modstander før tid, men som det var nu måtte han tage til takke med uafgjort efter 10 omgange. Politikens udsendte medarbejder havde spidset sin kradse pen til lejligheden, og Ekeroth fik følgende ord med på vejen: ”… jeg har aldrig set en mand få så lidt ud af sine mange kræfter som Ekeroth. Havde hans åndelige evner svaret til hans legemlige, var Christensen bleven til hachis.”

Trods den fornærmende formulering var der noget om snakken; Ekeroths absolutte fortrin i boksesammenhæng var hans mange kræfter, og hans evne til at tage imod prygl. Han ville aldrig blive en stor teknisk bokser; dertil var hans reflekser og bevægelsesmønstre for langsommelige.

Christian Christensen drog til USA og vendte først hjem 5 år senere, og da der ikke var mange andre hjemlige boksere i Ekeroths vægtklasse blev det ikke til mange kampe i de første år. Dick Nelson, der stadig kunne knibe sig ned i weltervægt var ikke meget for at gå i ringen mod Ekeroth, der ofte lå over mellemvægtsgrænsen, hvilket på den tid blev betegnet sværvægt.

Netop Ekeroths lidt tunge drævende boksestil fik dog et par debutanter til at vove skindet mod Brolæggeren. Lorentz Hansen, et af de mest lovende talenter i årevis, valgte at blive professionel efter han havde vundet danmarksmesterskabet i letvægt i 1915. Lorentz udså sig Ekeroth som sin første modstander. Trods umådeligt store fordele i vægt og styrke, var det Ekeroths svagheder, der blev udstillet, da han gik i ringen med Lorentz. Over femten lange omgange blev Ekeroth totalt udbokset, mens han selv kun slog huller i luften.

Også Victor Dahl, der kun havde haft en enkelt kamp som professionel, valgte at gå i ringen mod Ekeroth — i 1916 — for at høste erfaring. Endnu en gang blev Ekeroth udklasseret af en bedre tekniker — og til sidst stoppet i 11. omgang.

Som beskrevet tidligere havde Ekeroth et princip om altid at slå igennem — også under træning; et princip han holdt fast ved gennem hele sin karriere. En del andre boksere kunne tale med om dette. Blandt andre fik Emil Andreasen sig et ordentlig dragt prygl første gang han overhovedet havde taget handsker på. Kaj Olsen måtte en gang på hospitalet med brækket næse og en flænge i munden efter en sparringsession.

I 1917 drog Ekeroth en tur til Norge for at bokse mod eks-verdensmesteren Waldemar Holberg, der på dette tidspunkt havde bosat sig i Kristiania. Ekeroth havde klaret sig glimrende i de første 10 omgange, og havde en pæn chance for at vinde kampen, men i 11. omgang skete der et uheld. En vandspand væltede, og Ekeroth var så uheldig at glide i det spildte vand, hvorved han forstrakte sin ankel og måtte opgive.
Der blev naturligvis talt om revanche, men dette blev først en realitet halvandet års tid senere, da Ekeroth i mellemtiden udfordrede Dick Nelson.

Ekeroth lagde sig virkelig i selen for at komme i god form. Han trænede nu fast under Sprøjtefører P. L. Jacobsen, og havde skiftet sit hårde arbejde som brolægger ud med lettere fabriksarbejde. Gennem pressen gjorde han opmærksom på, at det han ønskede sig mest var en kamp mod Dick Nelson; tid, sted og kamplængde var ham ligegyldigt.
Selvom Dick ikke var særligt forhippet på at skulle i ringen mod Ekeroth pga. deres forskel i vægt, kunne han med sin stolthed ikke overhøre denne udfordring.
Ekeroth havde måske aldrig været Københavns mest populære bokser, men hans kampe mod Dick vandt ham ikke flere sympatisører. Dels var der mange der opfattede Ekeroths vedholdende udfordring af Dick som en frækhed, da han rent faktisk lå mindst en fuld vægtklasse over sin aldrende rival, og dels gik han jo rent faktisk hen og vandt det sidste af deres tre opgør; det eneste nederlag den folkekære Dick måtte lide på dansk grund.

Ekeroth og Dick boksede første gang i Cirkus fastelavnssøndag 1918, og det blev snart tydeligt, at Brolæggeren vitterligt havde forberedt sig grundigt til kampen. Han trampede knapt så tungt rundt, han brugte oftere parader, og havde tydeligvis trænet på at få nogle mere rappe lige stød.
Ekeroths fordele i tyngde og styrke var også med til gradvist at udmatte Dick. Dette kunne Ekeroth prise sig lykkelig for i 8. omgang. Her fik Dick ordentligt ram på sin modstander — Ekeroth røg ned til tælling. Grundet sin fine træningstilstand, og Dicks tiltagende mathed kom Ekeroth til hægterne inden Dick fik samlet kræfter nok til at gå efter sin mand. Ekeroths fremragende indsats gjorde, at opgøret blev tæt, men efter de 15 obligatoriske omgange, var det alligevel Dick som løb af med sejren.

En returkamp var oplagt, og løb af stabelen ca. to måneder senere. Den oprindelige aftale var en færdig-kamp, dvs. til den ene bokser måtte opgive, men til Dicks fordel blev den endelige distance fastlagt til 25 omgange. Dick havde få dage forinden været i Norge, hvor han boksede 15 omgange mod Waldemar Holberg, og hans krop havde næppe restitueret sig fuldstændig i den mellemliggende tid. Ekeroth havde dog sine egne problemer: under en træningskamp et par dage før arrangementet i Cirkus, ramte Ekeroths sparringspartner ham for dybt med et vældigt sving, hvilket medførte, at Brolæggeren lå brak resten af dagen og det meste af den følgende.
Begge boksere overholdt deres aftale, men deres indsats lod dog noget tilbage at ønske. Kampen manglede den intensitet som første kamp bød på. Efter sidste gongong havde lydt rakte kampdommeren begge bokseres arme i vejret, trods den almene opfattelse var, at Dick havde vundet hovedparten af omgangene.

De to første stævner med Dick Nelson og Ekeroth havde haft stor publikumssøgning, så det var ganske naturligt, at der blev arrangeret et tredje opgør.

Op til denne kamp gjorde Ekeroth et måske ufint, men taktisk klogt træk. For at rette lidt op på det ulige forhold i styrke og vægt mellem de to havde Dick denne gang krævet, at Ekeroth skulle klare mellemvægtsgrænsen eller betale en pæn del af sin præmiesum i bøde. Ekeroth valgte bevidst at lade hånt om vægtgrænsen og kom i ringen 7-8 kg tungere end sin modstander vel vidende, at Dick ikke ville aflyse begivenheden af den grund.
Publikum mødte talstærkt op til stævnet, og billethajerne kunne tillade sig at tage op til 100 kr. for de bedste pladser.
Dick havde ikke trænet så seriøst som han burde op til kampen, men i de tre-fire første omgange viste han, hvem der var læremester og hvem der var elev; Ekeroth blev overdænget af kombination på kombination uden mulighed for at svare effektivt igen. Dick kunne ikke opretholde det høje tempo, og i de næste mange omgange bølgede slaget frem og tilbage. Det var i 15. omgang, at kampen reelt blev af-gjort. I denne omgang kæmpede begge fightere så indædt for at vinde herredømmet i ringen, at de simpelt hen overhørte gongongen. Dick vendte i pausen tilbage til sit hjørne med et blødende øje. Der var nu fem omgange tilbage, og Dick måtte herfra kæmpe med kun ét godt øje da blodstrømmen blændede det andet. Ekeroth udnyttede Dicks handicap ved at tvinge veteranen i defensiven og vandt de sidste omgange — og dermed kampen.
Da de gav hinanden hånden i ringens midte fandt følgende korte meningsudveksling sted. Ekeroth: ”Vi er vel ikke uvenner?”, Dick: ”Nej, du er all right!”

Efter sejren over Dick tog Ekeroth endnu en gang til Norge for at bokse mod Waldemar Holberg. Holberg vandt på point efter 10 omgange, hvad nogle betegnede som en ‘hjemmesejr’. Holberg var som sædvanlig ikke sen til at acceptere et revancheopgør, men havde i nogle måneder herefter forbigående problemer med sit syn. Holberg blev klar og indvilgede i at komme til Danmark.
Ekeroth var definitivt favorit op til kampen, men i forventning om at opgøret ville blive dramatisk, troppede publikum op i stort antal. Der var udsolgt på forhånd, så de som ønskede at erhverve sig en billet udenfor indgangen om aftenen måtte slippe mellem 10 og 40 kr. — en pebret pris på den tid.
Kampen, der var blevet programsat til 20 omgange, forløb uden drama i de første 12 omgange.
Holberg var en kende hurtigere end den 6 kg tungere Ekeroth, og undgik mange af dennes angreb ved at dukke sig, og glide af på stødene. Der var dog rigeligt med slagudvekslinger, men begge stod for den andens stød uden at kny, og kampen var meget jævnbyrdig. I 12. omgang lagde Ekeroth mere vægt bag sine stød, og selvom den 4 år ældre Holberg svarede godt igen, fik han brug for pausen til den næste omgang.
De næste par omgange blev også præget af Ekeroths tunge stød, og i 14. lykkedes det ham at sende Holberg til tælling efter en serie træffere. Omgangen blev dog ringet af kort efter, at Hol-berg kom på benene. Veteranen var dog ikke kommet helt til hægterne i løbet af pausen, hvilket Ekeroth udnyttede ved at overdænge sin modstander med slag. Ude af stand til at give igen gik Holberg ned for en uppercut omtrent midtvejs i omgangen. Og det var nu det virkelige drama begyndte at udspille sig. Ifølge BT’s udsendte medarbejder gav ringdommer Holger Hansen den sårede Holberg fordel af en langsom tælling. Den drevne Holberg blev nede til Holger Hansen nåede ‘ni’, hvorefter han rejste sig. I virkeligheden havde han været nede i mindst 15 sekunder. Den utålmodige Ekeroth tog sagen i egen hånd, og inden Holberg havde fået sluppet gulvet med handskerne, satte Brolæggeren en smuk uppercut ind på kæben af Holberg, så han røg ned igen.
Ekeroth havde på dette tidspunkt haft kampen i sin hule hånd — ja BTs overskrift lød endda: ”Ekeroth vandt overlegen,” men da han havde knockoutet en falden modstander, blev det officielle resultat et nederlag ved diskvalifikation. Sekundanter fra hvert hjørne kom op at mundhugges, og dele af det ophidsede publikum var på nippet til at entre ringen for at give deres besyv med.
Ekeroth forlod ringen i protest inden dommen blev afsagt, og blev båret ud på skuldrende af sine tilhængere som hvis han havde sejret.

Kort efter kampen mod Holberg fik Ekeroth tilbud om nogle kampe i Berlin. Med de fine præstationer mod Holberg og Dick Nelson havde han vist, at det ikke var for sent at lære en gammel hund nye tricks, og han var ikke sen til at udnytte sin fremgang.

I løbet af det næste års tid fik han pæn succes i det tyske, og var i nogle kampe et meget populært trækplaster i den tyske hovedstad.
Han imponerede bl.a. det tyske publikum ved at besejre ‘den frygtelige tyrk’ Sabri Mahir, og denne indsats udløste en kamp mod det tyske sværvægtshåb Hans Breitensträter i juli 1920. Breitensträter havde kort tid inden stoppet en anden dansker, den 39-årige Dick Nelson, og havde sikkert udset sig endnu en skalp fra Norden.
En veloplagt Ekeroth havde sin modstander i gulvet to gange i løbet af kampen, og klarede sig generelt så godt, at han selv følte han havde arbejdet sig frem til en velfortjent sejr, men måtte nøjes med uafgjort.
Efter kampen modsatte Ekeroth sig kamplederens opfordring om, at de to boksere skulle give hinanden hånden. Om det var fordi han var skuffet over resultatet eller det var for at piske en stemning op i den fyldte hal er uvist, men der var i alt fald lagt op til et revancheopgør.

Returkampen fire måneder senere var katastrofal for danskeren; han blev stoppet allerede i første omgang.
Ekeroths egen genfortælling af kampen: ”Den fandt sted under åben himmel i silende regnvejr, så gulvet var så glat som en glidebane. Allerede i første omgang kom det. Jeg ville forsøge et skift, men gled og det benyttede Breitensträter sig af til at give mig et vældigt kæbestød. Jeg måtte i gulvet, men kom op igen. Samme komedie en gang til. Da han slog mig ned tredje gang faldt jeg ud af ringen, og inden jeg slap ind gennem tovene igen var de 10 sekunder gået.”

Ekeroth fik dog en slags oprejsning senere på året. Her stoppede han Giuseppe Spalla, en italiener, som havde pointbesejret Breitensträter i juli måned.
Ekeroth kæmpede yderligere to kampe med den italienske sværvægter Spalla, og da de sluttede hhv. uafgjort og med et nederlag til danskeren, drog pressen paralleller til hans tre kampe mod Dick Nelson. Ugemagasinet Week-end beskrev endda Ekeroths nederlag til Spalla 2. juledag 1920 som hans ”Nemesis.” Som Dick i sin tid måtte afgive vægt mod Ekeroth, var Spalla 9-10 kg tungere samt et hoved højere end Brolæg-geren.
Ekeroth var selv meget skuffet over sin indsats ved den seneste kamp — kun en enkelt af 15 omgange var i hans favør — og var ikke til at trække et ord ud af, da journalisterne efterfølgende ville interviewe ham.

Chic Nelson var vendt hjem til Danmark i 1920, og blandt bokseentusiaster, der huskede deres sammenstød som debutanter stod en kamp mellem Chic og Ekeroth højt på ønskesedlen. I sine kampe mod Dick Nelson og Waldemar Holberg viste Ekeroth, at han havde gjort væsentlige fremskridt i sin boksning. Chic nød stor popularitet fra første færd efter sin hjemkomst og boksede pænt, men et opgør mod Ekeroth ville efter manges opfattelse være den rette målestok for, hvor god han egentlig var.
Ved et stævne, hvor Chic besejrede en anden landsmand, Emil Andreasen, præsenterede Ekeroth sin rival for en officiel udfordring.

Der blev på det tidspunkt talt og skrevet en del om den anspændte stemning mellem Ekeroth og Chic, som formentlig stammede helt tilbage fra deres amatørtid. Deres gensidige antipati, som havde været meget markant da de startede som professionelle, var formentlig blevet mindre udtalt som årene var gået. Der var dog ingen tvivl om, at de aldrig ville blive hjertevenner.

Da de to kombattanter stod overfor hinanden i Idrætshuset i juni 1921, var de ikke meget for at slå handskerne sammen, som det var kutyme at gøre ved kampstart.
Efter kampen gav de heller ikke hinanden næven efter et veloverstået opgør.
Selve kampen afsluttede dog effektivt deres rivalisering. Chic var alt for overlegen. Kun i 3. omgang fik Ekeroth ram på sin modstander, men uden at Chic blev alvorligt rystet. Selv var Ekeroth på knockoutens rand i 2. omgang, men da han jo var gjort af et hårdt stof, klarede han sig igennem trods en metodisk afklapsning over de i alt 15 omgange.
Efter at have fået tilkendt sejren blev Chic hyldet, mens Ekeroth ganske uretfærdigt blev pebet ud af ringen. Ekeroth havde gjort et fair forsøg mod Chic, men havde mødt sin overmand, og der var formentlig ingen som var interesserede i at se en gentagelse.

Emil Andreasen, der indledte sin professionelle løbebane i 1920, stod i sommeren 1921 i bekneb for en modstander, der kunne kvalificere ham til en returkamp mod Chic Nelson. Emil blev i sin tid introduceret til boksesporten af Ekeroth i IK99’s lokaler, og de var således gode bekendte.

Trods Ekeroths tilsyneladende villighed til at gå i ringen mod sin tidligere elev, var der røster i pressen, der kraftigt antydede, at ikke alt var vel med Brolæggeren. Week-end skrev bl.a.: ”Ekeroth er ikke mere den han har været; hans legemlige kondition er så god nu som nogensinde, men han befinder sig i en depressionstilstand, som det ikke bliver nemt at komme ud af, og som så længe den varer, gør ham ganske uskikket til at være bokser.”
Fornuftigt eller ej — kampen blev arrangeret, og trods pressens kølige optakt, blev Idrætshuset udsolgt.
Under introduktionen af de to boksere virkede Ekeroth meget nervøs af sig, som havde han læst resultatet af kampen på forhånd. Hans præstation blev tydeligt præget af denne nervøsitet. Efter at have smagt Emils dybe sugende stød, forsøgte Ekeroth et par halvhjertede angreb, som fejlede, og blev så selv fældet af et hook til kæben. Han kom op, men blev straks sendt i gulvet igen. Kun halvt ved bevidsthed kom Ekeroth på benene, og Emil appellerede til kampdommer Holger Hansen om at stoppe kampen. Det var imidlertid først ved fjerde knockdown, at Hansen forbarmede sig og erklærede Emil for vinder. Kampen havde varet 1½ minut.

Dette var formentlig Ekeroths mest forsmædelige nederlag i karrieren. Det fik ham til at tage sig selv alvorligt i nakken. Med fokus på en revanchekamp mod Emil Andreasen tog han atter hårdt fat på træningen — endda ved sparringssessioner med sin tidligere rival Chic Nelson.

Emil var indstillet på at lade Ekeroth forsøge at få æresoprejsning, og de kom atter til at stå over for hinanden i Idrætshuset i december 1921. Denne gang var Ekeroths indsats meget bedre. Han var måske en anelse langsommere end da han var bedst, men han stod for alt hvad Emil kunne traktere ham med. Kampen gik de berammede 15 omgange, og der var ikke et øjebliks tvivl om, at udfaldet var til Emils fordel, men taberen modtog massive klapsalver for sin tapre indsats.

Ekeroth havde fået blod på tanden; nu skulle boksekarrieren holdes på rette spor. Han holdt sig i topform mens han ventede på nye udfordringer. Med blot en uges varsel blev han kontaktet af Edmund Hansen fra National Sports Club om en kamp mod den tidligere modstander Hans Breitensträter.
Op til kampen virkede Ekeroth ‘tændt’ og optimistisk mht. til sine chancer. Han gik endda så vidt som til at nævne muligheden for at få Emil Andreasen og Chic Nelson i ringen igen, når han havde sejret over tyskeren.
Men ganske som i kampen mod Emil Andreasen, slog det klik for Ekeroth, da han skulle op i ringen og stå over for den tyske mester. Det var synligt langt ned på tilskuerrækkerne, at Brolæggeren var tynget af nerver; da han skulle hilse på sin modstander nærmest vaklede han frem. Med Ekeroths sindstilstand burde kampen aldrig have været sat i gang.
Nu kom publikum til at overvære næsten tre omganges ensidig afstraffelse — Ekeroths eneste bidrag til kampen var et fortvivlet forsøg på at overleve så længe som muligt. I 3. omgang ramte Breitensträter med et stød der sendte Ekeroth til fuld tælling, og tilskuerne kunne trække et lettelsens suk over, at det penible optrin var overstået. Ekeroth kom aldrig til at bokse igen.
Kort tid efter denne kamp — i foråret 1922 — blev det meddelt i avisnotitser, at Ekeroth var blevet indlagt pga. sygdom. Det kom senere frem, at han havde bokset sine sidste kampe lidende under en alvorlig nyresygdom. Da han blev udskrevet i efteråret var det som eks-bokser.

Der blev gjort flere tiltag til at støtte den hårdt ramte Ekeroth økonomisk. Kort før sin død lagde Dick Nelson et stort arbejde i at få arrangeret et støttearrangement til fordel for Brolæggeren.
Juvelér Toftsø, der havde fulgt Ekeroths karriere gennem flere år, tog initiativ til fabrikation af Ekeroth-medaljen, hvor overskuddet af salget skulle gå til Ekeroth. Hvor meget det blev til vides ikke. Flere år senere, i 1930, blev der stablet endnu et arrangement på benene til fordel for Ekeroth og lidelsesfællen Waldemar Holberg, som også var kommet til at sidde hårdt i det, helbredsmæssigt såvel som økonomisk.

Selvom han døjede med helbredet, var Ekeroth i en lang periode en ivrig tilskuer til mange sportsbegivenheder.
Senere i livet måtte Ekeroth indlægges på grund af en fremadskridende forværring af sin tilstand.
Han døde 73 år gammel, d. 25. februar 1961, i De Gamles By.

---

© 2003, 2018. Uddrag fra De Glemte Helte, profiler fra dansk professionel boksning 1896-1930.