Knud Larsen, biografi

Knud Larsen skabte danmarkshistorie, da han blev landets første professionelle europamester.
Fjervægterens store popularitet var fuldt fortjent med sine overbevisende resultater mod Europas fornemste boksere ved de københavnske stævner.
Knuds ophold på de højeste tinder var kortvarigt, men da han var bedst var han Europas ypperste bokser — og uden tvivl blandt de bedste i verden.

Knud Larsen blev født i København d. 19. marts, 1903.
Som dreng startede Knud i Idrætsforeningen Sparta, hvor han dyrkede gymnastik og atletik.
Knuds fader var meget sportsinteresseret og tog ved flere lejligheder sin søn med til boksestævner. Sparta var på dette tidspunkt altdominerende inden for amatørboksning, så det var ganske oplagt, at Knud før eller siden selv kom til at stifte bekendtskab med denne sportsgren.

Knud debuterede i 1919 som amatørbokser — 15 år gammel. Allerede samme år blev han danmarksmester i fluevægt, og han gentog succesen i 1920. I årene 1921 og 1922 havde han ikke mulighed for at deltage i mesterskaberne, om end han ville have været klar favorit.

I slutningen af 1922, med omkring 150 kampe i bagagen, skiftede Knud til de professionelles rækker. Det var nok med forventning om, at han efter kort tid ville tjene en masse penge. Der skulle dog til at gå tid før det blev en indtægtskilde, som kunne stå alene.
Knud havde stået i lære som elektriker, men et deltidsjob som inkassator passede bedre ind i bokseprogrammet.

Knud kom til at debutere mod ingen ringere end Vidunderbarnet Anders Petersen. Selvom den tidligere olympiske sølvvinder, som følge af aftjening af sin værnepligt, ikke havde haft mulighed for at opbygge den samme form, som da han året før sensationelt besejrede Emanuel Jacobsen, var Vidunderbarnet stadig en stor mundfuld for den 19-årige debutant.
Knud forsøgte ikke at improvisere over den flotte oprejste boksestil, han havde udviklet i sine dage som amatør, men arbejdede flittigt med sin lige venstre hele kampen igennem. Trods gentagne rushes, kunne Anders ikke følge Knuds pointtællende træffere, og kampen blev ganske ensidig.
Mod slutningen af 11. omgang blev det tydeligt, at Anders havde problemer med sin højre — hånden var ikke længere et våben, men blev kun brugt til parader. Efter lidt polemik i ringhjørnet gik Anders også ud til 12. omgang, men bidrog ikke længere aktivt til kampen. Endelig, kort efter 13. omgang var slået i gang, kastede Anders’ sekundanter håndklædet i ringen; Knud Larsen var blevet professionel danmarksmester i sin debut.

Det ugentlige sportsmagasin Week-end spåede efter den vellykkede professionelle dåb en lys fremtid for den unge Knud: ”… hvis Knud vil passe sin træning og sig selv vil han få en smuk karriere i sin nye profession. De professionelle kan prise sig lykkelige over denne tilvækst. Blot man nu hæger over ham i stedet for at forkæle ham.”

Albert Johnson var navnet på en bokser som Knud skulle få et ubehageligt bekendtskab med. Englænderen var bror til den yderst habile Len Johnson, som Fritjof Hansen havde pointbesejret i København et halvt år tidligere.

De mødtes to gange med to dages mellemrum — første gang d. 13. april 1923 i København. Begge kombattanter gik ihærdigt til den fra første sekund. Der var dog ingen af dem, der fik etableret herredømmet i løbet af de første tre minutter. Anden omgang fortsattes i samme tempo. Her blev det imidlertid klart, at englænderen havde en lille fordel i hurtighed. Hen imod slutningen på omgangen ramte Johnson med et stød præcist til kæben, og Knud måtte ned til tælling. Knud kom op på ‘9’, forsøgte at clinche, men blev sendt ned endnu en gang af to tunge stød fra Johnson. Ringdommer August Suhr talte endnu en gang over danskeren, og overhørte klokken for omgangens afslutning, der ringede netop inden han havde nået ’10’. Knuds sekundanter farede ind i ringen for, at forsøge at få ham klar i pausen, men Suhr var af den opfattelse at kampen var afsluttet med Johnson som vinder på knockout. Suhrs egen redegørelse i et interview efter kampen: ”Ja, der er altså ingen vej uden om. Jeg begik en fejl. Da Knud Larsen gik ned anden gang, talte jeg ham ud — men jeg havde ikke hørt klokken, som lød inden jeg nåede 10. Altså var Knud Larsen ikke talt ud. Johnson var imidlertid gået uden for ringen. Jeg fik fat i ham — forklarede ham i hast, at jeg havde gjort mig skyldig i en fejltagelse. Skønt han selvfølgelig var fuldt berettiget til at holde sig til min første kendelse, erklærede han sig villig til at genoptage kampen. Men nu erklærede Knud Larsen, at han ikke ville — og så var der ikke andet at gøre end at give mulatten sejren… som han vel i hvert fald havde fået i næste omgang.” De fleste andre prominente tilskuere, der blev interviewet umiddelbart efter kampen, var enige i, at Knud under alle omstændigheder ville have tabt slaget.

Knud var meget opsat på at revanchere sig, og fik muligheden blot to dage senere i Aarhus. Bokseren Fritjof Hansen fungerede som kampleder. Også denne gang fik kampen et kortvarigt forløb. Allerede i første omgang begyndte englænderen at ‘sætte sig’ på kampen, men benyttede sig også af et par ufine tricks. Under et clinch kommanderede Fritjof ‘slip’, og idet Knud trådte tilbage, fik han i det samme et slag til kæben, han var totalt uforberedt på. Dette stød rystede ham til sokkeholderne, og inden Fritjof kunne nå at bryde ind fik Knud endnu et stød, så han gik i gulvet. Uagtet at det ikke var den mest ønskværdige måde at få revanche på, fik Knud ikke desto mindre tilkendt sejren på diskvalifikation ved englænderens forivrelse.

Knuds talent var dog ikke til at tage fejl af. Sejre over folk som Patsy Coram, Anders Petersen, Fred Bullions og ikke mindst Johnny Curley i løbet af 1924, gav indtryk af, at han kunne rykke op blandt de bedste fjervægtere i Europa, hvis han fik mulighed for fortsat at udvikle sig mod kvalitetsmodstandere.

Den danske fjervægters fremgang havde bestemt ikke undgået Valdemar Christiansens opmærksomhed.
Christiansen var en dreven forretningsmand, der var kommet ind i boksesporten tilbage i 1923 ved et kompagniskab med postfunktionær Einar Korup. Korup havde været involveret i administration af bl.a. cykelsporten i mange år, og han fik ideen til at tage initiativ til Bokseselskabet Ringen. Dette selskab må endelig ikke forveksles med Dansk Professionel Boksering, som Dick Nelson nogle år tidligere var med til at stifte. Til forskel fra sidstnævnte forening var Ringen en rendyrket virksomhed, hvis hovedformål var at give afkast til stifterne. Det var Valdemar Christiansen, som bragte kapital til selskabet.
Ringen blev hurtigt den altdominerende promotorvirksomhed i hovedstadsområdet — og dette var ikke til alle de professionelle udøveres fordel. Korup styrede forretningen med hård hånd, og med undtagelse af Chic Nelson, kunne Korup diktere de enkelte udøveres gager til kampene. Bokserne kunne naturligvis frit vælge om de ville bokse for de tilbudte beløb, men da det stort set kun var Ringen, der arrangerede stævner i København, var der ikke reelle alternativer.

I 1924 tog Korup også initiativ til at danne Skandinavisk professionelt bokseforbund, med ham selv og Valdemar Christiansen i bestyrelsen. Fra Sverige deltog promotor Hjalmar Palmqvist & Alex Weimark og fra Norge bokseren Georg Brustad. Der blev hurtigt stillet spørgsmålstegn ved denne forenings motiver. Hvis det blot var boksernes vé og vel, som stod højest på dagsordenen, som da Dick Nelson trådte ind i Dansk Professionel Boksering og senere National Sporting Club, var det i og for sig i orden. Men med de førende promotorer i Norden til at diktere, hvem der kunne komme i betragtning til de skandinaviske mesterskaber, lignede det mere en udvidelse af forretningens magtbase.
Trods ambitioner om at søge optagelse i det internationale forbund, IBU, kom foreningen dog aldrig til at få større betydning herhjemme. Foreningens manglende gennemslagskraft kom bl.a. til udtryk da Chic Nelson valgte at bokse en kamp i provinsen for en lokal kamp-arrangør. Korup forsøgte at hindre, at Chic satte sin skandinaviske mellemvægtstitel på spil ved denne lejlighed. Chic holdt på, at han havde ret til at forsvare sit mesterskab, når det passede ham. I praksis kunne Korup ikke gøre noget; Chics popularitet var for stor til at nogen ville tage sig af, at forbundet forsøgte at ‘strippe’ ham.
I løbet af 1925 blev uoverensstemmelserne mellem Korup og Christiansen større og større — indtil Korup endelig trak sig fra Ringen, mens Christiansen valgte at fortsætte sin promotorvirksomhed.

På dette tidspunkt stod det klart, at Ringens hidtidige hovedattraktion, Chic Nelson, ikke længere havde så mange kampe i sig, så det gjaldt for Christiansen om at få linet et nyt trækplaster op. Det naturlige valg var Knud Larsen. Hvorvidt promotoren allerede nu kunne se europamesterpotentiale i fjervægteren er uvist, men et faktum er, at fra 1926 fik Knud serveret modstandere af absolut international klasse.

Med to måneders mellemrum gik Knud i ringen mod den franske topbokser Robert Sirvain to gange. Begge kampe fandt sted i København — og begge blev vundet af danskeren uden besvær.

Efter skrappe forhandlinger skrev Knud, med Christiansens samtykke, kontrakt med den australske manager Charlie Lucas om en række kampe i udlandet. De kom dog snart til at rage uklar, men inden da fik Lucas arrangeret en kamp mod den talentfulde Harry Corbett i Londons The Ring. Nogle må-neder tidligere havde Knud været i London, hvor han over-værede Corbett bokse uafgjort mod Jackie Kid Berg.
Kampen mellem Knud og Corbett fandt sted i juli 1926, og Knud var uden tøven den første til at indrømme, at han her fik regulær endefuld.
Danskeren havde været en smule uoplagt op til kampen og undervurderede samtidig sin modstander — en kombination, der kom til at koste. Flere gange i løbet af de 15 omgange, kampen stod på, modtog Knud så mange træffere, at tilskuerne undredes over, at den lille dan-sker kunne stå for det. På trods af at det så sort ud et par gange klarede Knud sig med et pointnederlag.

Nederlaget til Corbett gjorde, at en halvt aftalt kamp med Kid Berg gik i vasken. Det logiske træk for Valdemar Christiansen var at få overtalt Corbett til en hurtig revanche således, at englænderen kunne blive en milepæl i stedet for en stopklods for Knuds vej mod europamesterskabet. Det krævede naturligvis, at danskeren evnede at få en sejr i hus — ellers ville det være et utvetydigt tilbageslag. Corbett indvilgede i at komme til Danmark, og da Christiansens instinkt sagde ham, at der formentlig ville være mere end almindelig interesse for stævnet, lejede han den nyåbnede Kæmpehal (Forum). I Idrætshuset var der plads til omkring 2.100 tilskuere, og det var langt fra altid muligt at fylde alle pladser, så at satse på denne nye arena kunne vise sig at give alvorligt bagslag. Det skulle dog vise sig, at Christiansen havde vejret den rette stemning — ja, han havde endda undervurderet kampens tiltrækningskraft. På kampaftenen forsøgte op mod 30.000 mennesker at komme ind til stævnet, hvilket hverken arrangører eller politi var forberedt på — og et sandt kaos udløstes. Der var så meget run på indgangene, at mange hundrede mennesker uden billet fik adgang til salen, og da politiet så sig nødsaget til at lukke portene, var der masser af mennesker med fuldt gyldige billetter, som blev efterladt på gaden.
Det betød samtidig at kamplederen og dommerne, der skulle dømme hovedkampen, ikke kunne få adgang til salen. Heldigvis lykkedes det at finde en stand-in med rigelig kampledererfaring — August Suhr.
Knud Larsen var tydeligvis opsat på at vinde revancheopgøret, og lagde ud i et tempo som Corbett ikke kunne følge. Efterhånden som danskeren måtte slække lidt på tempoet, kom englænderen mere ind i kampen, men efter avisskribenternes referater at dømme var det kun et fåtal af omgangene Corbett decideret vandt.
Da de aftalte 15 omgange var vel overståede, blev Knuds arm løftet i vejret — en sejr, der uden slette miner blev accepteret af det engelske ringhjørne.
Trods det store opbud til stævnet gav arrangementet formentlig ikke meget overskud, da Valdemar Christiansen var nødsaget til at refundere alle de uindløste billetter folk kunne fremvise.

Belært af erfaringerne fra det første arrangement sørgede Christiansen for, at der var helt anderledes styr på tingene ved det næste store stævne i Kæmpehallen. Her skulle Knud op imod den 24-årige franske slugger Edouard Mascart. Denne gang var Knud den undertippede. Forståeligt nok, for Mascart var tidligere europamester i fjervægt. Han mistede mesterskabet til sin landsmand Charles LeDoux, men havde senere fået revanche over veteranen.

Publikum mødte talstærk op og kunne bevidne en eminent indsats af den danske bokser. I 1. omgang foretog Knud en satsning, der skulle få betydning for resten af kampens gang. Den danske fjervægter gik lige i flæsket på sin modstander i de første tre minutter, og ramte Mascart flere gange. Mascart, der på sædvanlig vis stormede frem, løb lige ind i et perfekt placeret venstre hook. Franskmandens knæ eksede under ham, og Knud var hurtig til at følge op med endnu et stød, så Mascart tumlede bagover. Mascarts reaktion efter kampen: ”Han overraskede mig fuldstændig i 1. omgang. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi tænkt, at han kunne slå tilnærmelsesvist så hårdt. Det fik mig måske til at sætte tempoet ned.” Som han tidligere havde bevist, bl.a. i sin kamp mod Charles LeDoux, var Mascart ikke sådan at få has på, så han klarede Knuds offensiv, men han boksede mindre aggressivt end normalt.
Efter otte omgange stod kampen nogenlunde lige, men Knuds overlegne tekniske kunnen gjorde, at han kunne kontrollere resten af kampen med effektiv kontraboksning.
De tre dommere havde enstemmigt Knud som vinder efter de 12 omgange.

Med sejrene over Sirvain, Corbett, Mascart og i januar 1927 Johnny Cuthbert, var Knud ikke længere til at komme udenom i europæisk sammenhæng.

1927 blev dog et år hvor Knud plagedes af skader, og ikke kunne være så aktiv som han gerne ville. Det startede i januar, da han i Stockholm med lethed slog Oscar Andrehn. Sejren ville dog have været endnu mere overbevisende, hvis den danske mester ikke havde været uheldig; han brækkede både sin venstre hånd og en knogle i højre underarm tidligt i kampen. Dette medførte en ufrivillig pause på et par måneder.

Da Knud endelig gik i ringen igen i april mod den tyske mester Paul Noack slog han skaden i venstrehånden op igen, men klarede sin modstander med sin tilbageværende arm.
Skuffelsen over at måtte tage endnu en pause fra ringen blev forstærket af, at Knud netop havde modtaget et tilbud om at tage til Paris og bokse mod Panama Al Brown.

Der kom til at gå et halvt år inden han atter kunne komme i ringen. Det blev så til gengæld en afslutning på året, der mere end kompenserede for de lange pauser mellem kampene.
I oktober slog Knud den nykårede franske mester Pierre Pothier på point over 15 hårde omgange. Sejren var entydig selvom det var åbenlyst, at Knud forsøgte at spare sin udsatte venstrehånd. Den franske lejr kunne nok have ment, at Knud kompenserede ved at bruge hovedet til gengæld — da danskeren ved flere lejligheder fik nikket sin modstander en skalle når denne gik i clinch.

Efter det ganske imponerende resultat lagde flere avisskribenter op til, at Knud nu var rede til at kæmpe om europamesterskabet.
Valdemar Christiansen var ikke sen til at forsøge at overtale den regerende europamester Antonio Ruiz til at komme til København. Så længe titlen ikke skulle sættes på spil var spanieren ganske villig til at tage til takke med et rimeligt vederlag (ca. 4.000 kr.) for at drage nordpå.
Ved ankomsten til Hovedbanegården med Gedser-ekspressen stod en stor skare bokseentusiaster klar til at modtage europamesteren. Det var kun med stort besvær at Ruiz kom fri af den ivrige menneskehob, og ind i en ventende bil, så han kunne blive transporteret til sit hotel. En sådan modtagelse havde spanieren næppe ventet sig i, hvad han selv havde betegnet som “Verdens ende.”
Kampen mellem Ruiz og Knud blev et stort tilløbsstykke; flere tusinde måtte gå forgæves i forsøget på at få adgang til Idrætshuset.
Ruiz nægtede før kampen at lade sig veje. Af gode grunde. Da han alligevel blev narret til at træde op på en vægt, viste det sig, at han lå over den øvre grænse for letvægt. Knud havde imidlertid været i tvivl om betingelserne de skulle kæmpe under, og havde sørget for at holde sig i fjervægt.
Trods den styrkefordel den ekstra vægt måtte have givet spanieren var det på kampaftenen ikke noget den danske mester lod sig mærke af.
Spanieren ramte i kampens første sekunder med et venstre hook — resten af omgangen stod i Knuds tegn — både på afstand og i infight.
Efter at Knud havde rystet sin modstander kortvarigt i 2. omgang fik Ruiz en skade over venstre øje i 3. Fjerde omgang gik også den spanske europamester imod; en ny skade brød op over det højre øje. I den følgende pause til 5. omgang ønskede kampleder Arthur Ireland at stoppe kampen pga. øjenskaderne, men Ruiz ville fortsætte, og da stævnelægen gav sit samtykke, blev 5. omgang sat i værk.
Det blev efter kampen diskuteret om Ruiz forsøgte at diskvalificere sig selv frem for at få et nederlag på ‘teknisk knockout’ på sin rekordliste. Hans egen forklaring var, at han ikke kunne se for blod, som løb ind i hans øjne. Under alle omstændigheder slog mesteren gentagne gange for dybt — og til sidst afbrød Ireland kampen og tildelte Knud sejren på TKO.

Ruiz virkede dog interesseret i at få en revanchekamp mod Knud — gerne med EM-titlen på højkant. Inden det kom så vidt afholdt spanieren imidlertid et titelforsvar i Barcelona, mod en ung italiensk bokser ved navn Luigi Quadrini — og tabte.

På dette tidspunkt offentliggjorde Valdemar Christiansen, at han havde i sinde at stoppe sin promotorvirksomhed. Det er dog ikke utænkeligt, at hans melding om at trække sig mest af alt var et forsøg på at tiltrække pengestærke virk-somheder — således at det ikke kun var ham selv der satte penge på spil til hvert arrangement.
Efter nogle møder med redaktionen på BT blev der lavet aftale om et antal stævner, hvor dagbladet var direkte involveret som økonomisk garant. Med BT som økonomisk støtte blev det pludselig muligt at tilbyde Luigi Quadrini en tilstrækkelig stor sum penge — omkring 10.000 kr. — til at han kunne overtales til at drage til København og sætte sit europamesterskab på spil.

Luigi Quadrini og manager Dorval ankom til København i januar 1928 og fik på hovedbanegården en overdådig modtagelse af hundredvis af forventningsfulde tilskuere.
Italieneren var knapt 21 år, men havde allerede deltaget i 50 professionelle kampe. Han havde aldrig bokset som amatør. Udover den vundne EM-kamp mod Antonio Ruiz var Quadrinis mest imponerende ‘skalpe’ europamesteren i bantamvægt, Henri Scillie samt José Girones, der senere skulle gå hen og vinde fjervægtsmesterskabet.

Kampen skulle naturligvis finde sted i Kæmpehallen, da det var den københavnske arena med de fleste pladser. Billetpriserne lå fra 4,20 kr. til 28 kr., men stævnet var så attraktivt, at der var udsolgt ½ time efter billetsalget åbnede. På kampaftenen var der eksempler på, at billethajerne uden for Kæmpehallen havde fået helt op til 350 kr. for en enkelt billet — en fuldstændig horribel pris på den tid. Omkring 6.000 tilskuere fik lejlighed til at overvære Knuds forsøg på at erobre EM-titlen. På Rådhus-pladsen samledes yderligere 20.000-25.000 mennesker for at høre kampen refereret over et højttaleranlæg.

Efter forkampe med Chic Nelson vs. Cordt Andersen og Hans Holdt vs. Acke Berggren var det tid til det store slag.
Fjervægternes entré blev dog lidt forsinket, da manager Dorval var blevet opmærksom på, at der var opstillet filmkameraer til forevigelse af EM-kampen. Dorval nægtede at lade sin mand gå i ringen før der var lavet aftale om, at enten fik de en ordentlig bid af kagen for rettighederne eller også blev kameraerne fjernet. Det endte med at alle filmoptagerne blev fjernet.
Det efterhånden utålmodige publikums hujen og stampen blev straks afløst af klapsalver da bokserne endelig kom frem fra omklædningsrummene.
Kampleder og overdommer Henri Bernstein var et kapitel for sig. Tilbage i 1922 var han den kontroversielle tredjeperson i den mystikomspændte VM- og EM-kamp mellem Georges Carpentier og Battling Siki, hvor han forsøgte at diskvalificere Siki, efter at den senegalesiske fighter havde knockoutet den franske folkehelt. Bernstein havde siden hen bortvisket den tvivlsomme indsats med mange fornemme præstationer i vigtige kampe.
De to boksere blev præsenteret i ringens midte — med vægt og mål. Quadrini vejede 56,5 kg, Knud et halvt kg mindre. Italieneren var 1,61 m høj med et armfang på 1,64 m mens de tilsvarende mål for danskeren var hhv. 1,70 m og 1,76 m.
Kampen blev slået i gang, og Knud etablerede fra første færd sin rolle som den jagende. Den danske mester brugte med forkærlighed sit venstre ligestød til at forsøge at indfange den retirerende italiener. Selvom europamesteren gik baglæns det meste af tiden fik også han træffere ind. Desuden havde han aftalt en speciel taktik med sin manager, Dorval, inden kampen.
Dorval fungerede som chefsekundant for Quadrini, og hans vigtigste opgave var at signalere til sin bokser, når der resterede et ½ minut af hver omgang. Når Dorval bankede i ringgulvet, påbegyndte Quadrini en slutspurt med trommende næver og kunne på denne måde stjæle dommernes opmærksomhed.
I starten af 5. omgang ramte Knud med kampens bedste stød — et venstre hook til kæben, der sendte Quadrini i tovene. Italieneren viste ved denne lejlighed sin hårdførhed. På trods af at han var rystet, indledte Quadrini et rasende modangreb for at holde Knud fra livet. Efter en del infight ramte Knud med et højrestød, der fik Quadrini til at miste timingen i endnu en slagserie, men omgangen blev ringet af inden Knud fik fulgt op.
Slaget bølgede frem og tilbage i et tæt opgør — hele tiden med Knud som forfølgeren, og Quadrini på retræte, afbrudt af taktiske modangreb.
I 12. omgang gjorde Knud et sidste forsøg på at afgøre kampen før tid. Ved gentagne dybe stød tappede han Quadrini for energi, og lagde hermed op til at kunne komme ind med sit favoritstød. Et venstre hook til ansigtet fik italieneren til at klamre sig til Knud, som forsøgte at fortsætte sit angreb til gongongen lød. Herfra var begge boksere for afkræftede til at tilføje hinanden skade, og de holdt sig til en fornem opvisning i teknisk velfunderet boksning.
Kampen blev erklæret for uafgjort. Den danske dommer Emanuel Jacobsen havde et forspring til Knud på 2¼ point, mens den italienske dommer havde Quadrini som vinder med 4½ point forspring. På sin dommerseddel havde overdommer Henry Bernstein Knud en anelse foran efter de 15 omgange, men dette var for knebent til, at han ville tage titlen fra Quadrini og give danskeren sejren.

Knuds egen kommentar til kampen: ”Jeg mener, at jeg vandt. Men han overraskede mig — han slog langt hårdere end jeg havde troet. I første omgang troede jeg, at mit øje var slået i stykker, og jeg var nervøs for det hele tiden. Men han ville jo ikke bokse med mig. Han løb for mig — jeg kunne ikke fange ham.”
Det var ikke det sidste københavnerne havde set til italieneren.

Knud havde gennem længere tid brevvekslet med en canadisk promotor, Armand Vincent, der ønskede at få danskeren til Amerika. Med udsigt til at kunne tjene en ekstra skilling i sommerperioden, hvor boksearrangementerne normalt lå brak i Danmark, og muligheden for at gøre sig nye erfaringer, drog Knud til Canada i maj 1928.
Knud opholdt sig i Amerika frem til oktober måned og havde i den periode i alt fem kampe.

Hans mest imponerende modstander var formentlig Vic Foley, som var på højde med den canadiske fjervægtsmester Leo Kid Roy, og blandt den bedste håndfuld fjervægtere i verden på den tid. Kampen fandt sted i Montreal i august måned og var en meget jævnbyrdig affære — indtil 7. omgang. I denne omgang fik Knud placeret et kraftfuldt venstre hook efterfulgt af et højre kryds til hagen på Foley. Canadieren tumlede baglæns, uden af gå i gulvet, men klart rystet — klar til afretning. Desværre brækkede Knud hånden ved venstrestødet, og kunne ikke følge effektivt op. I de sidste tre omgange måtte danskeren forlade sig på sin højre — og tage til takke med en uafgjort kendelse.

Knud havde leveret en imponerende indsats, men det var skaden fra året før, som var brudt op igen. I stedet for at hænge med næbbet over at hans boksekarriere måske var slut, indvilgede han i, at amerikanske læger straks forsøgte at sætte bruddet ordentligt sammen. Et efterfølgende besøg hos en mirakelmager afkortede restitutionstiden, så han kunne gå i ringen igen en måned senere. Han blev aldrig mere generet af venstrehånden.
Armand Vincent kunne ikke få flere topnavne i ringen med Knud. En aftale med Tony Canzoneri var ellers næsten på plads, og der blev endda skrevet kontrakt med Leo Kid Roy, men begge kampe blev afblæst. Da Vincent heller ikke fik programsat andre interessante navne, valgte Knud at rejse hjem til Danmark. Status efter Knuds amerikanske turné var i negativ balance økonomisk set, men med 4 sejre og en enkelt uafgjort kamp var han blevet en erfaring rigere.

Tilbage i Danmark havde Valdemar Christiansen i mellemtiden fået meddelt fra IBU, at Knud var udvalgt til at bokse om europamesterskabet i fjervægt endnu en gang. Quadrini havde fået frataget mesterskabet for at undlade at forsvare det, og der skulle derfor kæmpes om det ledige mesterskab.

Som opvarmning til den forestående EM-kamp boksede Knud 2. juledag mod belgieren Francois Sybille. Da der ikke var lavet aftale om at bokserne skulle klare fjervægtsgrænsen fik Knud lejlighed til at nyde lidt af den gode julemad. Måske lidt for meget, for han præsterede ikke nogen god kamp. Langt hovedparten af de tilstedeværende ved stævnet mente at belgieren havde fortjent sejren, men den svenske dommer, Arthur Koch, dømte kampen uafgjort. Idrætsbladets uofficielle dommerseddel viste dog overensstemmelse med kampdommerens. Knud selv erkendte, at han havde været heldig med udfaldet.

Anderledes motiveret var Knud op til den 11. januar 1929, da han fik sin anden store chance for at skabe dansk sportshistorie.
Quadrini havde, som ved sit første besøg i København, selskab af sin durkdrevne manager Dorval, og han skulle atter agere chefsekundant i italienerens ringhjørne.
Knud havde, i selskab med Emanuel Jacobsen, lagt en slag-plan, der udnyttede de erfaringer, som var høstet fra den første kamp.
Normalt var Knud altid lidt sen til at komme ud af starthullerne, og forærede ofte de første par omgange væk, inden han for alvor kom op i omdrejninger. Denne gang skulle det være anderledes. Knud var endvidere blevet gjort opmærksom på Dorvals taktik om at banke i brædderne, når Quadrini skulle sætte sin slutspurt ind for hver omgang, og han planlagde at matche italieneren slag for slag, når angrebene skulle påbegyndes.

Som forventet havde stævnet potentiale til at trække mange flere tilskuere end Kæmpehallen havde kapacitet til.
For dem som måtte gå forgæves efter en billet kom det som et plaster på såret, at Radiorådet i sidste øjeblik besluttede, at hovedkampen kunne transmitteres i radioen. På Rådhuspladsen opstilledes et højtaleranlæg, så alle københavnere kunne tage del den historiske begivenhed.

Da den belgiske kampleder Collard satte kampen i gang sås Knud Larsen så tændt som nogensinde. Danskeren var som lovet aggressiv allerede i opgørets første momenter og vandt helt ekstraordinært de indledende omgange.
Selvom Knud i sin træning havde lagt vægt på at øge sin hurtighed var italieneren ham dog stadig overlegen på dette punkt, hvilket ofte sås ved de serier, som blev sat i gang på Dorvals anvisninger fra ringhjørnet. Ved en serie på fem-seks slag nåede de første par stykker gerne deres mål, inden Knud fik sine parader på plads. Desuden var Quadrini mærkbart stærkere end ved deres tidligere møde.
Dette forhindrede dog ikke danskeren i at bevare initiativet, og modsat Quadrinis ekplosioner, leverede Knuds engelske boksning renere, pointgivende stød.
På vej mod kampens midterste omgange, i 5. 7. & 8. omgang, tog Quadrini stikkene hjem, hvilket gav spænding i salen — og blandt de tusinder, der var samlet på Rådhuspladsen.
De to boksere fortsatte i højt tempo i de næste omgange; Knud kom tilbage i kampen og scorede bedst så længe han holdt sig fra nærkamp.
Kun i 13. omgang virkede Knud en anelse mat, og Malle i ringhjørnet blev nervøs for om kampen skulle glide danskeren af hænde ved italiensk dominans i de resterende omgange.
Efter at have fået en lille peptalk i pausen gik Knud ud til 14. omgang og satte et tempo, der end ikke var set i de tidlige omgange.
Da de to boksere slog handskerne sammen til hilsen, inden 15. og sidste omgang blev sat i gang, var der stilhed i salen — i åndeløs spænding over hvordan det skulle gå.
I de sidste tre minutter bevaredes intensiteten, hvis ikke tempoet, og da gongongen lød, var de to kombattanter midt i rasende slagudvekslinger.
Begge boksere virkede hver især overbeviste om, at de havde sejret, men afgørelsen lå naturligvis i de to sidedommeres samt kampleder og opmand Collards hænder.
Den danske sidedommer Carl Jørgensen havde Knud som klar vinder, mens italienske Carlo Czerni havde Quadrini som utvetydig sejrherre.
Så det blev overdommer Collard, der fik det sidste ord: ”Der er to slags opfattelser af boksning, den engelske og den latinske. Engelsk boksning er efter min mening denne sports renkultur, medens man må være tilhænger af den latinske stil for at kunne have Quadrini som vinder mod Larsen.
Den latinske boksning frister til ulovligheder, og fra 5. omgang gik Quadrini over til at slå med åben handske, og holde og slå, tre gange slog han for dybt, og han rettede sig ikke på samme måde som Larsen efter de irettesættelser, jeg gav bokserne.
Larsen boksede fair og i en nydelig stil, medens Quadrini benyttede serier. Når han går ind og slår 10 gange i blinde, må et par stød nødvendigvis ramme, men Larsen gik nydeligt tilbage fra disse serier, eller han parerede med arme og skuldre.
Larsen beherskede matchen, og hans bevægelser svarer til det rette fundament for boksningen. Han vandt klart, og det var ikke noget vanskeligt hverv at afsige dommen.” Collard havde selv Larsen som vinder med 75 point mod 72½.

Valdemar Christiansen strålede af glæde efter afgørelsen: ”Succes! Succes! Mit højeste ønske er blevet opfyldt!”

Mange af de mennekser, der havde overværet transmissionen af kampen på Rådhuspladsen, drog mod hotel Hafnia, da de vidste, at begge boksere ville ankomme til hotellet senere. Fyrre-halvtreds udkommanderede betjente kunne ikke forhindre, at den sammenstimlede menneskehob spærrede for biler og sporvogne. Kun kortegen med bokserne fik lov til langsomt at passere. Ved ankomsten til hotellet blev både Knud Larsen og Quadrini båret af menneskemængden fra bilerne til indgangen, under jubelråb og klapsalver. Italierenen virkede nærmest skræmt af denne entusiasme og glæde, som også kom ham til del. Folkemængden blev først opløst efter, at bokserne havde ladet sig hylde på hotellets balkon.

Trods den historiske præstation hvilede Knud ikke længe på laurbærrene. To måneder senere gik han i ringen for at forsvare EM-titlen mod Henri Scillie.
Selvom det var Knuds første forsvar af europamesterskabet, og første gang titlen skulle forsvares af en dansker i det hele taget, blev der ikke udsolgt denne gang. Københavnerne var formentlig endnu mætte af kampen i januar og overbeviste om, at Scillie ikke kunne stille noget op mod europamesteren.

Den belgiske Scillie var dog blandt Europas fineste fjervægtere og gav også Knud sit hyr, indtil han fik smagt et hårdt venstre hook fra danskeren midt i kampen. Herefter koncentrerede belgieren sig mest om at forsvare sin stilling i stedet for at forsøge at vriste titlen fra Knud Larsen.

Ovenpå det mildt skuffende fremmøde ved stævnet i april, var Valdemar Christiansen mere selektiv i sit valg af modstander til europamesteren.

IBU dikterede nu, at Knud i sit næste forsvar af europamesterskabet atter skulle møde Quadrini — senest september 1929. Quadrini stod ikke så højt på Knuds og Valdemar Christiansens ønskeliste. De ønskede begge, at Knud kunne fortsætte sine kampe på hjemmebane, og efter to besøg i København var det ikke længere sikkert, at italieneren kunne trække publikum. For at gøre det værre tabte Quadrini desuden en kamp til den spanske mester José Girones.

Valdemar Christiansen havde helt andre planer i hovedet end et officielt titelforsvar.
Han pønsede på at arrangere det største boksestævne hidtil herhjemme. Den oplagte modstander til dette arrangement var Panama Al Brown. Brown havde på dette tidspunkt opholdt sig i Paris i længere tid, og var her et utroligt populært trækplaster. Med sin eminente boksning blev han af mange opfattet som klodens bedste bantamvægter, selvom han endnu ikke havde vundet en VM-titel. Det lykkedes at overtale Brown til at skrive kontrakt om en kamp i Danmark i juni måned 1929, og Christiansen havde udset sig Dirt Track banen på Roskildevej som ramme for den store begivenhed, da de 6.000 pladser i Kæmpehallen var for lidt til promotorens visioner om en megabegivenhed. Alt var i princippet klar, da Brown pludselig sprang fra og rejste til USA for at bokse nogle kampe.
Denne handling fik på Christiansens foranledning IBU til at sortliste Brown, hvilket også påvirkede det amerikanske for-bunds indstilling til bokseren fra Panama, og snart efter blev Christiansen kontaktet for at genoptage aftalen om en kamp.
Set med Al Browns øjne kunne man godt forstå, at han havde skippet den første aftale i København. Han havde fået tilbud om en VM-kamp om bantamvægtstitlen i New York mod Vidal Gregorio, og vandt en overbevisende sejr. Han nåede at bokse yderligere tre kampe i USA, før han mødte op i København i august måned.

Bokseentusiaster kunne nikke genkendende til mange af de europæiske modstandere Brown havde stået over for: Henri Scillie, Edouard Mascart, Eugene Criqui, Johnny Cuthbert, Harry Corbett — kun mod Scillie måtte han se sin modstander løbe af med sejren. Selvom Brown kunne klare bantamvægt, havde han en højde og utrolig rækkevidde, der gjorde at han også kunne klare sig mod de bedste fjervægtere.

Udskydelsen på to måneder betød, at stævnet nu kom til at finde sted på Stadion på Østerbro i stedet for Dirt Track banen, hvilket skulle vise sig at være et glimrende alternativ. Endnu en gang havde Christiansen allieret sig økonomisk med BT for ikke at gå rabundus, hvis stævnet skulle blive en fiasko. Promotoren havde ikke behøvet at bekymre sig.
Al Browns ankomst til København gav et utvetydigt vink om, at dette var en begivenhed, som publikumsmæssigt ikke kunne blive andet end en succes. Flere tusinde mennesker var til stede da toget med Brown og hans træner Bob Miller ankom til hovedbanegården, og de blev begge båret i guldstol. Senere, efter han blev installeret på sit hotel, måtte Brown vise sig på balkonen, som en kongelig, for at tilfredsstille en horde af nysgerrige københavnere.
En snes tusinde mennesker overværede en offentlig træningssession, som verdensmesteren afholdt på Plænen i Tivoli. Opmærksomheden om den forestående begivenhed var endnu større end ved de to EM-kampe med Quadrini.

Og selve stævnet blev det hidtil største boksearrangement i Danmark og omsætningsmæssigt den hidtil største sportsbegivenhed. 22.000 mennesker anskaffede sig billet til kampen mellem europamesteren og verdensmesteren, og uden for stod endnu 10-15.000, som måtte gå forgæves.
I visse sammenhænge listes Brown-Larsen kampen som en VM-kamp, men dette var ikke tilfældet. Knud vejede 57 kg og Brown 55 kg — begge over bantamgrænsen på 53½ kg.
De første seks omgange bar tydeligt præg af Knuds respekt for sin modstander; ikke en eneste af disse var i hans favør, mens de fire uden tvivl gik til Brown. I 6. omgang ramte Panama-bokseren med en hård uppercut, der tydeligvis havde effekt på europamesteren. Knud fik dog hurtigt rystet træfferen af sig, og overtog endog initiativet i resten af omgangen.
I 7. sendte Knud endda verdensmesteren i gulvet — blot var stødet for dybt. Kampdommeren tog dog ikke notits af Browns protester, da denne selv sprang op i luften i samme øjeblik Knud havde sendt et stød mod solar plexus af sted. Gongongen hindrede imidlertid Knud i at udnytte Browns medtagethed.

I resten af kampen var Knud helt klart på højde med verdensmesteren, og styrede begivenhederne med sin pågående boksning, så de fleste ved ringside mente, at han indhentede Al Browns pointforspring. Efter en imponerende slutspurt i 12. og sidste omgang forventede Knud selv at havde opnået mindst uafgjort på kampdommer Jack Smiths dommerseddel, men efter et øjebliks granskning af papirerne var det Al Browns arm, som blev rakt i vejret.
At dømme efter kommentarer fra danske og udenlandske journalister og boksesagkyndige, havde et uafgjort resultat bestemt ikke vakt furore.

Efter at danmarkshistoriens hidtil største boksearrangement var vel overstået, blev det snart hverdag igen. IBU tilbagekaldte deres anerkendelse af Knud som europamester for ikke at forsvare titlen inden for den fastsatte tidsfrist. Da det var praktisk umuligt at afholde to stævner så tæt på hinanden var det egentlig udskydelsen af Brown-kampen, som var skyld i at Danmarks første europamester endte med at miste titlen på en skrivebordsafgørelse.

Da Quadrini som førnævnt var blevet besejret af José Girones var det nu den spanske mester, som stod for tur til en mesterskabskamp, med Knud som den naturlige modstander. Under forhandlingerne om hvor kampen skulle afholdes måtte Valdemar Christiansen for en gangs skyld se sig overgået ved et purseoffer; arrangementet røg til Barcelona.

I følgeskab med Valdemar Christiansen og et par udsendte sportsjournalister drog Knud til Spanien for at bringe EM-titlen tilbage til Danmark.
Efter udsagn fra den danske delegation, der sad ved ringside, klarede Knud sig glimrende mod spanieren — lige bortset fra et knockdown i 2. omgang, hvor danskeren måtte tage tælling til ‘8’. Knud var dog ikke rystet og boksede lige op med sin modstander i resten af kampen, men på udebane var det ikke nok til at få sejren i hus. Efter 15 omgange tilkendte den franske ringdommer Girones mesterskabet.

Med nederlag i sine to seneste kampe var det på høje tid at Knud fik en sejr i hus for at cementere sin status som europæisk topbokser, og som trækplaster ved de københavnske stævner. Til det formål lykkedes det Valdemar Christiansen at skaffe den franske mester Robert Tassin til København. På papiret var franskmanden langt fra Knuds ligemand, men da han var i søgelyset som europamester Girones næste udfordrer, var han det åbenlyse valg.

Nogle dage før stævnet afholdt Valdemar Christiansen en åben træningssession i Kæmpehallen, hvor folk mod et mindre vederlag kunne få mulighed for at se de danske boksere inden de for alvor skulle i aktion. Arrangementet blev en overraskende succes med omkring 2.000 betalende tilskuere. Det var på forhånd aftalt, at et overskud skulle gå til de to eks-boksere Waldemar Holberg og Johan Ekeroth, som begge led under et skrantende helbred.

Alle de tilskuere som havde forventet at se Knud kvalificere sig til endnu en EM-kamp fik sig en kold douche. Kampen var overstået på under to omgange. Tassin etablerede fra første sekund et overtag. Franskmanden var overlegen i alle henseender — hurtighed, råstyrke og tekniske finesser.
Det var tydeligt, at Knud denne aften ville få problemer. Tassin, der var et halvt hoved lavere end danskeren, kunne uden vanskeligheder slippe forbi Knuds kontrastød og komme ind på halvdistancen. Da Knud forsøgte at forcere med Tassin mod tovene, afbød franskmanden stort set alle stød i sine parader.
Kort efter, i ringens midte, da Knud var lidt sløset med sine parader, satte Tassin fuld vægt bag et venstre hook til kæben, og Knud gik i gulvet som var han ramt af et skud. Under sit fald knaldede han baghovedet i gulvet, og det var tydeligt for tilskuerne, at han ikke kunne klare tællingen. Kampleder Mogens Blom nåede dog ikke til ’10’ før gongongen lød, så Emanuel Jacobsen og de assisterende sekundanter fik trukket den halvt bevidstløse Knud tilbage på taburetten, til et hastigt genoplivningsforsøg. Utroligt nok fik den danske mester stablet sig på benene til 2. omgangs begyndelse, men det var en stakket frist. Ti sekunder senere blev Knud sendt i gulvet igen, og det var ren viljestyrke der fik ham til at rejse sig på ‘6’. Det var en formssag for Tassin at placere endnu et venstre hook til kæben, og sende Knud til tælling for tredje gang, så Emanuel Jacobsen gav tegn til at kampen skulle stoppes, trods at Knud gjorde antydning af at ville rejse sig endnu en gang.

Knud var naturligvis skuffet over sin indsats mod Tassin, men det kom efter kampen frem, at han havde døjet med lumbago i ryggen, og derfor ikke havde kunnet træne med samme intensitet som normalt. Det gjorde det ikke nemmere, at han gennem de sidste par år havde haft stadig mere besvær med at klare kravet for fjervægt.

Efter at have taget sin boksekarriere op til nøje overvejelse nåede Knud frem til, at han endnu ikke var parat til at lægge handskerne på hylden. Valdemar Christiansen fik derfor en aftale i hus om en revanchekamp med Robert Tassin.
Arrangementet fandt sted i juni 1930 og blev endnu en publikumsmagnet med omkring 18.000 tilskuere på Stadion. Det var forståeligt nok, for Knud havde ryggen mod muren ved valget af Tassin igen. Hvis han endnu en gang tabte til franskmanden ville han i de flestes øjne være færdig i international sammenhæng. Til den danske eks-europamesters fordel talte, at han denne gang ikke behøvede at knibe sig ned i fjervægt; der var lavet aftale om at bokserne måtte veje ind ved 59 kg — næsten 2 kg over fjervægtsgrænsen.
Kampen udviklede sig dog til at blive Knud Larsens Waterloo så at sige. Han klarede sig dog bedre end i deres første opgør, da kampen varede til 8. omgang. Tassin benyttede sig af samme taktik i hver omgang, og Knud kunne ikke stille meget op. På et vilkårligt tidspunkt i hver omgang indledte franskmanden et pludseligt offensivt totalangreb, der hver gang trængte danskeren tilbage, mens han forsøgte at dække sig bedst muligt.
Endelig i 8. omgang, på et tidspunkt hvor publikum efter stemningen at dømme havde opgivet håbet for længe siden, udnyttede Tassin samme åbning som i deres første kamp. Knud var åben for et venstre hook til kæben, hvilket den franske mester effektuerede lynsnart, og danskeren måtte ned på knæ og hænder. Knud kom op og søgte straks clinch, men Tassin var ikke indstillet på at lade ham komme af krogen, og anden gulvtur var en realitet kort efter. På dette tidspunkt greb sekundant Emanuel Jacobsen ind, og fik kampen stoppet.
Knud var af den overbevisning at kampen blev stoppet for tidligt. Hans egen oplevelse af situationen: ”Den første jeg gik ned for var slem. Uha! Men anden gang gik jeg kun i gulvet for at hvile mig. Jeg fejlede da intet og havde næsten helt overvundet den første rystelse. Malle stoppede kampen for min skyld — det ved jeg. De fleste andre ville jeg være blevet rasende på, for jeg tror jeg kunne have klaret mig da først vi var kommet så langt hen.”

At dømme efter referaterne i aviserne dagen derpå greb Emanuel Jacobsen ind på det rette tidspunkt. Politiken skrev bl.a. følgende: ”… hans sekundant Malle, der lige så tydeligt som alle de andre nærmestsiddende kunne se, at det kun var et tidsspørgsmål, når slaget, der medførte fuldstændig bevids-tløshed ville komme, hvis Knud rejste sig igen, opgav da klogeligt for sin kære, nu så uhjælpeligt detroniserede ven.”

Efter lang tids tænkepause indledte Knud et comeback i oktober 1931, og det strakte sig over tre kampe. Fra et publikumsmæssigt synspunkt var magien væk — det var ikke længere Knud, der kunne trække folk til stævnerne.

Hvad angik Valdemar Christiansen, så fortsatte han sin promotorvirksomhed nogle år endnu. Da Knuds stjerne var dalet lykkedes det Christiansen at finde et nyt trækplaster til de københavnske stævner: Einar Aggerholm. Han førte Aggerholm frem til en kamp om europamesterskabet i 1935 mod Gustav Eder, men det lykkedes ikke den populære danske bokser at stå distancen. Herefter var Christiansens engagement i boksesporten lidt on-and-off — indtil han i 1952 kastede håndklædet i ringen, efter en længerevarende promotorkrig med Bernard Madsen, der ønskede at køre sporten på sin egen særprægede facon. Profiler som Knud Larsen, Einar Aggerholm og senere Gentleman Chris Christensen lovpriste alle Valdemar Christiansen for sin integritet og fair behandling af de aktive boksere.

Efter den definitive afslutning på sin aktive boksekarriere genoptog Knud sit tidligere håndværk som elektriker.
Han vendte dog ikke boksesporten ryggen; bl.a. fungerede han som sekundant for amatørlandsholdet helt frem til 1952.

Knud døde d. 5. maj, 1979 under et rekreationsophold på Tenerife.

---

© 2003, 2018. Uddrag fra De Glemte Helte, profiler fra dansk professionel boksning 1896-1930.