Om BOKSEHISTORIE.DK

De senere år har boksesporten herhjemme været under en gradvis afvikling. I USA kan en tilsvarende udvikling ses; boksning dør stille og roligt ud på bekostning af mere moderne kampsport – mixed martial arts, MMA.

Jeg er for længst holdt op med at begræde denne ændring af boksningens status. Jeg har fulgt MMA-sporten, og selv udøvet den, i en længere årrække – og ser dette som en naturlig udvikling for kampsport, at boksning indlemmes som et delelement i noget med et større spektrum.

Efter min opfattelse fjerner det ikke tidligere tiders bedrifter i boksesporten. Tværtimod vil de dedikerede boksere, der leverede unikke præstationer i ringen, kunne stå som særlige fyrtårn i sportshistorien, med præstationer og anekdoter, der aldrig vil gentages.

Jeg tænker ind imellem selv tilbage på noget der nu blot er minder. I midten af 1990’erne startede jeg Danmarks første hjemmeside om dansk professionel boksning. Med nutidens målestok et yderst primitivt site – og det lykkedes mig heller ikke at overbevise promotor Mogens Palle om det væsentlige i, at resultater, fotos og beskrivelser af tidens profiler blev promoveret via et moderne medie dedikeret til dansk boksning.

Efter nogen tid kanaliserede jeg min energi til den tidlige danske boksehistorie. Efter udgivelsen af De Glemte Helte var det en naturlig forlængelse at etablere et nyt site i form af Dansk Bokse-Research. Da jeg begyndte at bruge min fritid på at klargøre Det Danske Bokseregister valgte jeg dog at afvikle dette site efter nogle år.

Imidlertid har jeg en del materiale liggende, som jeg synes burde være tilgængelig for de som måtte fange interesse for hvordan kampsport i form af boksning første gang fik fodfæste i Danmark. Derfor er BOKSEHISTORIE.DK dedikeret til de entusiaster og nysgerrige, som er med til at holde mindet om dansk boksnings ungdom i live.

René Villadsen, 2018