P. L. Jacobsen, biografi

Hvis nogen skal betegnes som dansk amatørboksnings fader må det være P. L. Jacobsen. Han har stor ære af, at boksning blev en etableret sportsgren herhjemme. Med sin ildsjæl lagde han grunden for mange af de senere succeser i dansk boksesport hos amatørerne såvel som de professionelle.

Peter Laurits Jacobsen (født 27. marts 1855) fik interessen for boksning vakt i 1880’erne, mens han sejlede som sømand på engelske og amerikanske skibe. De basale færdigheder fik han opsnappet under nogle af de slagsmål, der opstod undervejs. Nogle af de engelske og amerikanske sømænd havde en del kendskab til boksesporten, der længe havde trivedes i deres respektive hjemlande, så henad vejen kom der lidt mere system i indlæringen.

Under et længere ophold i Amerika lærte en bokser ved navn Charley Lucas ham flere boksetekniske finesser. Denne erfaring havde han med i lasten, da han vendte hjem til Danmark og blev lærer i Københavns Athletklub i 1889. På dette tidspunkt trænede Castus Hansen stadig sine elever efter sine specielle principper. Jacobsens syn på den sag: ”Men man var jo bange for denne nye sport, som gjorde ondt. Ja, selvfølgelig gjorde den ondt. Hvad skulle den ellers gøre? Men findes der en eneste sportsgren, som ikke på et eller andet tidspunkt gør ondt når den drives rationelt? Nej! Og her gik Castus Hansens elever rundt med mavebælte og fægtemaske. De lærte med andre ord aldrig at værge sig ordentligt.” Jacobsen havde en pointe, og med tiden var det den engelske boksning, som Jacobsen underviste i, der vandt indpas i Danmark.

Københavns Athletklub afholdt sin første boksepræsentation under Jacobsens ledelse d. 19. juni 1892.
Senere, i 1895, var Jacobsen med til at stifte Arbejdernes Idræts-Klub (A.I.K.), der også havde boksning som en af aktiviteterne, og var her lærer frem til 1897. Fra 1896 og et års tid frem var han endvidere med i bestyrelsen i det nystiftede Dansk Idræts-Forbund (D.I.F.).

I 1896 indførte Jacobsen en anden idrætsgren til Danmark; køllesving, som han også underviste i en overgang. Fra 1902 til 1911 blev der endda afholdt danmarksmesterskaber i denne sport.

Udover sin trænervirksomhed var Jacobsen i en lang periode ansat som ved brandvæsenet, deraf tilnavnet Sprøjten. Han havde som ung mand søgt ind i brandvæsenet, men på det tidspunkt ville de ikke have ham. Han stak i stedet til søs, men havde hele tiden et ønske om at blive brandmand af profession en skønne dag. En episode tilbage i København vidnede imidlertid om, at han havde en fremtid inden for dette erhverv. Der var opstået brand i lægeforeningens bygninger, og da Jacobsen tilfældigvis kom forbi, kunne han ikke dy sig, men sprang til og deltog i redningsarbejdet. Efter at have set Jacobsen adræt balancere ned af en stige med et skab i favnen anbefalede en af de ‘professionelle’, at han atter søgte ansættelse. I 1909 kunne han således fejre 25 året for sin ansættelse i brandvæsenets tjenseste.

Som bokseinstruktør var P. L. Jacobsen involveret i amatørboksning, og havde stor andel i ‘opdragelsen’ af en række unge mænd, som senere gjorde sig godt i de professionelles rækker — bl.a. Waldemar Holberg, Lorentz Hansen (Larry Hansen), Robert Hansen (Bobby Hanson) og Victor Dahl — som alle fik succes i udlandet. Disse havde for vane at omtale ham som Fatter; et kaldenavn han selv var ganske stolt af. Det over 50 siders lange afsnit om boksning i Idrætsbogen, der udkom i 1908, var forfattet af Jacobsen.

Derudover var Jacobsen selv aktiv deltager i Danmarks første professionelle boksekamp, der fandt sted d. 12. februar 1896 på Nørrebro, arrangeret af A.I.K. Kampen mod den nyligt hjemvendte professional Jim Smith var Jacobsens første og eneste officielle boksekamp.

Jacobsen havde en søn, Frank, der startede som professionel bokser i 1910. Denne havde bl.a. nogle kampe i Tyskland, og også fik sat skub i en ung Carl Pedersens ambitioner om at blive bokser. Desværre døde han i en ung alder. I øvrigt fik Jacobsen i 1912 et barnebarn, der endte med at blive en af Danmarks store skulpturkunstnere, Robert Jacobsen.

Udover det engagement han lagde i undervisning af amatører, var Jacobsen også et kendt ansigt ved de professionelle stævner. Ofte fungerede han som sekundant i det ene ringhjørne under kampene — også gerne for udenlandske modstandere, der kom til Danmark uden deres egen stab af med-hjælpere. Særlig synlig — og højlydt — var han, når en af hans drenge var i ilden. Han gik op i begivenheden med liv og sjæl — med højlydte opmuntringer, gode råd og tilhørende fagter.

Jacobsen blev en overgang totalt uarbejdsdygtig efter at have pådraget sig tyfus, men ved sit gåpåmod og kendskab til genoptræning fik han sin fulde førlighed tilbage.

Efter sin død i efteråret 1923 (død 17. oktober 1923) bragte nekrologerne antydninger af, at Jacobsen i sine sidste år ikke havde haft det så let. Det pinte ham nok, at han ikke længere kunne trænge ordentligt ind til den unge generation af sportsudøvere. Dette skyldtes nok så meget at denne tids unge mest så ham som en stædig gammel mand med forældede holdninger til opdragelse, disciplin og sportsudøvelse, og egentlig slet ikke var klar over, hvilken betydning Jacobsen havde haft for dansk idræt — og især boksningen — i tiåret efter århundredeskiftet.

© 2003. Uddrag fra De Glemte Helte, profiler fra dansk professionel boksning 1896-1930.