Jim Smith, biografi

Når P. L. Jacobsen tages i ed som amatørboksningens sande pionér i Danmark, må man endelig ikke glemme Jim Smiths betydning. Jim er ubestridt grundlæggeren af professionel boksning herhjemme, men i den første tid, hvor det i det hele taget gjaldt om at få nogle sjæle til at interessere sig for sporten, var Jim en af de væsentligste inspirationskilder.

Jim, hvis egentlige navn var Johannes Jørgensen, blev født i 1867 (født 1. februar) i Danmark. Som 14-årig blev han sendt til søs og endte på denne måde i Australien, hvor han rømte skibet. Her lærte den unge Johannes at bokse i Larry Foleys lokaler. Foley anses som australsk boksnings fader. Den unge knøs fik formentlig ikke lektioner af Foley selv, men efter eget udsagn til gengæld af Peter Jackson, en anden af boksesportens markante profiler .

Et par ord om Peter Jackson vil måske være på sin plads på dette sted da han, udover at have haft indflydelse på skolingen af Danmarks første professionelle bokser, også havde en anden tilknytning til Danmark. Jackson blev født i Christiansted på St. Croix i 1861 — på et tidspunkt hvor De Vestindiske Øer endnu var i dansk besiddelse. Jackson, der selv havde arbejdet som sømand, endte imidlertid Australien, hvor han lærte at bokse. Han kom snart til at vinde anerkendelse som en af tidens bedste sværvægtsboksere. Han drog til USA for at få en kamp med John L. Sullivan, den amerikanske bareknuckle champion of the world. The Strong Boy vendte imidlertid ryggen til udfordringen fra Jackson under dække af, at han havde svoret aldrig at kæmpe mod en farvet bokser. At Sullivan ville have fået sin sag for, fremgår af nogle af de kampe Jackson i stedet deltog i. George Godfrey, indehaver af det farvede verdensmesterskab, blev stoppet i 19. omgang i 1888. Senere samme år knockout besejrede Jackson også Joe McAuliffe. I 1891, da han pga. det søde liv udenfor ringen ikke længere var på sit højeste, boksede han ikke desto mindre uafgjort over 61 omgange mod James J. Corbett. Lidt over et år senere detroniserede samme Corbett John L. Sullivan i hvad der vel egentlig kan betegnes for den første VM-titelkamp i sværvægt efter moderne regler (Queensberry-reglerne). På baggrund af sin sejr over Frank Paddy Slavin i maj 1892 anerkendes Jackson den dag i dag i visse kredse som værende berettiget til titlen som egentlig verdensmester.

For nu at vende tilbage til Jim Smith, så havde Jackson inden han rejste til de Forenede Stater fået øje for Jims evner, og lovede danskeren en lys fremtid som bokser. Smith gjorde Jacksons profeti ære ved at vinde et amatørmesterskab for det sydlige Australien.

Kort tid efter valgte Jim at blive professionel nævekæmper, og lagde ud med en række glimrende sejre i sit adoptivland.
Senere rejste han til USA og boksede i forskellige stater; her blev han også et godt navn. Der fulgte også kampe i England og atter flere i Australien, førend han besluttede sig for at vende tilbage til sit fædreland i efteråret 1895.

Efter at have givet en bokselektion for Athletklubben Hermods bestyrelse begyndte Jim som lærer i klubben, med Johannes Hindsberg som sin første elev. Det forholdt sig sådan, at A.I.K., med P. L. Jacobsen som lærer, i vinteren 1895-1896 rykkede ind i Sortedamslund på Nørrebro, samme sted som Hermod havde sine aktiviteter. En boksekamp mellem de to respekterede lærere var derfor nærliggende — og blev en realitet efter at Jacobsen udfordrede den langt mere erfarne Jim.

Denne, Danmarks første professionelle boksematch, blev arrangeret under ganske primitive forhold. Selve bokseringen bestod af fire stole, hvorom der blev spændt sejlgarn. Vægten gik man heller ikke så meget op i; P. L. Jacobsen vejede omtrent 5 kg mere end Jim, som til gengæld var 12 år yngre end Jacobsen, der på dette tidspunkt var over de fyrre. Jim havde medbragt to par handsker, som var stoppet ud med krølhår, men Jacobsen insisterede på at benytte sine egne handsker, der var forede med tang. Hvad selve kampen angår, varede den 4 omgange á 2 minutter, hvorefter Jacobsen måtte give op for den yngre rutinerede profbokser. Jacobsen tog efterfølgende selv nogle lektioner hos Jim Smith.

Jim og hans elev Johannes Hindsberg blev efterspurgte undervisere i andre københavnske idrætsklubber, som nu også ønskede boksning på programmet. Desuden startede Jim selv en egentlig bokseklub — Olympia. Oplæring i boksningens kunst skete her på den hårde måde. Selv begyndere måtte lære at ”tage øretæverne i den rækkefølge de falder.” Jims mest succesfulde elev, Richard Christensen, senere kendt under navnet Dick Nelson, fortalte således om sin første tid i Olympia: ”Og det kan nok være, øretæverne faldt tæt i Olympia. Folk som Johannes Hindsberg, Frederik Hansen og Marius Brun for ikke at tale om Lauritz Rasmussen, der stødte kraftigere end en bryggerhest kan sparke, kløede mig på det grufuldeste 3 gange om ugen, men jo mere de tampede løs på mig, jo mere begejstret var jeg for the noble art”. Køllesving indgik også i træningen af de aspirerende boksere.

Jims første elev og senere træner-assistent blev i 1897 erklæret professionel under lidt pudsige omstændigheder. Dette skete ved en opvisning på Amager, hvor Jim og Hindsberg skulle bokse mod hinanden. På denne tid var man meget nøjeregnende med overholdelsen af de amatør- og ordensregler, som var blevet udstukket af D.I.F. Jim havde ved denne lejlighed uheldigvis glemt at indhente den nødvendige tilladelse til at lade en amatør og professionel bokse opvisningskamp, og da Jim efter ‘kampen’ gav Hindsberg en daler til at købe øl for, var hans skæbne beseglet; hans amatørstatus røg sig en tur. Dette skulle imidlertid ikke være sidste gang, at amatørunionen foretog sådanne snæversynede afgørelser.

Boksesporten havde trange kår, særligt i disse tidlige år, og udover, at det kunne være sin sag at skaffe polititilladelse til et stævne, så var der mangen en københavner, der opfattede boksere som slagsbrødre, snarere end sportsmænd. William Sørensen, kasserer for Dansk Atlet-Union og tidligere elev hos mesterbokseren, genfortalte i 1935 et par historier, der giver indtryk af, at Jim heller ikke altid gjorde sagen lettere for sig selv. Efter at William Sørensen havde skaffet tilladelse til en bokseopvisning hos den fungerende fuldmægtig hos politiet, skulle Jim Smith bruge en frivillig: «Valget var uheldigvis faldet på mig. Når jeg siger uheldigvis, var det fordi Jim var kolossalt stærk og ikke behagelig at møde, hvis han var halvfuld. Dertil kom, at han havde en gevaldig øvelse i at slå øret løs bagfra, idet modstanderen dukkede. Det blev i således nakkeslag i stedet for kæbestød. Nå, lige som vi skulle til at begynde – vi var præsenteret på tribunen – kom der to betjente travende gennem salen med hævede stokke og med kraftige røster fremtordnede de: ›Stop, boksekampen er forbudt!‹ Birkedommeren var uheldigvis kommet hjem om aftenen og gav straks kontraordre, hvorefter de to betjente blev sendt af sted. Publikum larmede, og Jim råbte: ›Er det ikke synd, jeg ikke kan få lov at vise, hvad min bedste elev har lært?‹ Tilskuerne holdt med Jim, men glad var jeg, for den dag var Jim netop halvfuld, og så var han ikke en af de gode.»

Også Jims eget initiativ, Olympia, stod for skud da klubben blev benyttet til med Jim selv i en professionel boksekamp, og amatørunionen gjorde indsigelse. Resultatet blev, at Olympia ikke længere kunne fortsætte i amatørregi.

Jim Smith fortsatte med at arrangere professionelle kampe herhjemme med sig selv som deltager. Han hjalp også Richard Christensen i gang med sin karriere som professionel ved at arrangere hans debutkamp mod George Dixon.

Det var ved et stævne i Arenateatret februar 1905, at Richard blev erklæret professionel, kort før han skulle have deltaget i amatørmesterskaberne. Jim manglede et par folk til at sekundere ham i en kamp mod englænderen Jack Kingsland; da Richard tilbød sig, kvitterede amatørunionen med at inddrage hans licens. Endnu et eksempel på hvor strikst amatørreglementet blev forvaltet på den tid.

Stævnet med Jim Smith vs. Kingsland blev et tilløbsstykke, og bød på en del spændende momenter, da den 10 år yngre englænder formåede at give svar på tiltale. I de første omgange havde kampen dog mest af alt karakter af brydning, da Kingsland hele tiden søgte ind på kroppen af Jim. Ringdommeren, der var på besøg fra New York, havde sit hyr med at få skilt de to boksere ad, når de samtidig forsøgte at låse hinandens arme og få stød ind. Fra 5. omgang ændrede Jim taktik til mere rendyrket boksning, og publikum var i resten af kampen vidne til talrige slagudvekslinger — med entusiastiske bifald hver gang den ene fik et stød ind på modstanderen. Efter de aftalte 10 omganges boksning opstod der en del tumult. Dette skyldtes dog ikke at publikum havde været utilfreds med kampen, men at ringdommeren tilsyneladende havde misforstået, hvilke regler der blev bokset efter. Det var på forhånd aftalt, at i tilfælde af at kampen gik 10 omgange, skulle der afsiges en pointafgørelse. Kampen nåede imidlertid sin afslutning uden at nogen af de to fightere havde været i problemer undervejs, og da dommer Larson ikke kunne bestemme sig for, hvem der havde klaret sig bedst, forlangte han, at de skulle kæmpe en ekstra omgang. Da Kingsland, hvad han ellers var ganske berettiget til, nægtede at bokse mere end der var aftalt på forhånd, erklærede Mr. Larson Jim Smith som sejrherre. Publikum jublede, men englænderen følte sig så uretfærdigt behandlet, at han kastede sig over dommeren; sekundanter ilede til, udenforstående blandede sig, og efterhånden væltede folk rundt i hinanden oppe på scenen i én stor forvirring. Publikum blev dog brat afskåret fra den ekstra underholdning, da et par scenearbejdere fik trukket teaterforhænget for. Efter et par minutter dukkede Larson frem foran tæppet og forsøgte at få ørenlyd. Han fik imidlertid ikke lov til at sige mange ord, førend han blev overdøvet af en hylekoncert. Der blev først ro i teatret, da Jim kom frem og ytrede, at han ikke havde noget imod at kampen blev betragtet som uafgjort.

Med det noget uafklarede resultat af deres første opgør taget i betragtning var det nærliggende at arrangere en revanche. Der herskede ingen tvivl om, at hvis kampen tilbage i februar havde været programsat til mere end de ti aftalte omgange, så ville Jim have løbet af med sejren. Da returkampen blev annonceret som værende over 25 omgange á 2 minutter, var Smith derfor en klar favorit, men trods dette var Odd-Fellow Palæets store sal stuvende fuldt, da stævnet gik i gang.

Appetitvækkeren, inden hovedkampen, var et 6 omganges opgør mellem Richard Christensen og Holger Hansen. Sidstnævnte debuterede som professionel ved denne lejlighed. Kampleder i opgøret mellem Jim og Kingsland var den bomstærke bryder Hans Heinrich Egeberg. Selve kampen blev præget af, at begge regnede med skulle gå de berammede 25 omgange. I de første tre omgange blev der ikke gået så hårdt til den fra nogen af de to, men i 4. fik Smith et kæbestød ind, der nær havde afgjort kampen. Englænderen blev dog formentlig reddet af at slaget faldt i omgangens slutning, så han kunne synke ned på sin stol i stedet for på gulvet. Efter at have tilføjet hverandre en blodtud i den følgende omgang begyndte tempoet atter at falde; bokserne forsøgte at spare på kræfterne til de senere omgange. Stemningen blandt publikum dalede tilsvarende — kun med en kort opblussen da Kingsland på et tidspunkt fik fanget Jims hoved i et armtag, og begyndte at slå løs med sin frie arm. Jim satte tempoet op over de sidste omgange, men da englænderen bestemt ikke var ueffen, blev der ingen afgørelse før tid. Som efter deres første kamp, blev domsafsigelsen omgærdet af forvirring. Tilsyneladende blev det overladt til kampens arrangør, Peter Schannong, at afgøre og bekendtgøre hvem kampens sejrherre var. Da hr. Schannong imidlertid ikke tog ordet, fulgte der flere minutters frustrerende uvished, indtil kampleder Egeberg endelig stillede sig op foran publikum og udråbte Jim som vinder på point.

De boksemæssige kvaliteter, som kunne tilegnes Jim Smith, var bl.a. hurtige næver, fin teknik, stor hårdførhed for slag og ikke mindst et godt overblik i kampens hede. Desuden var han helt igennem fair i sin boksning, og viste foragt for boksere, der så sig nødsagede til at ty til gemene tricks og forbudte kneb under en kamp. Han boksede meget oprejst og stift, men denne stil var karakteristisk for den tid, hvor Jim lærte sit fag. Publikum kunne ikke andet end imponeres, når Jim entrede ringen og selvsikkert stillede sig i sin ranke positur — klar til at møde sin modstander.

Da Jim Smith i 1910 havde en kamp mod amerikaneren Bobby Dobbs, var han bestemt i sin karrieres efterår. Det samme kunne imidlertid siges om Dobbs, der selv havde bokset siden 1875 — også som bareknuckle fighter, inden kampe efter Queensberry-reglerne blev altdominerende. I sine velmagtsdage var Dobbs en fin letvægtsbokser, og han slog bl.a. den fremtidige store letvægs-champion Joe Gans over 20 omgange i 1897. Han boksede også lige op med den senere weltervægtsmester Barbados Joe Walcott omkring århundredeskiftet. I England gjorde Dobbs endda krav på verdensmesterskabet i weltervægt, og havde her en række såkaldte titelkampe, som dog ikke blev opfattet med den store alvor i resten af verden.

Da kampen mod Jim Smith fandt sted var Dobbs altså en garvet veteran på omkring 50 år med mange hundrede kampe bag sig. Visse kilder hævder dog, at han var adskillige år yngre. Alderen til trods var amerikaneren ikke en mand som man skulle undervurdere; de mange års erfaring og kampe hjemme såvel som i udlandet gjorde, at han kendte til de fleste af de mange tricks, der kunne udføres bag tovene. Dette havde det danske publikum oplevet tidligere på året, da han uden større besvær havde knockoutet Holger Hansen i 4. omgang.

Jim Smith havde anderledes styr på tingene og gav en prægtig opvisning i boksningens kunst; han gjorde kun to fejl i løbet af kampen: den første var, at han valgte at skåne Dobbs i 5. omgang, da denne var ‘ude at svømme’, og i 11. omgang blottede han sig i et kort sekund, hvilket Dobbs udnyttede ved at lande en hård højre til Smiths kæbe — med pulveriserende effekt. Jim sagde selv efter kampen: ”Jeg havde negeren i min hånd i 5. omgang, men jeg ville ikke gå efter — jeg syntes tilskuerne skulle have en længere kamp at se. Så kom jeg selv til at undgælde for et øjebliks uopmærksomhed, men man kan jo ikke blive ved med at vinde.” Som altid havde Jim vist sig som en sand gentleman i ringen, men også Dobbs kunne tilskrive sig denne ære. Da Dobbs sendte Jim i gulvet i 11. omgang, rejste han sig for tidligt og var meget usikker på benene. Amerikaneren gav da Smith tid til at få ordentligt fodfæste, inden han afrettede den stadig groggy dansker med et enkelt stød. Dobbs gav efter kampen også Jim ret i, at kampen kunne have været afgjort i 5. omgang, hvis han selv var blevet ramt af endnu et stød.

Måneden efter fik Jim mulighed for at revanchere sig mod Dobbs i Berlin. Desværre var Jim denne gang så uheldig, at han slog skulderen af led i 12. omgang og måtte straks indstille kampen.

Senere fik to andre danskere mulighed for at genoprette balancen. Både Dick Nelson og Waldemar Holberg vandt over Dobbs i hhv. 1911 og 1912; dog var ingen af dem i stand til at stoppe ham. Bobby Dobbs afsluttede officielt sin boksekarriere i 1914 og døde uden en penny på lommen i Charleston, South Carolina i 1930.

Sin sidste egentlige boksekamp havde Jim Smith i maj måned 1912. Til trods for at han på dette tidspunkt var midt i fyrrerne, blev kampen fastsat til 20 omgange à 3 minutter. Hans modstander var en, ifølge avisreferaterne, drabelig neger ved navn Handy Johnson, som vejede over 90 kg og var omkring 20 år yngre end Jim. Selvom Johnson havde alle fordelene i rækkevidde, tyngde og alder, var han Jim teknisk underlegen — og danskeren havde ikke større besvær med at undgå de vilde sving, der kom flyvende. Efter 16. omgang erklærede Johnson, at han var blevet ramt for dybt og ville derfor ikke fortsætte. Der var dog ikke andre i Cirkus Bech-Olsen, som havde været vidne til et sådan slag — inklusive dommeren og Jim selv — og danskeren blev erklæret for vinder. En ganske fornem indsats — ikke mindst med tanke på, at Jim havde dyrket dette hårde erhverv i mere end 20 år.

Stadig ikke tynget af sin alder drog Jim i sommeren 1912 på turné i provinsen med Cirkus Bech-Olsen ledsaget af Dick Nelson — nyligt hjemvendt fra endnu en tur til USA. I de forskellige byer hvor cirkuset slog teltpælene i jorden, skiftedes Jim og Dick til at udfordre enhver tilstedeværende gæv ung mand til nævekamp, og der blev udlovet en pris på 500 kr. til den som kunne gå 5 omgange med aftenens bokser. Der var for det meste fup og fiduser med i spillet, da det normalt lykkedes at indgå en forhåndsaftale om, at udfordreren ville få lov til at gå et par omgange til ære for venner og bekendte — for derefter at opgive. Der var dog ind imellem nogle, som lod hånt om aftalen ved udsigten til de 500 dask, men i disse tilfælde var Jim stadig mere end kapabel til at håndtere situationen. Normalt havde udfordreren ikke meget begreb om boksning, og når Jim virkede tilbageholdende, tjattende med sin venstre, blev modstanderen gerne overmodig og endte med at fare hovedkuls ind i den ‘sovepille’ Jim stadig havde i sin højrehånd. I visse tilfælde, hvor ingen udfordrere meldte sig, skiftedes Jim og Dick til at agere udfordrer for hinanden. Disse kampe var dog altid fingerede og skal ikke opfattes som mere end opvisningskampe.

Senere på året fik Jim konstateret kræft i halsen, og efter et par måneders sygeleje døde han i januar 1913 (død 23. januar) — 45 år gammel.

En uges tid senere afholdtes et mindestævne i Olympia, til fordel for Jims efterladte, hvor der blev givet opvisninger i køllesving, boksning og brydning. Han blev begravet på Bispebjerg Kirkegård, og på gravstedet blev der 11 år senere placeret en flot mindesten til ære for den stilfulde bokser.

Efter at gravstedet blev nedlagt, sørgede betænksomme gravere for, at stenen fik lov at stå til minde om denne historiske sportspersonlighed. Desværre blev mindestenen skabt af et materiale, der ikke har kunnet modstå det danske klima. Vind, vejr og et tilfælde af vandalisme har gjort, at der ikke længere er et mindesmærke. Da gravmælet endnu kunne tydes lød det i sin helhed: ”Fra dreng øvet i en haard skole blev han bokser og indskrev sit navn blandt de bedste. Han var brav og uforfærdet.”

---

© 2003, 2019. Uddrag fra De Glemte Helte, profiler fra dansk professionel boksning 1896-1930.