Dansk boksehistorie, part 4 (1910-1919)

Nedenstående er et afsnit fra en kortfattet gennemgang af dansk professionel boksning i perioden 1880 til 1945 – oprindeligt udgivet i Det Danske Bokseregister, Professionel boksning 1880-1945 (© 2011, 2015)

 

Efter at have knockoutet Eddie Lang i en titelkamp i januar 1910 deltog Battling Nelson i et af boksehistoriens absolut legendariske opgør den følgende måned. Han havde aftalt at bokse ind til 45 omgange mod Ad Wolgast i Port Richmond, Californien. Året før var danskeren blevet gedigent udbokset af tysk-amerikaneren i en non-titelkamp, og de to boksere havde efterfølgende fået pisket en stemning op. De var derfor blevet enige om, at kampen ikke kunne afgøres på diskvalifikation. Dette satte sit tydelige præg på kampen – og den står som et af de mest brutale slag i boksehistorien. De to kombattanter skiftedes til at have overtaget, men efterhånden begyndte den ellers usårlige danskers kræfter at sive fra ham. Fra 35. omgang kunne Battling dårligt løfte armene for at slå, og næste omgang var begge hans øjne tillukkede, og sølet ind i blod. Ude af stand til at forsvare sig modtog danskeren slag efter slag i de følgende omgange, men han nægtede at gå ned. Til sidst forbarmede ringdommeren sig og afbrød kampen i starten af 40. omgang under Battlings nyttesløse protester. VM-titlen havde skiftet ejer.

Et andet sted i USA, i Baltimore, Maryland, trådte en ung mand med dansk tilknytning ind i et bokselokale for første gang. Hans navn var Johannes Gutenko. Han var født i København af polske forældre, og udvandrede til Amerika 10 år gammel. Der gik ikke lang tid før knægtens talent og tem-perament blev bemærket, og allerede i fra juli måned gjorde han bokseringene i sin hjemby usikre som Kid Williams.
Hjemme i Danmark mødte Jim Smith modgang. I oktober gæstede den garvede amerikanske bokser Bobby Dobbs København. Tidligere på året havde han uden besvær slået Holger Hansen. Jim Smiths forsøg på at sætte Dobbs på plads mislykkedes, da han efter at have domineret kampen var uopmærksom et kort øjeblik, og blev knockoutet i 11. omgang. Måneden efter rejste Jim til Berlin for at revanchere sig, men måtte opgive med en skadet arm.

Nu uden VM-titlen fortsatte Battling Nelsons tilbagegang, da han for første og eneste gang i karrieren blev talt ud af kamplederen – i en kamp mod briten Owen Moran i San Fran-cisco i november måned. Det var et tydeligt tegn på, at The Durable Danes boksestil efterhånden havde krævet sit offer.

Bedre var det gået for en anden dansker i Amerika. Dick Nelson havde leveret fine præstationer mod bl.a. Frank Picato og Leo Houck, og i september fik han tilkendt en avisafgørelse over Dixie Kid, der på dette tidspunkt stadig gjorde krav på VM-titlen i weltervægt. Dette skabte en del postyr, som gav genlyd i Danmark. Dicks manager gik endda så vidt som til at bekendtgøre, at danskeren nu gjorde krav på mesterskabet – alt for at promovere sin bokser.

Faktisk var offentlig professionel boksning i New York forbudt fra 1900 frem til 1911. Al boksning foregik i lukkede klubber, der krævede medlemskab før man kunne overvære eller deltage i boksestævner. Allerede på dette tidspunkt var der ofte tale om no decision kampe, men den egentlige no decision-æra startede med The Frawley Act i 1911. Hermed var boksning lovliggjort i New York, men under stringente betingelser: Kampene måtte maksimalt gå 10 omgange, og der måtte ikke afgives en officiel afgørelse, medmindre kampen blev stoppet før tid. I forvejen blev der kæmpet en del no decision kampe, men begrundelsen for tiltaget var at hindre, at der kunne spilles på kampene, hvilket skulle bremse korrumperede dommere og arrangerede kampe. Denne periode forløb frem til 1917.

Kid Williams, der ellers stormede frem med sejr på sejr, mødt modgang for første gang mod den noget tungere George KO Chaney i januar 1911. De mødtes atter senere på året, men også her sejrede Chaney. Dette skulle vise sig at blive de eneste regulære nederlag Kid kom til at opleve før han blev diskvalificeret mod Kewpie Ertle i 1915.

I løbet af 1911 besluttede en nygift Dick Nelson at vende næsen hjemad for at slå sig permanent ned i sit fødeland. I København revancherede han Holger Hansens og Jim Smiths nederlag til den ellers uforlignelige, men aldrende Bobby Dobbs med en pointsejr over 20 omgange.

Foråret 1912 stod i den 45-årige Jim Smiths tegn. I marts pointbesejrede den danske veteran en 23 år yngre ameri-kansk modstander over 20 omgange á 2 minutter. Et par måneder senere kunne endnu en sejr føjes til rekordlisten. Sin alder til trods tog Jim endog på markedsturné med Cirkus Bech-Olsen i selskab med sin tidligere stjerneelev Dick Nelson henover sommeren.

Forinden havde selv samme Dick dog taget handsken op, der blev kastet af Waldemar Holberg. Waldemar havde bokset en række kampe rundt om i Europa, bl.a. også med en sejr over Bobby Dobbs – og følte at han var gået så meget frem, at han nu kunne slå sin rival. Kampen, der fandt sted i juni måned i København, var langt mere jævnbyrdig end deres tidligere møde, men efter 20 medrivende omgange var der ikke tvivl om, at Dick Nelson kunne beholde sit Mesterskab for Danmark.

Carl Pedersen havde i sin tid lært at bokse hos Sprøjtefører Jacobsens søn Frank, og senere Jim Smith. Carl rejste til Tyskland for at blive rig på oplevelser. Oplevelser fik han masser af med optrædender som markedsbokser rundt om i Europa, men ind imellem havde han også reelle kampe. Alle facts er langt fra klarlagt, men i juni måned vandt Carl en bokseturnering i Prag, hvor sejrherren fik betegnelsen ”Mellemeuropæisk mester”. Finalemodstanderen var efter alt at dømme Alfred Lütze, selvom nogle kilder refererer til amerikaneren Frank Rose.

I oktober måned viste Kid Williams, at han var den førende i bantamklassen da han udboksede den regerende verdensmester Johnny Coulon over 10 omgange. Desværre for danskeren var det en no decision kamp, så han skulle have knockoutet Coulon for at annektere mesterskabet. I det mindste var det en moralsk sejr.

Året 1913 blev indledt med en sørgelig begivenhed. Den danske pionér, Jim Smith døde i januar som følge af strubekræft efter måneders sygdom. Ved et efterfølgende mindestævne optrådte bl.a. Jims mest kendte elev, Dick Nelson i opvisningskampe. Først mod amatørerne Johan Ekeroth og Valdemar Jensen, og dernæst 6 omgange mod Holger Hansen, hvor publikum blev vidne til et såkaldt dobbelt-knockout.

Årets største begivenhed var et boksestævne afholdt i Paladshotellet. Formålet med arrangementet var at præsentere overklassen for pugilismens mysterier. I den mondæne marmorsal kunne et bredt udvalg af samfundets spidser overvære danskerne Dick Nelson og Carl Pedersen besejre hver deres håndplukkede modstander. Arrangementet var dog ikke mere succesfuldt end at det ikke blev gentaget.

Senere på sommeren fik amatørmestrene Christian Christensen og Johan Ekeroth deres debut som professionelle – mod hinanden. Johan løb af med sejren, da Christian ødslede med sine kræfter og udmattede sig selv. Siden drog Christian til Amerika for at gøre sig et navn som Chick Nelson, mens Johan forsøgte at få karrieren til at hænge sammen på de hjemlige breddegrader.

Battling Nelson var langt fra den form der havde gjort ham til verdensmester, men han boksede ufortrødent videre. Det samme gjaldt hans nemesis, tysk-amerikaneren Ad Wolgast, der havde mistet VM-titlen i 1912. De mødtes for tredje og sidste gang i oktober måned 1913. Heller ikke denne gang lykkedes det for danskeren at få skovlen under Wolgast, som udboksede ham over 10 omgange. I det mindste var kampen markant mindre dramatisk end deres forrige møde.

I december, i The Ring i London, mødte Dick Nelson Dixie Kid for tredje gang. Det var et forsøg på at revanchere et nederlag som Dick havde lidt knap en måned tidligere i samme arena. Da blev kampen stoppet da danskeren pådrog sig en øjenskade. De boksede 20 intense omgange, hvorefter amerikaneren fik tildelt sejren under store mishagsytringer fra publikum.

1914 skulle vise sig at blive et år med flere flotte resultater set med danske øjne. Waldemar Holberg havde huseret i Australien siden sommeren 1913, og i januar 1914 kulminerede turnéen i en kamp i Melbourne mod Ray Bronson, der gjorde krav på VM-titlen i weltervægt. Waldemar dominerede amerikaneren over 20 omgange, fik tildelt sejren og kunne nu rent faktisk kalde sig verdensmester.

Nyheden nåede knapt nok til Danmark førend Holberg atter mistede pynten ved at blive diskvalificeret mod irske Tom McCormick samme måned.

Denne begivenhedsrige januar måned vandt den dansk-amerikanske bantamvægter Kid Williams desuden over Eddie Campi i Los Angeles, og kunne nu smykke sig med VM-laurbær ifølge europæiske IBU. Den universelt anerkendte mester var dog stadig Johnny Coulon.

Endnu en udenlandsk begivenhed med dansk stempel var da Dick Nelson i marts måned endelig fik tildelt en utvetydig sejr over sin amerikanske rival Dixie Kid i London, i en kamp der gik 15 omgange. Dette var fjerde og sidste gang de gik i ringen mod hinanden. Ellers var Dicks turné i England dette år en blandet oplevelse. Han blev disket mod Jack Goldswain, og tabte på points til den talentfulde Johnny Basham, samt Alex Costica og Harry Duncan. Nederlagene blev dog også suppleret af sejre – bl.a. en revanche over Goldswain.

Kid Williams, der formentlig med rette havde kunnet kalde sig verdens bedste bantamvægter i de seneste par år, fik nu endelig universel anerkendelse, da titelindehaveren Johnny Coulon ikke længere kunne undgå ham. I juni måned knock-outede danskeren Coulon i tredje omgang i en officiel VM-kamp, der fandt sted i Los Angeles.

Carl Pedersen, der i pressen ofte fik stavet sit efternavn ‘Petersen’, var med til at promovere boksesporten i Sverige. Blandt andet boksede han i august mod den populære styrke-atlet Calle Sven i Råsunda. Der var ingen tvivl om at Carl var teknisk overlegen, og svenskeren var farligst når han kunne komme til at bryde – eller når han slog for dybt. Efter gentagne advarsler blev Calle da også diskvalificeret for sine dybe stød mod danskeren. Det mest bemærkelsesværdige ved kampen var, at de to kombattanter enedes om at genoptage kampen da dommeren havde forladt ringen. Inden de kom for godt i gang trådte ordensmagten dog til og afbrød underholdningen.

Peter Eisenhardt var endt i New York som ung knægt, og inspireret af den lokale populære bokser Leach Cross besluttede han sig for at prøve lykken som pugilist i 1914. Sin første kamp havde han i oktober måned, hvor han vandt en avisafgørelse over Richie Ryan under sit ringnavn Pete Hartley.

Waldemar Holberg vendte hjem til Danmark for en bemærkning – og en kamp mod Dick Nelson kom i stand. Kampen blev bokset i december og endnu en gang slog Dick Waldemar i en actionfyldt kamp i den danske hovedstad. Selvom Dick ganske vist fik tildelt sejren efter de 20 omgange havde det været en meget lige kamp. Waldemar havde bestemt sine øjeblikke, og i 12. omgang rystede han endda mesteren kortvarigt med en god slagserie.

Den spændende kamp i december måned 1914 mellem rivalerne Dick og Waldemar lagde op til endnu et opgør. Dette skulle være det ultimative slag, og der blev lavet aftale om at kampen ikke kunne afgøres på point – en såkaldt færdig-kamp. I februar 1915 mødtes de så i Cirkus Varieté, og efter få omgange blev det klart, at Dick var ganske overlegen. Det tætbyggede energibundt, Waldemar, fortsatte standhaftigt, men var efterhånden medtaget af Dicks præcise stød, og i 15. omgang var han ganske usikker på benene. Det afgørende stød fra Dick sendte Waldemar gennem tovende, ud af ringen, og helt ned i orkestergraven, hvor han beskadigede sin skulder så han ikke kunne fortsætte. Mens han stod og ømmede sig gestikulerede Dick, at han skulle kravle op i ringen og fortsætte. Dette opfattede Waldemar som en hånende gestus. Og Dick var naturligvis ikke sen til at give svar på tiltale, da det blev antydet, at han skulle have skubbet sin modstander ud af ringen. Det var formentlig ved denne lejlighed, at Dicks og Waldemars forhold gik fra professionel rivaliseren til gensidigt personligt antipati.

Lorentz Hansen, der havde vundet flere danske mesterskaber som amatør, valgte at debutere som professional bokser mod Johan Ekeroth. Bemærkelsesværdigt, ikke alene overlevede letvægtsbokseren 15 omgange i ringen mod Johan – han udboksede og vandt en pointsejr over sværvægteren. Blot en måned senere var Lorentz i ringen i Brooklyn, New York og startede herved sin karriere som Larry Hansen.

Den type boksere, der voldte Dick Nelson de største kvaler var dem som var hurtige på benene, med lang rækkevidde, hvorfra de kunne ‘tjatte’ deres stød ind. Franske Auguste Degan, som Dick boksede mod to gange i 1913-14 var en sådan bokser. Carl Pedersen var endnu et eksempel. De mødtes i ringen tre gange. Første gang fik Dick ram på Carl i 5. omgang i en kamp der fandt sted i provinsen.

Deres næste opgør var mere højtprofileret og fandt sted i august 1915 på badeanstalten Helgoland foran ca. 1000 tilskuere. I løbet af de første 10 omgange fik Dick nærmest bokset ørerne af. Dick gik dog tålmodigt fremad, da den spinklere Carls trommende slag ikke gjorde skade. I 11. omgang fik veteranen bremset sin dansepartner med hårde træffere til mellemgulvet, hvilket gjorde, at kampen til sidst blev stoppet.

De boksede for sidste gang året efter i Odense. Her gik kampen tiden ud, men der var en del forvirring omkring pointoptællingen, så resultatet forblev uklart. Den officielle afgørelse kom dog til at stå som en sejr til Carl.

I Minnesota blev Kid Williams i september 1915 udsat for lidt modvind da han blev diskvalificeret for at slå for dybt. Modstanderen, Johnny Kewpie Ertle valgte herefter at gøre krav på VM-titlen på trods af, at der var tale om en ordinær no decision kamp. Ertles krav blev dog ikke taget alvorligt i de fleste kredse.

Kid forsvarede VM-titlen officielt for anden gang i december måned. Modstanderen var Frankie Burns – en bokser der matchede Kid med hensyn til aggressivitet, så der var fyrværkeri i bokseringen samtlige 20 omgange. Danskeren fik først tag i Burns i anden halvdel af kampen, så den endte uafgjort. Ved et efterfølgende opgør året efter vandt Kid over Burns.

Efter en amatørkarriere, hvor han havde høstet mange fine resultater, heriblandt to danske mesterskaber i mellemvægt, valgte Victor Dahl at starte som professionel i slutningen af 1915. Med 4 ½ måneds mellemrum boksede Victor sine to første profkampe mod Dick Nelson. De to kampe mindede meget om hinanden, og den talentfulde Victor havde megen ære af begge opgør. Men det var Dicks erfaring og udholdenhed der vandt over ungdom og styrke.

Efter det andet nederlag til Dick besluttede Victor sig for at prøve lykken i Amerika. Hans moder var nyligt død, og den talentfulde mellemvægter følte ikke længere, at der var noget der bandt ham til sit fædreland.

Kid Williams andet officielle titelforsvar var mod den dygtige Pete Herman i februar 1916. Kid havde tidligere vundet over Herman, tilbage i 1914, kort efter danskerens VM-sejr. Herman og hans folk var sikre på at billedet havde ændret sig – så sikre at de lod Kid håndplukke dommeren. Kampen blev så til gengæld bokset på Hermans hjemmebane i New Orleans. Mens Kid styrede kampen i de tidlige omgange var det Herman, der afsluttede bedst. Selvom de fleste tilskuere anså den lokale helt som vinder valgte dommeren at erklære kampen for uafgjort.

Harry Pierce, alias Christian Jørgensen, var også godt i gang med sin boksekarriere i USA. Han havde haft professionelle kampe siden 1913, og i 1916 var han forrygende aktiv. I løbet af hele året boksede han ikke mindre end 27 registrerede kampe – en hel del af dem var med få dages mellemrum. Hans bedste kampe var nok en knockoutsejr over den garvede Young Otto i juli måned samt kampen mod Leo Johnson i november. Denne kamp gik tiden ud og selvom en enkelt avis skrev, at Johnson havde klaret sig bedst, så var de fleste enige om, at det var Harrys kamp. Leo Johnson fik i øvrigt en kamp om VM-titlen året efter.

I januar 1917 mistede Kid Williams sit verdensmesterskab til Pete Herman efter 20 omganges boksning. I dette revanche-opgør var Kid i gulvet to gange, og udfordreren styrede kampen hele vejen, trods danskerens forsøg på at komme igen.

Måneden efter boksede Victor Dahl 10 omganges no decision kamp mod den ubesejrede Gene Tunney i New York. Tunney var endnu et godt stykke fra at have udviklet sig til den bokser, der kæmpede nogle forrygende brag med Harry Greb i letsværvægt og senere vandt VM-titlen i sværvægt, men han var stadig for stor en mundfuld for Victor.

I marts 1917 boksede Larry Hansen mod George KO Chaney på Baltimore-bokserens hjemmebane. At dømme efter de avisreferater, der strømmede til Danmark, var det en kontroversiel kamp, som blev stoppet før tid til fordel for Chaney. Det lagde op til revanche, som amerikaneren dog også vandt året efter.

I juni boksede Kid Williams en 6-omganges no decision kamp mod mesteren Pete Herman. Han boksede lige op med Herman, og den uafgjorte avisafgørelse gav Kid en smule moralsk oprejsning for de seneste to opgør mod Herman.

Battling Nelson afsluttede sin karriere som aktiv bokser i april måned i en VM-kamp mod Freddie Welsh i St. Louis. Battling skulle dog knockoute Welsch for at gøre krav på titlen, hvilket han ikke var i nærheden af. Tværtimod blev The Durable Dane udbokset af verdensmesteren kampen igennem.

Hen over sommeren besluttede to talentfulde amatørboksere at gå over til professionalismen. Den ene var Holger Hansens yngre broder Fritjof, der forgæves forsøgte at lokke Carl Pedersen i ringen. Carl var dog mere optaget af at forfølge sin spirende artistkarriere som Carl Brisson. Derfor debutere-de Fritjof mod selveste Dick Nelson i august måned. Det viste sig dog, at letvægtsbokseren havde slået for stort brød op. Efter at have leget katten efter musen i 11 omgange satte Dick knockoutslaget ind i 12.

Fritjof havde dog udstillet sine evner på bedste vis og blev i sin næste kamp modstander for Emanuel Malle Jacobsen, der også ville forsøge sig som pengebokser. Selvom Malle viste, at han allerede fra første færd havde luft til at gå 15 omgange, var det Fritjof som løb med sejren.

Året blev afsluttet med to gode kampe i København mellem Holger Hansen og Dick Nelson. Første opvisning i ren boksekunst blev erklæret uafgjort, og i den anden måtte Holger give fortabt i 21. omgang. Det var den hidtil længste kamp herhjemme.

I mellemtiden blev professionel boksning atter gjort ulovlig i New York, da bokseren Young McDonalds død medførte, at politikere med held kunne få presset et forbud igennem. Forbudet gav problemer for flere af de danske boksere, der benyttede New York som base, og de måtte søge kampe i andre stater.

Waldemar Holberg slog sig ned i Norge i 1917, hvor han fik beskæftigelse som træner. Han havde en række kampe i den Norske hovedstad Kristiania (officielt Oslo fra 1925), og vandt på sin adopterede hjemmebane over en række danskere – heriblandt Johan Ekeroth, brødene Fritjof og Holger Hansen samt Dick Nelson. Kampen mod Dick fandt sted i april 1918, og var deres fjerde og sidste opgør i ringen. Dommerens kendelse var i Waldemars favør efter 15 omgange, men den kamp som blev beskrevet i avisreferaterne gav et noget andet indtryk.

Victor Dahls forsøg på at blive seriøs contender til mellemvægtsmesterskabet led et tilbageslag, da han først tabte på point til Johnny Wilson i 1917 og efterfølgende blev knockoutet af amerikaneren i januar 1918. Victors beslutning om at slå sig med i USA på permanent basis betød også, at han begyndte at pleje andre interesser af betydning for en karriere efter livet som pugilist. Han lod sig indrullere i den amerikanske marine, hvor han endte som officer. Selvom han fortsat trænede og fungerede som boksetræner gik han ikke længere selv i ringen.

Efter at have været nærmest hyperaktiv hele 1916 havde Harry Pierce taget den lidt med ro året efter, og 1918 bød heller ikke på så mange kampe. Tilbage i oktober havde han fået en avisafgørelse over en anden dansker Larry Hansen, og i august 1918 boksede han 6 omgange mod George KO Chaney. Som ofte før i tætte no decision kampe pegede avisnotitserne ikke i samme retning. Én avis mente at det var Chaney som vandt, mens en anden beskrev hvordan Harry havde udbokset knockout-fænomenet fra Baltimore.

Der var nok flere, som havde haft kampen i danskerens favør, for måneden efter fik Harry mulighed for at bokse mod den ny verdensmester i letvægt Benny Leonard. Det var ikke om mesterskabet, men en 6-omganges no decision kamp, hvor Harry skulle knockoute mesteren for at gøre sit krav på titlen. Leonard var for hurtig og for snu til at lade sig fange af danskeren, som i det mindste kunne prale af at have delt ring med en af sportens fremtidige legender.

I København kæmpedes i december om DM-titlen i letvægt. Det var rivalerne Fritjof Hansen og Emanuel Jacobsen, der krydsede klinger endnu en gang. Med sine 25 omgange á 3 minutter kom det at stå som den længste kamp der er blevet bokset i Danmark, og det blev Fritjof, med en vægtfordel på over 4 kg, der vandt.

I februar 1919 var det nu Pete Hartleys tur til at møde den hårdtslående George KO Chaney. Chaney kom til at stå med en god statistik overfor danske boksere; helt tilbage i 1911 havde han jo vundet over Kid Williams, senere over Larry Hansen og nu fik han avisafgørelsen over Pete efter 6 omgange. Kun Harry Pierce fik krammet på Baltimore-bokseren.

Det var også i februar, at Dick Nelson led sit eneste regulære nederlag på dansk grund. Det var i en kamp mod Johan Ekeroth. De to havde bokset to gange tidligere i 1918, én kamp hvor Dick vandt og én der endte uafgjort. Denne gang ville Johan udnytte sine fordele til fulde. På trods af at de havde en forhåndsaftale om, at han ikke måtte veje mere end 69 kg, valgte Johan at undlade at pine sig ned i vægt vel vidende, at Dick ikke ville trække sig. Så ved at betale en bod på kr. 500,- til Dick fik Johan lov til at gå i ringen 7 kg tungere end sin modstander. Forskellen i vægt og styrke kom i sidste ende til at få afgørende betydning for udfaldet efter de 20 omganges boksning. Dicks motivation var i forvejen ikke helt i top da hans lille datter døde få måneder forinden.

I sensommeren var Waldemar Holberg atter på banen i Danmark, hvilket førte til to kampe i Idrætshuset. Først boksede han mod Johan Ekeroth uagtet at denne vejede 6 kg mere end han selv. Det var en lige kamp frem til midtvejs, hvor Waldemar efterhånden mistede pusten. Da Waldemar blev sendt til tælling i 15. omgang forivrede Johan sig, og ramte med et uppercut inden Waldemar atter havde rejst sig. Kampen blev under stor furore stoppet, og Johan diskvalificeret.

Næste kamp var til gengæld mod en modstander hvor Waldemar havde en væsentlig vægtfordel; Emanuel Malle Jacobsen. Malle, der egentlig var fjervægter klarede sig fornemt mod Waldemar, der gentagne gange modtog advarsler for at slå for dybt. I 4. omgang blev det for meget for kamplederen, der valgte at give sejren til Malle på diskvalifikation – endnu en gang med højlydte mishagsytringer fra publikum.

---

© 2011, 2015. Uddrag fra Det Danske Bokseregister: Professionel Boksning 1880-1945. Kan købes på Saxo.com