Danske bokserskæbner

Som stort set alle elitesportsfolk har boksere en udløbsdato, hvorfor det på et eller andet tidspunkt bliver aktuelt at skifte erhverv. Det var imidlertid langt fra alle på den tid, der kunne leve af at være professionelle boksere, hvorfor de ofte havde et arbejde ved siden af, hvilket gjorde overgangen til en normal tilværelse nemmere. Der er dog stor forskel på hvilken skæbne, der bød sig for de danske ringens helte.

Jim Smith, dansk professionel boksnings gudfader, var stadig aktiv i en alder af 45 år da han fik konstateret kræft i halsen, og han døde i 1913 af en følgesygdom.

Dick Nelson kom af dage allerede i 1922, blot 41 år gammel. Selvom den officielle dødsårsag var et slagtilfælde, er der god grund til at tro, at han tog livet af sig selv under en depression.

Johan Ekeroth kunne hverken genoptage boksekarrieren eller sit tidligere erhverv som brolægger efter sin indlæggelse i 1922. Det viste sig, at han led af en nyresygdom, der gjorde ham uarbejdsdygtig. Han holdt sig dog i gang, og kunne ofte ses som tilskuer til forskellige sportsarrangementer. De penge Johan havde tjent under sine kampe i Tyskland blev også investeret dér, og da inflationen i efterkrigstiden steg til uanede højder, blev hans tyske mark værdiløse. Venner og bekendte hjalp dog til at han ikke endte på fattiggården, men fik et udmærket liv med faste daglige rutiner. Fra 1960 og frem til sin død året efter var Johan indlagt på sygeafdelingen i De Gamles By i København.

Waldemar Holberg var så uheldig at blive invalideret efter et fald på en trappe i slutningen af 1920’erne. Waldemar og hans hustru havde ikke mange midler at gøre godt med efter Waldemar blev uarbejdsdygtig, men økonomisk støtte, bl.a. ved indsamlinger, gav mulighed for, at de kunne flytte ind i deres egen lejlighed i København. Senere blev Waldemar overført til De gamles By i København, hvor han døde i 1947.

Carl Pedersen holdt op med at bokse allerede inden opblomstringen af sporten i 1920’erne. Han gjorde sig til gengæld kraftigt bemærket andetsteds – først som danser og kabaretsanger, sidenhen i operetter og film. Han blev ganske berømt Verden over som Carl Brisson. Han døde i 1958 efter længere tids sygdom.

Emanuel Jacobsen mistede modet som bokser efter sin ulykke i Amerika, men etablerede sig som en udmærket kampleder, og ikke mindst som instruktør ved Malles Bokseinstitut, der kom til at ligge i Nørregade i København, og kørte i mange år.

Cordt Andersens boksekarriere blev afviklet i starten af 1930’erne. Odenseaneren blev boende i sin barndomsby, og havde fortsat tilknytning til sporten. Stadig, som 75-årig, frekventerede Cordt bokselokalet, hvor han hyppigt trakterede sandsæk og sjippetov.

Harald Nielsen havde ikke mange kampe som professionel i perioden 1926-1930. En skade i venstre håndled afkortede formentlig hans karriere. Harald var imidlertid snusfornuftig, og benyttede indtjeningen fra profkampene som startkapital til at indfri ambitionerne om at starte sin egen virksomhed. Han blev sæbefabrikant og drev en detailhandel.

Thyge Petersens korte orlov fra sin stilling hos politiet i Horsens var ikke nok til at komme til tops som professionel, til trods for promotor Valdemar Christiansens ihærdighed. Thyge vendte tilbage til politiet, men måtte i 1935 fratræde sin stilling pga. et fejltrin. I stedet åbnede han et bokseinstitut i København, som dog ikke kunne løbe rundt grundet konkurrencen fra det veletablerede Malles Bokseinstitut. Han flyttede tilbage til Horsens, fik arbejde som vulkanisør og fungerede som boksetræner den lokale idrætsklub. Senere fik han engagement i Odense. Thyge døde i 1964.

Carl Andersen og Einar Aggerholm døde begge under Besættelsen; ja sidstnævnte blev faktisk dræbt kort efter Befrielsen. Carl var i princippet stadig aktiv bokser da han døde under lidt uklare omstændigheder i 1944. Einar blev efter afslutningen af sin boksekarriere ansat som politibetjent i Odense i 1937. Som kriminalbetjent måtte han gå under jorden sidst i 2. Verdenskrig. I forsøget på at redde en såret kammerat i sikkerhed i en park i Odense blev han beskudt og dræbt af Hipofolk, der kæmpede en på det tidspunkt formålsløs kamp.

Battling Nelson mistede alt under Den Store Depression, efter Wall Street krakket i 1929. Han kom aldrig helt på fode. Han giftede sig igen og levede under trange kår i Chicago. I kortere tid havde han arbejde, men klarede sig ellers ved venner og bekendtes godgørenhed. Efter konens død blev Bat indlagt på en psykiatrisk afdeling da han blev erklæret senildement. Kort efter døde han. Det var i 1954.

I USA påvirkede den økonomiske nedtur også Larry Hansen, der var holdt op med at bokse i 1923. Der var forlydender om, at han arbejdede som kommunal gadefejer i midten af 1930’erne. Senere endte han som vognmand.

Kid Williams havde aldrig lagt penge til side under boksekarrieren, og havde intet tilbage da han sluttede med at bokse. Han forsøgte sig med en række jobs, men egnede sig tilsyneladende ikke til at holde på et almindeligt arbejde. Han blev dog boende i Baltimore. Efter at have levet fra dag til dag i en årrække fik Kid efterhånden helbredsproblemer og blev indlagt på et statshospital. Her døde han 69 år gammel i 1963.

Da Harry Pierce sagde farvel til bokseringen i 1922 havde han fortsat kontakt til sporten, da han ledte et træningingscenter for boksere. Han blev boende i New York State og arbejdede senere i et firma, der producerede udstyr til automobiler. Han døde i Syracuse i 1954.

Victor Dahl mistede efterhånden lysten til at bokse, bl.a. efter at hans manager Martin Julian døde i 1919. Victor læste kiropraktik, og åbnede efterfølgende sin egen klinik. Han kom til at tjene glimrende på at tilbyde kurophold i sit etablissement. Victor besøgte sit hjemland flere gange sidenhen – bl.a. i 1973, hvor han som 81-årig mødtes med andre tidligere amatørboksere fra Sparta, heriblandt Nick Clausen og Arne Sande.

Der gik ikke lang tid efter at Nick Clausen vendte hjem fra Amerika til han atter vendte blikket ud mod Verden. Allerede i 1928 var han fungerende landstræner for Finlands amatørboksere under deres forberedelser til OL. Tilbage i Danmark arbejdede han en tid hos Ford inden han endte i Tyskland og senere Norge. I 1943 havde Nick længere tids sygeleje, grundet efterveer fra en kraftig hjernerystelse. Han undergik senere en operation, og kom sig fuldstændig. Rent faktisk levede han i bedste velgående, og opnåede en alder af 89 år.

Chic Nelson havde sin sidste kamp i 1928, og rejste herefter til USA, hvor han opholdt sig i tre år. Det var dog i en periode, hvor Amerika var ramt af en kraftig økonomisk recession. Efter han vendte hjem gik der nogen tid, hvor han havde svært ved at skaffe sig et arbejde. Sidenhen hørte man ikke meget til ham, bortset fra da han vandt en stor tipspræmie i slutningen af 1940’erne. Chic døde i 1970.

© 2011, 2015. Uddrag fra Det Danske Bokseregister: Professionel Boksning 1880-1945. Kan købes på Saxo.com