Bokserne i skyggen

De boksere, der omtales mest på BOKSEHISTORIE.DK er typisk også de, som har fået størst opmærksomhed i pressen i den periode, hvor de var aktive. I mange tilfælde er det også de boksere, som har leveret de mest markante resultater i ringen. Deres præstationer skal dog i høj grad ses i lyset af de mindre prominente boksere, som de har stået på skuldrene af; de boksere, som aldrig nåede helt frem i rampelyset. Nedenfor nævnes en række af disse boksere.

Johannes Hindsberg var elev af Jim Smith, og blev professionel bokser ved et ‘uheld’. Efter en opvisning gav Jim Smith sin elev en daler til at købe øl, og det blev på den tid opfattet meget bogstaveligt som betaling for en boksekamp. En egentlig boksekarriere blev det så som så med, men han deltog en del som markedsbokser herhjemme og i udlandet – både i Tyskland og Østeuropa.

Hemming Hansen gik over til professionalismen samtidig med Waldemar Holberg efter at de begge havde forsøgt sig ved OL i London. Han og Waldemar debuterede ved semi-opvisningskampene i Tivoli Varieté i december 1908. Hvor Waldemar fik en succesfuld karriere som profbokser, boksede Hemming kun sporadisk som professionel.

Søn af sprøjtefører P. L. Jacobsen, Frank Jacobsen, indledte også en karriere som professionel bokser i 1910, og fik endda flere kampe i Tyskland, men døde inden han fik drevet det til noget.

Thorvald Hansen rejste til USA samtidig med Chic Nelson. Han var dog ikke så vedholdende som Chic. I det amerikanske blev hans ringnavn til Walter Hansen. Han var holdt op med at bokse da han vendte hjem til Danmark igen, muligvis efter en længere pause, han var nødsaget til at tage efter et kæbebrud. Tilbage i Danmark slog han sig ned som restauratør.

Vilhelm Jørgensen var en af de sekundaboksere, der i en længere periode var med til at levere opvarmingen til de Københavnske boksestævner. Han var ikke nogen spektakulær fighter, men leverede altid en brav indsats til de stævner, hvor han blev engageret. Jørgensens indgang til boksesporten var at træningen virkede forebyggende på en lidelse han døjede med. Han led af reumatisme, og lejlighedsvist var det tydeligt, når han gik i ringen. Så boksede han meget oprejst, komplet stiv i overkroppen, og heraf kom hans øgenavn Stive Jørgen. Ind imellem blev han også betegnet som Skive Jørgen, men det er usikkert om det var med fuldt overlæg, eller om det blot drejede sig om en journalistisk misforståelse. At han ikke kunne true de bedste danske boksere kunne bl.a. ses af hans utvetydige nederlag til Emanuel Jacobsen i 1919. Og selvom han godt nok kunne registreres for en sejr over forkæmpernes konge Poul Andersen i 1922 var det pga. en øjenskade. Men mod de andre forkæmpere gjorde han det godt – også når han trådte til i sidste øjeblik, og besejrede de fleste af sine rivaler, heriblandt Marius Faxøe, Robert Holm, Ove Jacobsen og Einar Møller. Han fortsatte aktiviteterne i ringen til han var pænt over de fyrre, formentlig i høj grad fordi hans helbred nød særlig godt af, at han vedligeholdt sin fine kondition.

Carl Hammerlund var altid god for at træde til når der skulle bruges en forkamp til stævnerne. Desværre bukkede han under for den spanske syge i 1919.

Alfred Jensen, der huserede ved de danske stævner i starten af 1920’erne, var en af de mere aktive forkæmpere vi har haft. Tilnavnet the human punching bag var måske ikke særligt flatterende, men understreger at han var utroligt hårdfør. Det var faktisk først mellemvægteren Svend Helgesen, der havde held med at stoppe Alfred. Derudover var Alfred altid klar til at træde til når en af de lidt større profiler havde brug for en modstander. Blandt andet mødte han Fritjof Hansen og Emanuel Jacobsen flere gange – en enkelt gang lykkedes det ham rent faktisk at kæmpe sig til uafgjort mod Malle.
Poul Andersen, også kaldet forkæmpernes konge, blev en overgang opfattet som en af vore bedste forkæmpere. Han overmandede bl.a. Alfred Jensen og Henry Proust-gaard, men kunne ikke stille meget op for svenskerne Martin Tancred og Gustaf Olander.

Emanuel Jacobsens broder, Ove Jacobsen, forsøgte sig også som professionel, men havde ikke helt det samme drive som Malle, og forblev i forkæmpernes rækker.

Brødrene Edmund og Otto Hansen rejste i 1922 med Emanuel Jacobsen til USA for at forsøge at komme til at bokse. Det havde dog mindre held med deres forehavende end Malle. Om de overhovedet fik gang i boksekarrieren er usikkert, men i alt fald blev Edmund hængende i USA, hvor han senere blev hotelbestyrer i Boston.

Harald Bahnsen var en dygtig amatørbokser, med to danske mesterskaber, der slet ikke udlevede sit potentiale som professionel. I sin første kamp blev han stoppet af Fritjof Hansen. Dernæst holdt han pause på 6 år inden han tog en alvorlig kamp igen. Denne gang i hovedkampen ved bokseselskabet Ringens debutstævne mod norske Georg Brustad, hvor han atter blev stoppet efter en brav kamp. Han var senere en hyppig gæst i ringen, dog ikke som bokser, men som yderst kompetent kampleder.

Marius Faxøe havde de fleste af sine professionelle kampe i 1920, men indkasserede flere nederlag end sejre. Han tabte bl.a. til Vilhelm Jørgensen, Ove Jacobsen og Fritjof Hansen.

Tom Jørgensen er et navn der ikke er skrevet mange ord om i den danske presse, og der er derfor ikke mange oplysninger om ham. Han boksede som letsværvægter i Tyskland i starten af 1920’erne, og tabte de fleste af sine kampe på knockout.

En bokser, der lige som Chic Nelson, vendte tilbage til Danmark efter et længere ophold i USA var Christian Arnoldi, eller Chris Arnold, som han blev kaldt når han boksede. Han udfordrede netop Chic Nelson til kamp, og her blev det tydeligt, at han ikke havde meget at byde på. Boksekarrierens højdepunkt har formentlig været, at han i en periode fungerede som sparringspartner for det franske fænomen Georges Carpentier. Senere forlød det, at han var bosat i Buffalo, hvor han arbejdede som inspektør for et stort bageri.

August Suhr gik over til de professionelles rækker i 1922, og udspillede sin boksekarriere på mindre end et år, med blot to kampe. Det var også ganske ambitiøst først at lægge sig ud med den erfarne Fritjof Hansen, og hernæst den hårdtslående Svend Helgesen. Han kom dog sidenhen til at fungere som en udmærket kampleder.

De nøjere detaljer fortaber sig godt nok i fortiden, men Patrick Percival Smith er et eksempel på en Dansk-Vestinder, som drog til Danmark, slog sig ned, og forsørgede sig, i alt fald delvist, ved boksning. På trods af, at han pga. sin mørke hudfarve udråbtes til afrikansk mester i boksning når han optrådte som markedsbokser i provinsen, så var han at opfatte som pæredansk. Som sådan leverede Percival dog ingen historiske præstationer som professionel bokser, og er derfor ikke helliget sin egen plads i historiebøgerne.

Eigil Bergstein rejste til Paris og gjorde Valdemar Haakonson med selskab. Her debuterede han som professionel, desværre med et nederlag. Selvom han optjente nogle sejre, blev det ikke rigtig et succesfuldt ophold, da han lige så ofte tabte sine opgør. Da han vendte hjem til Danmark indkasserede han flere nederlag på stribe til bl.a. Albert Holdt, Kaj Olsen og Carl Swensson.

Arne Sande, også kaldet Massa, havde en massiv erfaring som amatørbokser (bl.a. fem danske mesterskaber) da han valgte at blive professionel i 1930. Hans karriere blev dog i praksis afviklet i løbet af få måneder, hvor han havde tre kampe. I den sidste tabte Arne til den garvede professional Paul Czirson, som Einar Aggerholm knockoutede en måned senere. Trods udmeldinger om at han havde lyst til at komme i ringen igen blev det aldrig sidenhen til noget. Han fungerede dog som træner i forskellige amatørklubber. Arne levede frem til 1985.

Knute Christner, oprindeligt Knud Christensen fra Slagelse, startede som professionel bokser i Canada i starten af 1930’erne. Fjervægteren tabte mere end han vandt, men var altid god for en underholdende kamp. Han tabte bl.a. til den Canadiske fjervægtsmester Jackie Johnston, men ikke uden at have presset ham hårdt tidligt i kampen.

En af Knutes kammerater var Poul Hansen alias Poul Heilbuth, der også boksede nogle kampe i Canada. Poul vendte hjem til Danmark for at bokse ved et af Valdemar Chritstiansens stævner – dog uden at imponere med andet end sin hårdførhed.

Valdemar Krontoft, imponerede flere gange publikum og presse i midten og slutningen af 1930’erne, med med fin teknisk boksning, men han slog aldrig rigtig igennem. I 1940 forsøgte han sig mod Hirsch Demsitz, men måtte se sig udbokset af sin dygtige modstander.

---

© 2011, 2015. Uddrag fra Det Danske Bokseregister: Professionel Boksning 1880-1945. Kan købes på Saxo.com