Bobby Hanson, biografi

Den lille Bobby Hanson var en af de boksere man ikke hørte så meget om hjemme i Danmark, men han fik en pæn karriere ud af det i USA, hvilket er ganske imponerende — ikke mindst når hans lidenhed tages i betragtning. Dels var der knapt så mange penge at tjene i de små vægtklasser, men af ligeså stor betydning var det, at han ofte måtte håndtere modstandere, der vejede op til 10 kg mere end han selv, hvilket er et alvorligt ‘handicap’ i den vægtklasse Bobby tilhørte.

Som amatør boksede Robert Hansen, hvilket var hans rette borgerlige navn, for Sparta og vandt i 1912 danmarksmesterskabet i bantamvægt — første gang det blev afholdt. Vægtgrænsen var dengang på 52½ kg, og bantamvægt var på dette tidspunkt den laveste vægtklasse i Danmark; Robert vejede under 50 kg.

Snart efter lod den lille maler sig overtale af lokkende tilbud om de mange penge, der kunne tjenes i USA. Han drog til Amerika som 19-årig og anløb i Portland, MI. Efter lidt bryderier med at få den amerikanske emigrationskontrol til at forstå, hvad formålet med hans ophold var — han kunne på dette tidspunkt ikke et ord engelsk — blev han sluppet løs i det nye land. Der gik end ikke en uge, førend han fik sin første kamp — med en præmiesum på hele $1.

Med sig fra Danmark havde Robert — eller Bobby som han snart blev kaldt overalt — en skriftlig anbefaling fra Dick Nelson. Med denne i hånden opsøgte han Dicks tidligere manager Charles Lindberg, der ellers havde trukket sig tilbage fra denne virksomhed. Lindberg indvilgede i at forsøge at skaffe Bobby kampe, men der gik kun kort tid førend det blev svært at få engageret den ihærdige danske bokser. Antallet af boksere i sportens letteste division, fluevægt, var ikke stort, og Bobby havde snart fået ry for at være en farlig modstander pga. af sin slagkraft og energiske fighterstil. Da en del potentielle modstandere begyndte at styre udenom danskeren, blev det for alvor svært at holde gang i karrieren — ikke mindst fordi fluevægt ikke just var the glamour division of boxing mht. indtjening pr. kamp.

Bobby blev efterhånden mere og mere desillusioneret og vendte kort tid efter næsen hjem mod Danmark. Her bekendtgjorde han, at han var færdig med boksning. Trods dette udsagn havde han vist alligevel ikke slået boksningen helt ud af hovedet, for der gik ikke lang tid, før han atter tog til USA.
Denne gang fik han Leo P. Flynn som manager, og i en tid gik det rigtigt godt med at få kampe såvel som penge i kassen. Med sin base i Brooklyn, NY fik Bobby arrangeret, at både kone og søn kom over for at kunne slå sig ned der permanent.
Efterhånden fik også Flynn besvær med at skaffe kampe og dermed et ernæringsgrundlag for familien Hanson. Bobby, lige så energisk udenfor ringen som indenfor tovene, genoptog derfor med stor ildhu sit gamle erhverv som maler. Inden længe havde han fået stablet en sund forretning på benene, og boksningen gled mere i baggrunden.

Efter mere end tre år uden kampe besluttede Bobby sig for at gøre endnu et comeback.
Han havde hele tiden holdt formen ved lige med boksetræning i et lokale indrettet til formålet ved siden af forretningen. Anledningen for hans tilbagevenden til ringen var en udfordring fra en bokser ved navn Willie Spencer, og den lille dansker var ikke sen til at samle handsken op. Kampen gjorde så kraftigt et indtryk på de lokale promotorer, at Bobby straks fik tilbudt flere kampe. Flynn var tilbage som manager, og efter at have arrangeret en håndfuld kampe for Bobby fik han åbnet for en mulighed for at føre maleren frem til en kamp om verdensmesterskabet. Aftalen bestod i, at Bobby skulle bokse en eliminator mod Frankie Mason om retten til at møde bantam-mesteren Joe Lynch. Mason var nok Bobbys hidtil skrappeste modstander — et års tid tidligere havde han gået en 12 omganges no decision kamp mod verdensmesteren i fluevægt, Jimmy Wilde.
Eventyret sluttede dog for Bobby, da han tabte kampen mod Mason, og han valgte at lægge handskerne på hylden for sidste gang — nu 28 år gammel.

Bobby var dog stadig involveret i boksning ved siden af sin daglige gerning som malermester, og fulgte også godt med i hvad der skete inden for sporten i sit hjemland.
I 1922, da Emanuel Malle Jacobsen kom til USA med intentioner om at slå igennem, tog Bobby gæstfrit imod sin landsmand og hjalp ham godt på vej til de nye udfordringer.

En af de få ting Bobby så tilbage på med fortrydelse var, at han aldrig fik vist sin fremgang tilbage i Danmark, hvor boksesporten nu var ved at vinde større popularitet end nogensinde.

© 2003, 2018. Uddrag fra De Glemte Helte, profiler fra dansk professionel boksning 1896-1930.