Markedsboksning i Danmark

Det var efter alt at dømme boksepionéren Jim Smith, der indførte markedsboksning herhjemme. Fænomenet var kraftigt inspireret af tilsvarende brydeforestillinger, hvor det på forhånd var aftalt hvem der skulle smide hvem. Menageriet turnerede på sæsonens markedspladser rundt om i provinsen for at slå lidt mønt på markedernes gæster.
Fremgangsmåden varierede, men den grundlæggende recept var altid den samme; en opråber, som piskede en stemning op, en mesterbokser og et telt, hvor det gjaldt om at få lokket så mange markedsgæster som muligt til at indløse billet til forestillingen. Og kampene, de blev aftalt på forhånd.

I nogle tilfælde kunne man tjene 100 kr, hvis man kunne knockoute forestillingens champion. Hvis bokseteltet havde et virkeligt godt navn, som f.eks. Dick Nelson, kunne det i stedet være at man ›blot‹ skulle holde ud i 3-5 omgange for at vinde 500 kr. Normalt hyrede man nogle af de lokale til at agere modige udfordrere. Det var egentlig en win-win situation. De unge løver fik vist deres mandsmod inden de frivilligt opgav, og fik tillige et par håndører under bordet, mens bokseteltet ikke risikerede at miste den udlovede præmie ved et uheld. I visse tilfælde, når ingen lokale ungersvende var friske, skiftedes medlemmer af boksetruppen til at agere udfordrer. På denne måde havde bl.a. Jim Smith og Dick Nelson mange opvisningskampe mod hinanden.

Når en lokal slagsbroder ind imellem ›glemte‹ aftalen og i stedet gik efter præmien, så måtte teltets champion på rigtigt arbejde, og udnytte sine evner til at give udfordreren en “huskekage”.

Senere var der også forestillinger, som til fulde udnyttede unge knøses ønske om at vise sig for lokalbefolkningen. Her lod mesterbokseren sig frivilligt slå ud efter et par omgange, så udfordreren kunne få oprejsning for de fornærmelser han blev udsat for forinden, og kunne lade sig hylde som dagens helt.

I 1931 blev det så endelig ved lov forbudt at afholde denne form for underholdning ved markederne. Markedsboksning fortsatte dog lidt endnu i udkantsområder, hvor man tog lidt lettere på den slags detaljer i lovgivningen.