Dansk boksehistorie, part 6 (1930-1945)

Nedenstående er et afsnit fra en kortfattet gennemgang af dansk professionel boksning i perioden 1880 til 1945 – oprindeligt udgivet i Det Danske Bokseregister, Professionel boksning 1880-1945 (© 2011, 2015)

 

Da Hans Holdt vendte hjem fra sit ophold i Paris ville manager Bonelli ikke slippe sit greb i ham førend han betalte et klækkeligt beløb for at frigøre sig fra kontrakten. I Danmark var Valdemar Christiansen stadig fokuseret på Knud Larsens karriere, så da Vognmanden Charles Hansen tilbød Hans en hovedrolle i sin nystartede promotorvirksomhed slog weltervægteren til. Det blev samtidig startskuddet til Danmarks første regulære promotorkrig – om end den var kortvarig.

På trods af at han forpassede sin chance for at komme til at kæmpe om VM-titlen tilbage i 1925, boksede Pete Hartley ufortrødent videre frem til 1930. I februar afrundede han sin boksekarriere efter omkring 180 kampe som professionel.

Også Knud Larsens skæbne som professionel bokser blev i praksis beseglet i februar måned. Her gik han i ringen mod den franske fjervægtsmester Robert Tassin. Efter at være blevet slået i gulvet allerede i slutningen af 1. omgang måtte Knud reddes af sekundant Malle i begyndelsen af den næste. Dette dramatiske nederlag sendte en mindre chokbølge gennem den danske sportsverden.

I marts måned fik Anders Petersen en uventet mulighed for at skabe lidt international opmærksomhed omkring sig selv. Den lille belgier Nicolas Petit-Biquet, der tidligere havde bokset i København som amatør, ville gerne møde Vidunder-barnet på dennes hjemmebane. Petit-Biquet var blandt Europas bedste i de helt lette vægtklasser, og havde på dette tidspunkt haft EM-kampe i fluevægt og bantamvægt. Anders leverede en af bokse-karrierens bedste præstationer, og havde stor ære af, at kampen gik tiden ud, men belgieren scorede dog bedst og vandt en utvetydig pointsejr.
Ved samme stævne knockoutede Hans Holdt en fransk-mand, og viste sit overskud da han tre dage senere var på Fyn og besejrede Cordt Andersen om DM-titlen i mellemvægt.

I juni fik Knud Larsen mulighed for at revanchere det neder-lag han led til Robert Tassin tilbage i februar. Trods at kampen gik længere end deres første opgør fik den samme afslutning. Franskmandens næver fandt vej til Knuds kæbe, som måtte i gulvet og reddes af sin sekundant i 8. omgang. Knud boksede yderligere tre kampe i 1931-32, men det var Tassin, der viste at danskerens tid som topbokser var ovre.

Knud Larsen er færdig i kampen mod Robert Tassin.

I sensommeren i Vordingborg agerede Cordt Andersen prøveklud for Kaj Axel, en letsværvægter hjemvendt fra Argentina. Kaj stoppede odenseaneren i 3. omgang. Vognmanden Charles Hansen fik endnu et godt kort på hånden da Einar Aggerholm indledte sin professionelle karriere i oktober måned med at knockoute svenske Freddie Lindström.

Da året gik på hæld kom den italienske bokser Primo Carnera på besøg i København. Ved modtagelsen på Hoved-banegården opstod kaos pga. det store opbud af nysgerrige. Op mod hundrede betjente var blevet udkommanderet for at holde ro og orden, men end ikke det var nok til at forhindre tumult, der både medførte materiel ødelæggelse, og at flere personer kom til skade.’Efterfølgende gav Carnera opvisning i Kæmpehallen – både en række øvelser i smidighed og styrke samt exhibition-kampe, bl.a. én med et komisk islæt, da det foregik mod den lille bantamvægter Anders Petersen.

Cordt Andersen (tv.) gratulerer letsværvægteren Kaj Axel efter dennes sejr.

På mindre end et år lykkedes det Vognmanden at føre Hans Holdt frem til en EM-kamp i weltervægt. Den regerende europamester Gustave Roth indvilgede i at rejse til København og møde Hans om titlen i januar 1931. Hans leverede en fin præstation, og det var faktisk først i de sidste omgange at kampen tippede over til belgierens fordel. Det er i den forbindelse ganske interessant, at Hans havde forberedt sig på en 12-omganges kamp, men i sidste øjeblik blev den berammede kamplængde ændret til 15 omgange. Havde Danmark haft sin anden europamester, hvis den oprindelige aftale var blevet bibeholdt? Ved samme stævne satte Einar Aggerholm praktisk talt punktum for Cordt Andersens boksekarriere, da han stoppede fynboen i 3. omgang.

Mens Vognmanden havde Hans Holdt og Einar Aggerholm i sit sold fokuserede Valdemar Christiansen nu på at køre de lidt tungere drenge i stilling til storkampe. Udover Kaj Axel, der havde bokset professionelt under sit ophold i Sydamerika, havde Valdemar Christiansen en kortvarig kontrakt med en anden letsværvægter, Thyge Petersen – Danmarks mest fremtrædende amatørbokser nogensinde. Thyge debuterede som professionel i 1930, blev ført aggressivt frem og havde bl.a. bokset en kontroversiel uafgjort kamp mod den britiske mester Harry Crossley i blot sin anden kamp. Kun to dage efter Hans’ usuccesfulde angreb på EM-titlen afholdt Valdemar Christiansen et storstilet stævne i Kæmpehallen – med de to letsværvægtere på programmet. Det var en aften, der ikke gik helt efter promotorens dreje-bog. Kaj Axel fik kun uafgjort mod Felix Sportiello, men afgørelsen var dog højst diskutabel, og affødte den største pibekoncert i mands minde. Værre gik det for Thyge, der kom i decideret modvind over for franske Eugene Alonzo, og tabte på point.

Arne Massa Sande, en karismatisk weltervægter, valgte at debutere som professionel i slutningen af 1930, næsten samtidig som Einar Aggerholm. Men allerede efter tre kampe var det slut. Et lidt skuffende nederlag til Paul Czirson i februar 1931 blev hans sidste kamp.

I maj måned var promotorkrigen afblæst igen, og der blev lavet aftale om at lade de rivaliserende promotorers topboksere mødes – en kamp mellem Hans Holdt og Thyge Petersen. Hans var nu fokuseret på at komme til tops i mellemvægt, og var ikke bleg for at gå ringen mod en letsværvægter – hvilket han i øvrigt havde gjort tidligere. Thyge havde bestemt mest at tabe ved dette arrangement, men han var presset idet hans professionelle karriere var på lånt tid. Han havde taget orlov fra sit arbejde som politimand, for at se om han kunne nå at kæmpe sig frem til en EM-titel – og tiden var ved at rinde ud. Efter en ydmygende gulvtur tidligt i kampen kom Thyge godt igen, og fik overtaget efterhånden som Hans blev udmattet. Kampen blev dømt uafgjort, og der er grund til at tro, at Thyge mistede motivationen efter dette resultat mod en bokser, der få måneder forinden havde bokset som weltervægter.

Sværvægteren Søren Petersen rejste i juni til Oslo for at bokse mod Otto von Porat. Det viste sig dog, at Søren ikke var nogen match for nordmanden. Med sin effektive boksning pillede von Porat systematisk Søren fra hinanden over fem omgange. Danskeren opgav på et tidspunkt, hvor kampen ikke længere havde nogen sportslig berettigelse.

Bokserne i Vognmandens stald: Einar Aggerholm, Hans Holdt, Mikkel Laursen og Egon Andersen.

I juli måned fejede den store sværvægter Primo Carnera bogstaveligt talt gulvet med en anden dansk sværvægter – Knute Hansen. Kampen blev stoppet allerede i 1. omgang. Knute havde kun vundet en enkelt kamp siden han blev stop-pet af KO Christner i 1928.

Henover sommeren, nærmere betegnet den 30. juli, stiftedes Dansk professionelt Bokseforbund. Der skulle dog gå en rum tid førend det blev taget seriøst af de aktive boksere og pressen manglede ofte også en forståelse for kontorets gøren og laden.

I oktober mødtes de to fremadstræbende weltervægtere Einar Aggerholm og Harald Nielsen, og det endte med at først-nævnte måtte indkassere profkarrierens første nederlag. Efter at have været totalt udbokset i 7½ omgange fik Einar endelig ram på Harald i kampens sidste sekunder. Rystet til sokkeholderne blev Harald dog reddet af den afsluttende gongong.

Thyge Petersen valgte at vende tilbage til sit civile erhverv og efterlod Kaj Axel som det eneste danske letsværvægthåb. Dette blev dog sat på prøve i november, da danskeren blev slået i gulvet tre gange i tredje omgang af belgiske Gustave Limousin. Efter første nedslagning fik Kaj endda hjælp af en lang tælling fra den lettere befippede kampleder. Kaj gik tiden ud, men indkasserede et utvetydigt nederlag.

I februar måned 1932 kunne promotor Valdemar Christiansen fejre et jubilæum af en slags; 50 boksestævner var det blevet til siden starten med Einar Korup. Det blev samtidig også stævnet, hvor Knud Larsen boksede sin afskedskamp. Danskeren viste ellers gode takter mod den tidligere franske fjervægtsmester Raymond Defer, og havde ikke problemer med at stå imod franskmandens offensive rushes, og slå effektiv kontra. Aftenens højdepunkt var Hans Holdt mod René DeVos. Belgieren var nok gået noget tilbage siden sine sejre over Chic Nelson i 1923 og ´24, men han leverede her effektiv afstands-boksning, der ikke tillod Hans at komme til fadet med sine kortere arme.

Søren Petersen var på visit i en dansk boksering for første gang i flere år i april måned. Han fik godt nok tilkendt en pointsejr over sin engelske modstander George Slack, men det var ikke en seværdig kamp, så det var ikke sådan, at Valdemar Christiansen havde en nyfunden publikumsmagnet på hån-den. I stedet vendte Søren tilbage til Paris med sin manager Albert Cré.

Københavnske Valdemar Haakonsen var rejst til Paris i midten af 1920’erne for at smede sin egen lykke som professio-nel bokser. Efter eget udsagn boksede han mere end 30 kampe over 5-6 år. Dog led han flere nederlag end han optjente sejre og fik aldrig et egentligt gennembrud. Valdemar inspirerede dog andre danske boksere til at tage et trip til den franske hoved-stad for kampe.

Efter at Valdemar vendte hjem til Danmark fik han ikke tilbud om kampe på trods af, at han åbenlyst ytrede ønske om det. Lidt besynderligt da en anden dansk forkæmper, Eigil Bergstein, der også havde opholdt sig i Frankrig på samme tid, fik flere prøvekampe Danmark.

Valdemar fik dog tilbudt en kamp i Sverige i juni 1932 mod Gustaf Björnsson. Svenskeren var sikkert stadig arrig over en kamp han for nylig havde tabt i Prag, og boksede meget aggressivt. Hårdt trængt fik Valdemar en øjenskade og måtte opgive i 5. omgang. Tilbage i Danmark åbnede han en bokseskole i København.

I oktober brast Kaj Axels titeldrømme, da han blev stoppet af franske Emile Lebrize i Paris. Han trak sig da også tilbage efter en uinspireret indsats det følgende forår.

Einar Aggerholm opholdt sig i Paris i samme periode som Kaj Axel og gjorde et noget bedre indtryk på det franske publi-kum. I sin tredje kamp dernede tabte han dog på point til Ali Ben Said. Einar havde dog forinden skadet begge fødder ved at løbetræne på de Parisiske gaders toppede brosten, og var ikke sit sædvanlige frembusende selv.

Efter at Einar vendte hjem var Valdemar Christiansen ikke sen til at se potentialet i et revancheopgør mod Ali Ben Said på danskerens hjemmebane. Araberen kom beredvilligt til København, sikkert i forventning om, at Einar var en overkom-melig opgave som ved deres første møde. Det var dog en helt anden Einar som Said stod over for i marts 1933. Opsat på at vise københavnerne sit værd brugte Einar mindre end to omgange til at tvinge sin modstander i knæ.

Promotor Valdemar Christiansen havde længe haft et ønske om en dag at få et ‘sværvægtshåb’ i sit sold. Med Poul Petersens entré i de professionelles rækker så det et øjeblik ud til, at Valdemar stod med et godt udgangspunkt for sine ambitioner. I træningssalen gjorde Poul et stort indtryk og efter en flot knockoutsejr i marts blev der endda gisnet om hvorvidt det var Einar Aggerholm eller Poul, der ville stjæle opmærksomheden i fremtiden. I de næste par kampe fremstod Poul dog ret endi-mensionel, og det viste sig, at han boksede på lånt tid. Han havde nemlig søgt og fået ansættelse i Købehavns Politikorps, og det umuliggjorde en sideløbende boksekarriere.

En anden promotor, Lindholm-Andersen, havde afholdt en række stævner i provinsen og ønskede nu at gøre sin entré i hovedstaden. Det gjorde han i april 1933 i Tivolis koncertsal. Det blev et glimrende stævne med Hans Holdt som hovednavn, men med flere genvordigheder end promotoren var vant til – med aflysninger fra boksere, problemer med tilladelser og udskydelse af stævnedato. Hans Holdt fik tildelt sejren over Claude Bassin efter 10 omgange, men slagudvekslingerne var så lige at afgørelsen nøgternt set kunne være gået begge veje.

Der blev også tildelt Dansk Professionelt Bokse-Forbund en del spalteplads, hvis udsending gav eksempler på kontorets nævenyttighed. Blandt andet forsøgte sekretæren i forbundet, Carl Mogensen (der havde fået øgenavnet Sovsen), at afkræve bokserne licens, mens de stod klar til at gå i ringen. Desuden meldte han efter stævnet at flere omgange i hovedkampen blev ringet af for tidligt. Dette var dog i modstrid med både den officielle og uafhængige observatørers tidstagning.

Mens Lindholm-Andersen fik mod på mere efter sit første københavnske stævne brændte han nallerne på det næste. I allersidste øjeblik meldte hovedkæmperen Hans Seyfried afbud til et møde med Hans Holdt, og det gjorde stor skade for publikums fremmøde. Bokserne kom til at kæmpe for en meget tom sal i Idrætshuset. Billetentréen beløb sig til 700 kr. (heraf skulle de 250 kr. betales i forlystelsesskat). Da leje af Idrætshuset kostede omtrendt 1000 kr. og bokserne forventelige gage lå på i alt 3000-4000 kr. stod Lindholm-Andersen tilbage med en ordentlig økonomisk begmand.

Ved et stævne i november i København havde Poul Heilbuth sin første profkamp i Danmark. Poul havde tidligere opholdt sig i Canada, hvor han boksede en håndfuld kampe under navnet Poul Hansen. Poul selv var tilbageholdende med at piske en stemning op omkring sine evner – og med rette. Han blev udbokset i alle omgange af sin tyske modstander Reinhard Leopold.

Ved de første par stævner i 1934 optrådte en bokser som blev introduceret som mr. X. Mystikken gjorde stor lykke hos publikum, og mr. X boksede under stort bifald uagtet, at han ikke viste nævneværdige tekniske færdigheder. Fascinationen forsvandt dog da mr. X blev knockoutet ved et stævne i Aalborg. Det viste sig i øvrigt at mr. X var en dansk-amerikaner ved navn Alex Brunnen.

I maj måned tog Einar Aggerholm en betydningsfuld kamp i Göteborg. Den fremtrædende svenske bokser Gunnar Andersson var tæt på at komme i betragtning til en kamp om EM-titlen i weltervægt, og Einar blev anset som et let bytte – formentlig pga. mindre overbevisende præstationer mod Lorentz Olsson og Gunnar Berggren i 1930-32. Svenskeren kom dog til kort, da han forsøgte at slugge med Einar, og blev faktisk godt og grundigt gennemtævet, ind til kampen blev stoppet i 9. omgang.

I et forsøg på at vise, at Einar var klar til en EM-kamp, blev han sat op mod den dygtige Nestor Charlier. Danskeren havde Charlier rystet et par gange, men kampen gik tiden ud og blev dømt uafgjort. Mange var dog af den opfattelse, at belgierens bedre teknik burde have givet ham overtaget. Knapt to måneer senere tabte Charlier til Gustav Eder om den vakante EM-titel i weltervægt.

Der var nu ingen tvivl om, at Einar var tæt på en udfordring af EM-titlen, da han i oktober måned pointbesejrede den østriske weltervægtsmester Karl Blaho i København. Det var en lige kamp, som nok var svær at dømme, med Einars sluggende hårde stød mod Blahos flotte teknisk betonede boksning.

Danskeren Gregers Gregersen havde bokset som profes-sionel i Canada siden 1932. I Januar 1935 vandt han som Greg Gregerson det canadiske mesterskab i fluevægt over Lamothe i Quebec.

Set med danske øjne var det dog en væsentlig større begivenhed da Einar Aggerholm endelig fik mulighed for at bokse om EM-titlen. Da Einar og mesteren Gustav Eder stod over for hinanden i Kæmpehallen var danskeren måske nok knuget af nerver, men han angreb som en løve. Eder var dog forberedt på Einars rushes, og fældede ham allerede i 2. omgang med præcise stød til hagespidsen.
Det gik ikke meget bedre for Hans Holdt, der stod næstøverst på plakaten denne aften. Han udboksede ellers den højere og tungere tysker Fred Bölk i de to første omgange, men i tredje blev han sendt i gulvet to gange – og stoppet.

Carl Andersen var blevet dansk amatørmester i 1934 og ville formentlig have fortsat, hvis det ikke var fordi en fængselsstraf for berigelseskriminalitet gjorde, at han blev udelukket fra amatør-boksning i al fremtid. I stedet fik han mulighed for at starte som professionel i 1935, og gik lige fra starten meget hyppigt i ringen. I sin anden kamp i bar overkrop tabte Carl dog til Vilhelm Bech i Århus, men da gik han også i ringen med influenza. Knap en måned senere fik han revanche mod Vilhelm i Folkets Hus i København.

Valdemar Christiansen valgte at kaste håndklædet i ringen i foråret 1935, hvilket gav plads til spekulationer om andre promotorkonstellationer, nu da monopoltilstandende tilsyne-ladende var brudt. Det blev translator Poul O. Nielsen, der først forsøgte sig, da han i maj arrangerede ikke mindre end tre DM-kampe ved samme stævne. Hirsch Demsitz vandt fjervægtstit-len fra Kaj Olsen, Carl Andersen vandt i letvægt over Carl Jensen, mens Vidunderbarnet Anders Petersen blev knockou-tet af Henning Jensen i kampen om bantammesterskabet. Desværre gav stævnet ikke noget overskud til den ny promotor.

Klar i kulissen stod imidlertid også Hirsch Demsitz’ bror, Nochim. Han forsøgte at arrangere stævner ved Jægerkroen ved Køge Landevej, og fik endda bygget en udendørs arena med plads til 9000 tilskuere. Men heller ikke for ham lykkedes det at etablere en rentabel forretning inden Valdemar Christiansen atter vågnede op til dåd.

Valdemar Christiansen var på banen igen med et stævne i Kæmpehallen i september måned. Det var Einar Aggerholms comeback-kamp efter nederlaget mod Eder i januar, som trak publikum til. Einar skulle møde sin tidligere modstander, Nestor Charlier, der havde givet danskeren en tæt kamp året før. Den belgiske bokser stod imidlertid over for en dansker uden den gnist, der havde drevet ham fremad før i tiden, og havde let spil. Efter 8. omgang signalerede Einar, at han opgav. Bagefter bekendtgjorde han: ”Nu er jeg færdig med boksning. Det var min sidste kamp.”

Nu da Einar Aggerholm havde kastet håndklædet i ringen blev det veteranen Hans Holdt sammen med de nytilkomne Carl Andersen og Hirsch Demsitz, som blev fanebærere for dansk professionel boksning – i en periode, der strakte sig ind i 2. verdenskrig. Også Valdemar Krontoft og Hans Drescher tog deres tørn i egenskab af forkæmpere.

I januar 1936 fik Hirsch Demsitz ‘hævnet’ Knud Larsen, idet han uproblematisk udboksede Robert Tassin over 8 omgange i København. Carl Andersen mødte op ude af form og måtte indkassere et sjældent nederlag mod den belgiske letvægtsmester Raymond Renard. I hovedkampen kæmpede Hans Holdt mod Einar Aggerholms banemand Nestor Charlier, og stik imod publikums og pressens opfattelse af kampens gang, tildelte ringdommer August Suhr belgieren sejren efter 10 omgange.
Resten af årets stævner blev ligeledes bygget op med basis i mindst to ud af boksetrekløveret Hans, Hirsch & Carl.

Den tyskfødte sønderjyde Hans Drescher boksede i welter-vægt og startede som professionel i 1934. Hans første ni kampe fandt sted i Sverige, Norge og Finland. I maj 1936 krydsede han klinger med Carl Andersen og tabte til sin talentfulde kollega på point.

Årets sidste stævne fandt sted i oktober, hvor ‘trekløveret’ var på plakaten. Nestor Charlier kunne endnu en gang vende hjem til Belgien uden nederlag i København, da hans kamp mod Hans Holdt blev dømt uafgjort. Carl Andersen mødte sit hidtil største navn i form af Gustave Humery, der hørte til blandt europas bedste letvægtere. Efter at være startet som en stormvind fik Carl mere modstand, og franskmanden fik efterhånden overtaget. Humery endte dog som en skalp på Carls rekordliste, da franskmanden blev stoppet på en øjen-skade i 7. omgang. Hirsch Demsitz vandt endnu en ubesværet pointsejr – denne gang over José Mico, der dog ikke var så imponerende som forhåndsomtalen lagde op til.

1937 var i sandhed et pauvert år for dansk professionel boksning. Blot tre stævner blev det til, hvor det primært var Hans Holdt og Hirsch Demsitz, der holdt gang i boksebutikken. Dansk professionelt bokseforbund, som havde et noget blakket ry, både blandt de aktive boksere og i pressen trådte til og stod for at arrangere de stævner, der trods alt blev afholdt.
Hans Holdt blev på dette tidspunkt afskrevet af mange op til sin kamp mod tyske Arno Przybilsky, et ungt fremadstormende talent. Danskeren leverede imidlertid overraskelsen da han udboksede sin yngre konkurrent. Han gentog bedriften mindre end en måned senere.

Ved årets sidste stævne i juli vendte letsværvægteren Thyge Petersen tilbage til ringen for en kort bemærkning. Hans Holdt måtte melde afbud i sidste øjeblik til hovedkampen, men Thyges kamp mod tyske Jupp Felten gav publikum fuld valuta for pengene. Det var tydeligt, at danskeren var rusten efter at have været ude i flere år, men der blev fightet for fuld kraft. Anden omgang var særlig dramatisk, da Thyge blev sendt i gulvet ikke færre end fire gange. Han kom sig dog hurtigt hver gang og havde senere i kampen tyskeren i alvorlige vanskelig-heder, uden dog at stoppe ham. Det blev til en pointsejr for Thyge – og samtidig sidste gang man så ham i ringen.

Thyge Petersen er sendt i gulvet for fjerde gang af den 7½ kg tungere Felden ved et stævne i 1937.

Fulde af ungdommeligt gåpåmod pønsede Hirsch og Carl Andersen på at rejse til Paris for at prøve lykken. Bekendt med situationen herhjemme var det alene problemer med at finansiere rejsen, der gjorde at de først kom af sted sidst på året. I Frankrig blev deres godtroenhed desværre udnyttet på det groveste af manager Al Francis. På trods af at begge boksere tog hårdt fat og boksede en række kampe i løbet af 1937-38 i Frankrigs hovedstad, så tjente de stort set ingenting.

Dansk Professionelt Bokseforbund viste sig fra sin gode side, da det fik opløst den hidtil gældende kontrakt mellem Hirsch Demitz og Carl Andersen og deres franske manager Al Francis i 1938. Det kom frem, at Francis havde ladet de to boksere gå for 50-100 kr. om måneden. Francis havde nok haft et fast greb om de to bokseres udfoldelsesmuligheder, men især Carl havde også udviklet sig teknisk, og blev om ikke andet en erfaring rigere.

Den finske bokser Sten Suvio, der vandt OL-guld i 1936, kom til at volde flere danske boksere problemer som professio-nel. I 1938 var han på besøg i København tre gange. Først slog han Hans Drescher, dernæst Hans Holdt. Hans Drescher fik dog oprejsning ved at pointbesejre finnen ved et stævne i november. Senere, under 2. Verdenskrig, mødte Suvio Henry Nielsen, Hans Holdt og Poul Kops, og det var kun førstnævnte der fik krammet på ham.

Årets store begivenhed var dog da Carl Andersen fik mulighed for at bokse om den ledige EM-titel i letvægt mod Aldo Spoldi i september. Carl havde hjemmebanefordel, da stævnet fandt sted i Forum, men italieneren lå højt på de internationale ranglister og var klar forhåndsfavorit. Det var 15 intense og meget lige omgange, så domsafsigelsen blev ventet med spæn-ding. Carls hjemmebanefordel var ikke til at se, da det kom frem at det var den danske sidedommer, som afgjorde kampen med dommerstemmerne 2-1 til fordel for Spoldi. Carl havde været en hårsbredde fra at annektere europamesterskabet.

Carl Andersen forsvarer sig mod Aldo Spoldi i 1938. Kampen var meget lige og Carl var tæt på at vinde EM-titlen.

Valdemar Christiansen lod ikke sine to esser gå tomgang. Både Hirsch Demsitz og Carl Andersen fik hårde modstandere til det første stævne i 1939. Hirsch vandt en pointsejr over Louis Prokazka, mens Carl kom op mod Joseph Populo – også kaldet den hvide Armstrong, for sin kampiver og udholdenhed. Han havde ganske vist ikke vundet et mesterskab, men havde besejret flere nationale mestre rundt om i Europa. På trods af pressens tvivl lykkedes det Carl at vinde en pointsejr – og endnu en gang slå fast, at han var blandt Europas bedste.

Hirsch Demsitz havde i dèn grad grad leveret varen de seneste år med sejre over flere stærke europæiske boksere. Oprindeligt satte Hirsch sig fjervægtstitlen som mål således, at han ikke kom i karambolage med Carl Andersens aspirationer til letvægtsmesterskabet. Men efterhånden blev det klart, at det ikke længere var sundt for ham at presse sig ned i fjervægt, så det var mere og mere oplagt at tidens to dygtigste danske boksere måtte tørne sammen.

I oktober fik Hirsch mulighed for at komme fri af Carls skygge, da de mødtes om danmarksmesterskabet i letvægt. Der herskede ingen tvivl om, at sejrherren ville stå stærkest næste gang en kamp om EM-titlen kunne komme i stand. Publikum mødte talstærkt op i Forum til det imødesete opgør. Hirsch var endda en kneben favorit til at vinde, men Carl bød ham på en overraskelse. I stedet for at storme frem ved kampens start som Carl havde for sædvane, boksede han afventende med et køligt overblik, der forvirrede Hirsch. Det blev dog en spændende og lige kamp, med Carl som overbevisende vinder efter de 15 omgange. Om det havde nogen større indflydelse på Hirsch’ præstation vides ikke, men få dage forinden var hans fader afgået ved døden. Ved samme stævne boksede Hans Holdt mod den tidligere europamester i letsværvægt, John Andersson. Hans førte stort på point, da han i niende omgang måtte opgive mod den dygtige svenske bokser, der også havde en vægtfordel på 6-7 kg.

Anden Verdenskrig medførte store omvæltninger i de euro-pæiske samfund, og Tysklands besættelse i april 1940 havde også en kraftig påvirkning af dansk sport. Professionel boks-ning døde næsten ud i Danmark i løbet af de fem års tid besættelsen varede, og det ødelagde karrieren for flere gode boksere. I perioden 1940-45 afholdtes i alt en håndfuld stævner; tre i ’40 (to af dem før besættelsen), et i ’41 og et i ’43 – hvilket gjorde det helt umuligt at fastholde boksning som levevej.

Ikke desto mindre var Carl Andersen endnu engang blot en hårsbredde fra at blive danmarks anden professionelle europamester. I februar 1941 mødte han østriske Karl Blaho i Sportpalast i Berlin. På trods af at Carls optakt til kampen mildest talt var uoptimal, bl.a. med sygeleje pga. influenza, boksede han lige op med mesteren, og sluttede faktisk kampen bedst. Dommen tippede dog i østrigerens favør, men kampen havde været så tæt, at der med det samme blev arbejdet på at arrangere et returopgør i København. Promotor Valdemar Christiansen bestræbelser var dog forgæves, da Blahos management krævede langt mere end et stævne i Danmark kunne bære.

I stedet blev Gustav Eder overtalt til at komme til København. Det betød at Carl skulle bokse i weltervægt. Det var Eder som tilbage i 1935 havde knust Einar Aggerholms titelaspirationer og han havde siden hen holdt niveauet som bokser. Faktisk varmede Eder op til mødet med Carl ved at knockoute Hans Drescher i Hamburg kort forinden. Kampen mod Eder var en af Carls mest inspirerede præstationer og det blev til en præsentabel uafgjort dom.

I 1942 var Hans Drescher i Leipzig for at bokse mod den regerende europamester i mellemvægt, Jupp Besselmann. Det var ikke en titelkamp, men Hans var aldrig en trussel for sin tyske modstander. I øvrigt havde Besselmann stoppet Hans Holdt året før.

I løbet af resten af krigen blev der som nævnt kun afholdt et enkelt stævne i Danmark – i 1943, med Hirsch Demsitz, Hans Drescher, samt de nye Poul Kops og Otto Winther på programmet. Sidenhen måtte Hirsch søge tilflugt i Sverige da han var jøde. Ellers var de danske bokseres aktiviter nærmest indstil-let. Udover en kamp hver for Hirsch og Carl Andersen i Sverige, var Carl rejst til Milano med meget kort varsel. Uden træning, og ved nærmest at være taget direkte fra togstationen til kam-parenaen, var den talentfulde bokser uforberedt og blev stop-pet for første gang i sin karriere. Det blev desværre Carls sidste kamp.

Carl Andersens liv endte tragisk og dramatisk endnu under den tyske besættelse. En aften i november 1944 kom Carl i håndgemæng med et medlem af Schalburgkorpset. Schalburgmanden trak to pistoler og affyrede flere skud mod Carl, som han dog undveg. Herefter fravristede Carl våbnene fra sin overfaldsmand, og tog dem med sig. Han skilte sig af med det ene skydevåben, og tog det andet med sig hjem.
Omtrent en uge senere dukkede en række folk fra Schalburg-korpset op på Carls adresse, mens han var hjemme. Mens de endnu var på trapperne gik et skud af i Carls lejlighed – han havde skudt sig selv i hovedet, og var død på stedet. Om det var et uheld eller om det var overlagt fordi Carl havde en formodning om hvad der ventede ham bliver aldrig fuldt opklaret. Men faktum er, at den 14. november 1944 mistede Danmark en af sine mest talentfulde boksere.

Carl Andersen var ikke det eneste prominente danske boksenavn, der døde under 2. verdenskrig. Også Einar Agger-holm måtte lade livet. Einar, som efter boksekarrieren sluttede havde søgt ind i politikorpset og endte som kriminalbetjent, måtte gå under jorden i 1944. Under tyskernes sidste krampetrækninger i 1945, havde nogle Hipofolk forskanset sig i en bygning i Odense, og såret en af Einars kammerater, som lå i den nærliggende ”Eventyrparken”. Da Einar forsøgte at bjærge sin uheldige kammerat blev han ramt af dødbringende skud.

Selvom krigens åg blev løftet i 1945 kastede besættelsen lange skygger over dansk boksesport flere år efter. Op til flere lovende boksekarrierer blev spoleret af de trange kår, som havde været.
I 1950’erne var der atter mulighed for at unge talenter kunne bryde frem, hvilket åbnede op for et helt nyt kapitel i dansk professionel boksehistorie.


© 2011, 2015. Uddrag fra Det Danske Bokseregister: Professionel Boksning 1880-1945. Kan købes på Saxo.com

184 tanker om “Dansk boksehistorie, part 6 (1930-1945)”

  1. Mais parfois, vous pouvez avoir un pic de LH au dГ©but de votre cycle, avant que le follicule ne soit prГЄt cytotec oral For example, the anterior part of the foregut with high SOX2 expression differentiates into esophagus and forestomach, while the low SOX2 expression gives rise to trachea and posterior stomach

  2. The team-chief must inform their colleagues the purpose of the big event to ensure that every one relevant parties comes with an understanding of why they are there and offers a way worth and importance, which will be key to a happy office.

  3. No doubt constructing a travel app with GPS feature will serve you uncountable advantages as mentioned above, but the decision might be efficient solely in case you hire an skilled cellular app improvement firm or a proficient developer.

  4. By 8:32 a.m. EDT, the storm system had moved into northwestern Pennsylvania, and the Storm Prediction Center (SPC) warned that as it progressed and encountered the hotter temperatures in the japanese a part of the state, there was a larger menace of extreme weather.

  5. Normally, the bodies of animals dwelling at great depths are adapted to excessive strain environments by having pressure-resistant biomolecules and small organic molecules present in their cells, often called piezolytes, of which TMAO is probably the most ample.

  6. The best thing about availing the companies of a widely known aircraft charter and administration company is that it gives its clients with full management over the functionality of the flight using the sources of its dedicated professionals.

  7. Newspapers and magazines are wonderful material for learners, since they generally don’t use fancy literary language (although there are exceptions; don’t count on to “get” some humour columnists for fairly some time).

  8. Free will is as obvious because the blue of the sky and the sour taste in your tongue; as apparent because the inspiration of the 9th Symphony and the passion for climbing Mount Everest.

  9. Brazilian Markets Crash of 1971 Jul 1971 Brazil Lasting through the 1970s and early-1980s, this was the end of a boom that started in 1969, compounded by the 1970s energy crisis coupled with early 1980s Latin American debt crisis.

  10. If you have a investing procedure that can properly predict sector path at all around 60 and above then doing dollars utilizing these solutions is not that tricky.

  11. All too frequent leaden skies poured our constant pinging rivulets that stored Raine running inside the home from bucket to rusty farm pail and then to the abandoned horse troughs she’d dragged from the rotting barn.

  12. Even more laudable were its newly standard four-wheel disc brakes with electronic antilock control (developed with the German Alfred Teves company), plus a new variable-rate shock-absorber system (called Automatic Ride Control) and standard 225/60VR16 unidirectional performance tires.

  13. The outdated saying that nothing lasts ceaselessly is true in terms of permanent options for deep, furrowed frown strains, however surgery supplies the closest alternative.

  14. The tour operators perceive your feelings and that is the explanation they arranged very properly organized tours to do lots of adventurous and pleasurable issues in the tour, because of this, vacationers enjoy the leisure time too much.

  15. He succeeded Marcus Rashford as Young Player of the 12 months in 2017 – the season he received the World Cup with England U17s in India – having develop into close friends while rooming together in digs when Gomes was playing at Beneath-12 stage.

  16. Single features from a number of elements: If a function is important, be certain that multiple parts can supply it — think of it as having a backup plan built into the farm.

  17. The Chancellor stated ‘only a really small number of agricultural properties’ can be affected, although the National Farmers’ Union warned the reforms could drive farmers to sell their household farms to pay the inheritance tax invoice.

  18. The WhatsApp privacy policy update is a basic bait-and-switch: WhatsApp lured users in with a sleek interface and the impression of privateness, domesticated them to take away their autonomy to migrate, and then backtracked on its previous commitment to privacy with minimal consequence.

  19. As an example, a very expensive infrastructure company may have had a high value when it was listed on the market while the economic interest rates were low during the business cycle peak.

Skriv et svar