Holger Hansen, biografi

Holger Hansen var en talentfuld bokser, som sandsynligvis kunne have drevet det vidt, hvis han havde fulgt Dick Nelsons eksempel og havde koncentreret første del af sin karriere i udlandet. Som Dick gik Holger over på et tidspunkt, hvor sporten endnu ikke havde fået tag i det danske publikum, hvorfor udfoldelsesmulighederne herhjemme var begrænsede. Hans pædagogiske evner lagt sammen med en stor bokseteknisk indsigt var en unik kombination, der til gengæld høstede ham stor anerkendelse. Han blev anset som en af de fineste trænere i dansk boksnings historie.

Holger blev som 18-årig introduceret til the noble art of self-defence efter at han havde meldt sig ind i Arbejdernes Idrætsklub.
Den spinkle knægt blev hurtigt bidt af at få opøvet sine færdigheder inden for denne sport og mødte troligt op til træning to gange om ugen for at blive herset rundt med i selskab af en håndfuld ligesindede med P. L. Jacobsen som indpisker. Holgers beskrivelse af træningsforholdene efterlader et indtryk af en sport, der før 1900-tallet endnu ikke havde opnået nogen særlig popularitet i de danske idrætsforeninger:
”Hvor var det hele primitivt der, i forhold til hvad der nu bydes de unge — et lille skummelt lokale så stort som en almindelig stue, og for resten en betonlagt gårdsplads, som vi altid, når vejret tillod det, helst benyttede. Med hvilken lyst og iver blev her ikke arbejdet, ofte var det langt ud på eftermiddagen før vi tog vort bad, som bestod i, at vi med spande overøste hinanden med vand lige fra posten. Badningen foregik i gården på alle årstider — snue og gigt var for os ukendte begreber.”

Den unge Holger må have været sprængfyldt med energi, for udover at dyrke boksning stod der også både løb og svømning på programmet — begge dele på konkurrenceplan.
Efter nogle kampe i klub-regi forsøgte Holger i 1900 at kvalificere sig til slutkampene i danmarksmesterskabet i amatørboksning. Ligesom forholdende i klubberne lod noget tilbage at ønske var konkurrencebetingelserne på dette tidspunkt ofte præget af, at sporten stadig trådte i sine barnesko herhjemme. Således også Holgers kvalifikationskamp mod Carl Jørgensen: ”Reglement kendtes vel nok den gang men fra ledelsens side toges der intet hensyn til dette; dommerne stod udenfor ringen og snakkede sammen, hver med en halv bajer i hånden, scoresedler kendtes ikke, og at Jørgensen og undertegnede væltede rundt på et sandbestrøet gulv og mulede løs på hinanden, ragede aldeles ikke disse herrer officials, som selv ikke havde fjerneste kendskab til det de gav sig af med. Da de tre omgange plus en ekstraomgang var til ende, pegede de på Carl og sagde: ‘Du har vundet!’, hvorefter de med et lunt grin skålede og drak ud.”

Fra 1902 var boksningen lidt i baggrunden, da Holger kom i marinen. Han havde tilsyneladende fået smag for livet på søen, for i de næste par år fortsatte han som sømand, ansat af et rederi med base i Liverpool, England. Dette gjorde at han ofte fik mulighed for at studere boksning på engelsk manér, da han benyttede enhver lejlighed til at gå til stævner i The Dale Street Boxing Club — det senere Liverpool Stadium, hvor Dick Nelson også havde nogle kampe.

Efter tre års fravær vendte Holger hjem til Danmark, hvor han genoptog boksetræningen. Han følte sig i så fin form, at han atter forsøgte at vinde et danmarksmesterskab. Denne gang deltog han i mellemvægtsklassen uagtet at han endnu ikke vejede over letvægtsgrænsen — og nåede frem til finalekampen, hvor han dog måtte se sig slået af Carl Hansen. Herefter blev han engageret som sparringspartner for Jim Smith, og fik snart efter også arbejde som bokselærer i A.I.K. og Hermod. På grund af dette kunne han ikke længere fortsætte som amatørbokser.
Holgers egentlige ilddåb som professionel bokser fandt sted i oktober måned 1905 mod en anden novice — senere berømt som Dick Nelson. Opgøret var programsat som forkamp til et opgør mellem Jim Smith og englænderen Jack Kingsland, og gjorde ifølge Politikens udsendte journalist ikke stort indtryk på de fremmødte:

Man er heller ikke kommen for at se letvægtsbokseren Richard Christensen, der nu sammen med en af sprøjtefører Jacobsens elever, Holger Hansen, træder ind i ringen for at udfægte en lille indledende kamp på seks omgange. Men man finder sig i kampen som en slags apéritif til den solidere anretning, og da Christensen er erklæret for sejrherre, venter man at se dagens virkelige kæmper gå løs på hinanden.

Mens Richard kort tid efter rykkede teltpælene til USA for at gøre sig en karriere som bokser, valgte Holger kun at søge kampe som kunne arrangeres med base i Danmark. Den kortere aktionsradius betød, at kampene kom til at foregå enten i Danmark eller Tyskland. Dette medførte, at kampdatoerne ikke faldt så tæt, men gav så til gengæld muligheden for at gøre så meget desto mere ud af hvervet som boksetræner.

I 1909 blev Holger knyttet til Sparta. Han havde efterhånden opnået et ry som en af amatørrækkens allerbedste trænere. Klubben blev snart den førende inden for dansk amatørboksning — formentlig ved en selvforstærkende effekt; Holger fik det bedste frem i sine elever, hvilket fik endnu flere talentfulde unge boksere til at melde sig ind i Sparta.
Frem til starten af 1920’erne var han med til at udvikle næsten alle de unge talenter, som gjorde sig bemærkede som professionelle. Selv Knud Larsen, der i 1929 vandt det professionelle europamesterskab, fik sin amatørmæssige skoling efter Holgers pædagogiske principper.
I 1914 (og det følgende år) gjorde bokserne fra Sparta rent bord ved de danske mesterskaber. Med så gode kort på hånden som Fritjof Hansen (Holgers yngre broder), Lorenz Hansen, Harald Bahnsen, Victor Dahl og Valdemar Jensen indlod klubben sig på at arrangere et internationalt stævne, og inviterede de bedste engelske amatørboksere til Danmark. Den første officielle bokselandskamp blev først afviklet i 1917, men da landets bedste boksere hørte til Sparta, blev stævnet opfattet som en dansk-engelsk landskamp. Under Holgers ledelse vandt Danmark kampen 4-1.

Selvom Holger Hansens største bidrag til boksesporten herhjemme har været på trænerfronten, deltog han i en række interessante kampe som bokser.
Han kæmpede bl.a. en håndfuld gange mod Waldemar Holberg — første gang var kort efter Holbergs debut som professionel. I april 1909 blev Holger udsat for seks omganges stormvejr, hvor Holberg ihærdigt forsøgte at løbe sin modstander over ende, men Holger holdt stand og kampen blev til slut erklæret for uafgjort.

Deres næste mellemværende fandt sted 2 år senere — nu var det som hovedkamp, berammet til 15 omgange á 2 minutter. Den nu mere erfarne Holberg havde denne gang større held med at presse Holger Hansen; i 4. omgang fandt Holbergs næve Holgers kæbespids, og kampen var slut.

I 1910 havde Holger to opgør mod amerikanske Bobby Dobbs, som også boksede mod Jim Smith, Dick Nelson og Waldemar Holberg. Det var to hårde kampe, hvor danskeren måtte give fortabt. Med Holgers egne ord: “Det var nede i Berlin da jeg i 1911 mødte negeren Bobby Dobbs for anden gang. Han havde slået mig ud på AB’s bane og nu skulle vi have revanchekamp i Berlin.

Men jeg tabte igen. Det var en mægtig hård kamp, jeg var selv i gulvet flere gange før jeg blev slået ud i 14. omgang, men jeg havde også ham nede i 14. omgang. Vi boksede på et parketgulv, og jeg slog mig forbandet når jeg faldt. Et par gange knaldede jeg nakken i brædderne. Jo, det var en hård tur.”

Udover sin debutkamp havde Holger yderligere kampe mod Dick Nelson. I 1913 boksede de i Berlin, hvor Dick ikke overraskende sejrede. Deres mest mindeværdige opgør var dog to kampe, der begge  fandt sted i 1917, da Dick var vendt tilbage til Danmark på permanent basis.

Som Holger var Dick en meget stilren bokser og i deres første kamp leverede de en prægtig opvisning i boksningens kunst. Kampen var blottet for desperate forsøg på at komme ind med kraftfulde enkelttræffere — slagene faldt i præcise serier. Snart havde Holger overtaget, og snart var Dick ovenpå. Selvom der ikke blev udgydt en eneste blodsdråbe, betegnede en journalist fra BT kampen som ”den mest underholdende professionelle kamp, der nogensinde er set i Kjøbenhavn”. Hvilket belæg reporteren havde for dette udsagn kunne bestemt diskuteres, men faktum var, at der efter hver enkelt af de 15 omgange blev tildelt de to veteraner et bragende bifald fra det entusiastiske publikum. Da de 45 minutters aktivitet var vel overstået løftede ringdommer Charles Hansen begge bokseres arme i vejret som tegn på uafgjort kamp. Som et lille kuriosum kan det nævnes, at det var Holgers fader, som slog gongongen an og tog tid.

Da Danmarks to fineste bokseteknikere atter gik i ringen var kampen programsat til 25 omgange. Holger opbyggede et kraftigt pointforspring gennem første halvdel af kampen — og ved 17.-18. omgang stod det klart, at Dick umulig ville kunne indhente ham. Den langt mere rutinerede Dick havde dog lurepasset i de forgangne omgange, og da kampen rundede 20. omgang satte han et tempo som Holger slet ikke kunne følge. I 21. omgang var Holger på randen af knockout, som følge af The Fighting Dane‘s hårde pres, og en meget udmattet Holger blev reddet af Fritjof Hansen, der agerede sekundant for sin broder.

I 1918 boksede de i Norges hovedstad, Kristiania, hvor Holberg var engageret som træner. Holger blev dog ikke slået ud, men var denne gang så uheldig at snuble i 7. omgang, og under faldet beskadigede han det ene ben, så han ikke kunne fortsætte. Ved samme stævne blev Holgers broder, Fritjof, besejret på point af nordmanden Georg Brustad.

Da den populære franske bokser Georges Carpentier i 1921 turnerede i Nordeuropa med sine opvisningskampe, blev Holger og Waldemar Holberg engageret til at agere forret ved de to arrangementer, som blev afholdt i Sverige.
Ved begge stævner var det de to danske bokseres præstationer, der stod indprentet i det svenske publikums bevidsthed snarere end hovedattraktionen.

I den svenske hovedstad boksede de en 12-omganges kamp. Holger sendte sin garvede modstander til tælling i 6. omgang, men gik selv i gulvet i 8. og 11. — og måtte indkassere et nederlag.
Et pointnederlag blev det også til to dage senere i Göteborg, men en hel del blandt publikum mente, at Holger endelig havde fået krammet på sin ærkerival.

Som det var tilfældet for Holberg, og Dick Nelson var Holger ved at være nået til vejs ende med karrieren som aktiv bokser. Livet uden handsker på var lettere at kapere for Holger end for mange andre eks-boksere, da trænerhvervet altid havde stået øverst på dagsordenen.

---

© 2003, 2018. Uddrag fra De Glemte Helte, profiler fra dansk professionel boksning 1896-1930.