Knute Hansen, biografi

Udgivet af boksehistoriker på

Knute, med det amerikanske tilnavn The melancholy Dane, var Danmarks første egentlige sværvægtshåb, men han kom aldrig til at indfri de store forventninger, som blev stillet til ham. Han havde alle fysiske forudsætninger for at kunne begå sig i den mest prestigefyldte af alle vægtklasser, men i nogle af karrierens vigtigste kampe blev hans præstation hæmmet af nerver.

Knud Hansen blev født d. 6. december 1903, og boede i Hellerup indtil han med sine forældre flyttede til USA.

Som 14-årig begyndte tog han sine første lektioner i boksning. Der skulle imidlertid gå tre år før han havde sin første amatørkamp. I den mellemliggende periode grundlagde han sin senere så imponerende fysik ved hårdt fysisk arbejde som sømand.

I 1922 indledte Knute sin professionelle karriere i Milwaukee. Ifølge Knute selv var hans debutmodstander Joe Malloy, men i hans officielle rekordliste angives Jack Miller som det første ‘offer’.
Allerede samme år nåede rygter om den 18-årige danske sværvægter over Atlanten. Det danske sportstidsskrift Boksning refererede bl.a. en episode fra, hvor den unge Knute grangiveligt skulle have fungeret som sparringspartner for en af tidens topboksere Jim Tracy. Tracy var midt i forberedelserne til en vigtig kamp mod brasilianeren Luis Firpo, og det lykkedes en lokal journalist at snige sig ind og overvære en sparringssession mellem Tracy og Knute. Journalisten kom til at beskue et imponerende optrin: over 6 omgange udboksede Knute en fremadbrusende Tracy, der på ingen måde forsøgte at holde noget tilbage.
På Knutes officielle rekordliste kan det ses, at der er registreret en pointsejr over Tracy i 1922. Hvorvidt det er sparringsopgøret, som er sat på listen af en opfindsom manager eller at den foregående historie er blevet forvrænget på sin vej til Europa er uvis, men under alle omstændigheder illustrerer referatet, at der helt fra start af var stor bevågenhed omkring danskeren i hans fødeland. Dette skyldes i høj grad, at Dan-mark hidtil ikke havde haft en bokser af international rang i boksningens mest prestigefyldte vægtklasse.
Tidligere havde både Johan Ekeroth og Chic Nelson gået for at være sværvægtere — sidstnævnte endda som indehaver af titlen som Skandinavisk mester — men dette var alt sammen på et tidspunkt, hvor letsværvægt ikke rigtigt var slået i gennem som vægtklasse herhjemme. Knute var derimod en fuldblods sværvægter — 194 cm høj, et armfang på 213 cm og en kampvægt på omkring 100 kg.

De første professionelle kampe blev alle afholdt i Milwaukee, Wisconsin, men for at forøge chancerne for at bryde igennem flyttede han snart sin base til New York.

I oktober 1926 tabte Knute på point, i New York, til den nykårede tyske mester Franz Diener. Diener blev på dette tidspunkt anset for at være blandt de allerbedste europæiske sværvægtere og havde tidligere på året kæmpet uafgjort mod Paolino Uzcudun.
Denne kamp, sammen med et diskvalifikationsnederlag i 1925 til Jack Taylor, gjorde, at Knute endnu ikke blev anset for at være det varmeste emne i sin vægtklasse.
Han fik imidlertid rettet op på sit omdømme ved at levere en sikker pointsejr over Monte Munn lige før jul i 1926.

Til forskel fra de hjemlige boksere, der boksede i den tungeste vægtklasse, havde Knute Hansen fysiske attributter, der kendetegnede en ægte atletisk sværvægter.

Den spanske sværvægter Paolino Uzcudun havde tidligere i 1926 annekteret europamesterskabet ved at besejre Erminio Spalla og stod nu i høj kurs i Amerika. Det følgende år fik Knute chancen for at rykke frem i forreste række i sværvægtseliten, da en kamp mellem ham og Uzcudun kom i stand.
Omkring 15.000 tilskuere overværede kampen i Madison Square Garden i New York. Selvom boksekommissionen på det nærmeste havde måttet tvinge Uzcudun i ringen — spanieren beklagede sig over en øm hånd — var det europamesteren, der tog teten fra start. Ifølge rapporterne havde Knute kampen igennem nok at gøre med at holde sin modstander fra livet. Selvom spanieren fik tildelt en pointsejr efter 10 omgange var det den almindelige opfattelse, at Knute havde leveret en hæderlig indsats.
Blot fire måneder senere slog Uzcudun en af 1920’ernes allerbedste sværvægtere, Harry Wills; et resultat Knute kunne trøste sig lidt ved.

Senere samme år slog Knute et kort smut forbi Danmark, og gav ved denne lejlighed nysgerrige københavnere en smagsprøve på sine færdigheder. Han og Chic Nelson boksede en 4 omganges opvisningskamp ved et stævne med Knud Larsen mod Paul Noack. ”Hans dækning er ideel, hans lige venstre lynsnar, hans fodarbejde let som en fluevægters og hans offensiv drønende” var en benovet reporters indtryk af Knute.
‘Den drønende offensiv’ kunne Chic tale med om. Knute var af den overbevisning, at det var uhensigtsmæssigt at holde igen med sine slag — selv under træning. Under sin exhibition mod Chic kunne han heller ikke lade være med at slå igennem et par gange. På et tidspunkt blev Chic ramt så hårdt, at han var på nippet til at gå på halen, og omgangen blev ringet af lidt for tidligt, så veteranen kunne få pustet lidt ud, inden han skulle ud til flere strabadser.

Hele 8 måneder skulle der gå førend den vemodige dansker fik en ny kamp; denne gang mod engelske Phil Scott.
Året før havde Scott tabt til det svenske sværvægtshåb Harry Persson. Englænderen, der var en aldeles udmærket bokser, havde ellers ført hele kampen — indtil en hård lige højre fandt hans svage punkt, glaskæben, i 11. omgang. Da det jo var slutresultatet som talte, faldt Scotts markedsværdi en del efter mødet med svenskeren.
Persson brugte sejren over Scott som et springbræt til en USA-turné, og da englænderen blev opmærksom på, at hans svenske kollega klarede sig ganske godt, fik han også blod på tanden.
I foråret slog Scott den tyske mester Franz Diener i Berlin; dette var en skalp, som kunne bane vejen for et trip til Amerika. Altså drog Phil Scott til USA med drømme om ære, berømmelse og dollars. Første stop var New York og Knute Hansen.
Som til kampen mod Uzcudun var der omkring 15.000 tilskuere, der overværede opgøret mellem danskeren og briten i Madison Square Garden. Kampen var næppe begyndt, førend et venstre hook til kæben sendte Scott til tælling. To minutter og yderligere fire gulvture senere tog briten fuld tælling.

Fra Knute Hansens dramatiske nedsabling af Phil Scott.

Scotts dramatiske amerikanske debut var samtidig Knutes egentlige gennembrud. Man havde fået et eksempel på danskerens slagkraft, og set i lyset af englænderens udmærkede præstationer på resten af sin USA-turné, virkede Knutes sejr kun endnu mere imponerende.

Der var endda sagkyndige røster, som begyndte at tale om, at det var på tide at indlemme Knute blandt den håndfuld boksere, der skulle dyste om værdigheden til at blive verdensmesteren Gene Tunneys næste udfordrer. Men det var blevet svært at skaffe modstandere. Jess McMahon, som på dette tidspunkt arrangerede kampe for den mægtige promotor Tex Rickard, fortalte, at mange af topbokserne anså Knute Hansen for at være for farlig at risikere deres nuværende rangering mod.

Knutes management var af den overbevisning, at en sejr over den hårdføre George Godfrey ville sætte danskeren i så høj kurs, at han kunne komme i betragtning om en fremtidig kamp om verdensmesterskabet. Der blev aftalt en dato for kampen — i januar 1928 — men i sidste øjeblik blev opgøret aflyst. Ifølge Knutes beretning var det Godfreys side, der pludselig havde trukket sig ud af kampen.

Hvorvidt det havde indflydelse på, at Godfrey-kampen aldrig blev en realitet er uvis, men det var omkring dette tidspunkt Knute begyndte at erklære sin utilfredshed med den gældende managerkontrakt. Knute havde oprindeligt tegnet kontrakt med skuespilleren Tom Mix, og blev co-managet af denne og Tom Kennedy. Denne aftale blev senere overtaget af Woodman & Lawrence, som stod i front for et konsortium af rigmænd, der bl.a. talte automobilkongen Walter P. Chrysler. Ifølge kontrakten var managerandelen på 38 % trods New York boksekommisions gældende regel om, at der maksimalt skulle tilfalde manageren 33.3 %. Efter sigende havde Knutes gage for kampen mod Phil Scott været på $28.000, men efter opgørelse af alle udgifter havde der resteret et ganske beskedent beløb til bokseren selv.

Avisudklip, hvor Knute Hansen blev sammenlignet med nogle af tidernes største sværvægtere.

Tilbage i Danmark var folk ivrige efter at se den vemodige dansker i aktion. At det gik hen og blev en realitet, skyldtes i høj grad Emil Andersen, alias Mr. Smile, redaktør på Dagens Nyheder. Med Mr. Smile i spidsen stod avisen som økonomisk garant for et stævne i København med Knute øverst på plakaten i marts 1928. Modstanderen blev den hårdføre Ricardo Bertazzolo. Italieneren, der på dette tidspunkt stod i første række til udfordring af europamesteren Paulino Uzcudun, havde besejret bl.a. Van de Weer (som havde slået svenskeren Harry Persson) samt både Giuseppe og Erminio Spalla.
Hele arrangementet blev afholdt under stor bevågenhed fra københavnernes side. På trods af at den populære fjervægter Knud Larsen også var på plakaten blev der ikke fuldt hus d. 25 marts, da stævnet blev afviklet. At der kunne øjnes tomme tilskuerpladser skyldtes alene, at arrangørerne havde forregnet sig og satte billetpriserne alt for højt.
De omkring 5-6.000 tilskuere som oplevede kampen mellem Knute og italieneren fik et strejf af den atmosfære, der omgav de amerikanske stævner, som blev skrevet om i aviserne, når boksningens tunge drenge tørnede sammen.
Selvom Knute var synligt nervøs i de første par omgange, var han italieneren overlegen kampen igennem. Den italienske mesters største bidrag til kampen var, at han modstod Knutes systematiske afstraffelse i alle 10 omgange.

Karikeret gengivelse af Knute Hansen overfor Ricardo Bertazzolo, med den til sammenligning lille Malle Jacobsen som kampleder.

Efter kampen erkendte Knute, at han ikke havde ydet optimalt: “Mangelen på store og stærke træningspartnere og min nervøsitet ved at bokse for første gang som gift mand og første gang for et dansk publikum nedsatte min ydeevne meget.” Op til kampen havde han måttet nøjes med den professionelle Tage Nielsen samt et par amatørboksere som sparringspartnere — alle gav de 15-20 kg væk til den vemodige dansker. Der blev rapporteret om et utal af gulvture for de arme stakler, når Knute forsøgte at ‘gå til den’ under træningen.
Det danske publikums positive modtagelse af Knutes danske debut skabte forhåbninger om endnu et stævne med Knutes deltagelse ved en senere lejlighed.

Imidlertid blev der nu arbejdet i kulisserne på at kvalificere danskeren til en kamp om verdensmesterskabet. For at gøre det størst mulige indtryk på bokseetablissementet var det uundgåeligt at den næste kamp skulle finde sted i USA. Til dette skulle der skaffes et godt navn. Der gik mange rygter om hvem modstanderen ville blive; bl.a. var der seriøst tale om Jack Sharkey på Polo Grounds, New York i juli måned. Der blev dog aldrig underskrevet nogen aftale.

Samtidig var uroen omkring Knutes managerstatus større end nogensinde. Mens Knute var i Europa, annullerede han den gældende kontrakt med rigmands-syndikatet og skrev i stedet en aftale med Walter Friedman i Paris.
Tilbage i New York gav et møde med de involverede millionærer fra konsortiet ikke resultat; syndikatet ville ikke uden videre opgive deres kontrakt, mens Knute holdt fast på, at Friedman fortsatte som manager. Dette var sandsynligvis årsagen til, at kampen mellem Knute og Sharkey gik i vasken.
Denne blæst omkring Knutes forretningsforhold gjorde, at der kom til at gå måned efter måned uden udsigt til en kamp.

Endelig bekendtgjorde Knute så, at han af hensyn til sin kone trak sig tilbage fra ringen. Hans hustru lagde ikke skjul på, at det lå hende stærkt på sinde at få sin mand til at opgive boksningen, så hun ikke skulle udsættes for de ‘souvenirs’ en bokser tager med sig hjem efter en hård medfart i ringen. Knute havde tidligere fortalt, at han regnede med at fortsætte med boksningen frem til 1931-32, så meldingen om at han lagde op bundede nok mest af alt i frustration over det dødvande karrieren var fanget i.

Sent på efteråret opstod der imidlertid en mulighed for at bryde den status quo Knute havde befundet sig i siden slutningen af 1927; der blev lokket med en kamp mod K.O. Christner i december måned. Da Gene Tunney kort efter sit sidste titelforsvar i sommeren 1928 havde bekendtgjort, at han trak sig tilbage, ville en sejr over Christner åbne for håndgribelige muligheder for at komme til at kæmpe om VM-titlen. Det var på tale, at der skulle udkæmpes en udvælgelsesturnering med verdensmesterskabet på spil i finalen.

K.O. Christner stoppede med et enkelt slag Knute Hansens vej mod VM-titlen og de store penge.

Umiddelbart før kampen mod Christner tegnede Knute endvidere kontrakt med Bill Gibson, der havde været Tun-neys manager til denne trak sig tilbage. Gibson havde efter sigende måttet lægge $35.000 på bordet for at overtage kontrakten, og han har formentlig gjort alt hvad han kunne for at annulere aftalen efter den 4. december; aftenen da Knutes titeldrømme effektivt blev knust. Christner, der var i midten af trediverne, viste sig hurtigt at være en slagkraftig herre, og Knute måtte ustandseligt tage sig i agt ved at udnytte sine større tekniske færdigheder. I 8. omgang blev lyset imidlertid slukket for den vemodige dansker; han blev knockoutet.

Det blev nu i stedet en lykkelig Christner, der endte i Tex Rickards udvælgelsesturnering om retten til at kæmpe om det ledige verdensmesterskab i sværvægt. Christner tabte dog efterfølgende til Jack Sharkey og Paolino Uzcudun.

For danskeren gjaldt det nu om at blive bygget op igen med et par sejre. Men som tidligere gik der for lang tid inden han kom i ringen igen – ca. et halvt år før han endelig fik en kamp i Paris. Den danske promotor Valdemar Christiansen havde været forbi Knutes træningslejr, og var ikke imponeret: ”Han var langsom, upræcis og uren i sin boksning. Det skortede på afstandsbedømmelsen, og han ramte sjældent rent. Jeg synes også at hans daglige træning var utilstrækkelig, men hans omgangsfæller priste ham i høje toner og lod til at være begejstrede for ham, så måske er det mig, der ser forkert på tingene.”
Det viste sig ikke at være tilfældet. I det som faktisk var en afgørende kamp for Knutes fremtid, virkede danskeren fra starten låst af nerver, og hans unge, urutinerede franske modstander havde let spil i løbet af de knap 5 omgange kampen varede. Det eneste den danske sværvægter bød på var villighed til at tage øretæverne fra Griselle, og til sidst stoppede kamplederen matchen for at skåne Knute.

Efter dette resultat blev Knute afskrevet af stort set alle. Resten af boksekarrieren var da også én lang vej ned ad bakke. Af de otte kampe han havde efter nederlaget til K.O. Christner vandt han en enkelt – på diskvalifikation. Efter eget udsagn var det dog ikke af økonomiske årsager at han fortsatte boksekarrieren på trods af nederlag på stribe. Knutes svigerfar havde et stående tilbud om om en stilling i sin virksomhed når boksekarrieren var slut.

I sin næstsidste kamp, i juli 1931, gik Knute i ringen mod den kolossale italiener, der senere skulle blive verdensmester, Primo Carnera. Carnera stoppede Knute efter 2 minutter og 10 sekunders boksning i første omgang.

Efter et pointnederlag i Paris i 1932 sagde Knute endelig selv stop. I et efterfølgende interview udtalte han: ”Det synes at være mit helbred, der ikke kan længere. Da jeg havde chancen for at komme tilbage mod Delleau i Paris, arbejdede mine reflekser ikke så hurtigt som før, og jeg måtte gøre en bevidst anstrengelse, stoppe op et øjeblik, før jeg slog. Min nedgang begyndte for flere år siden i en kamp mod negerbokseren Clark. Jeg blev ikke slået ud, men husker ikke noget som helst de næste tre timer. Mærkeligt nok vandt jeg kampen, men hvorledes aner jeg ikke.”

Der er kun sparsomme forlydender om Knutes videre skæbne efter han endelig lagde handskerne på hylden. Han havde tidligere næret ønske om at starte på et kunstakademi for at videreudvikle sit talent for at tegne og male. I 1933 blev han også set i Paris i færd med at male blomsterarrangementer. Han har under alle omstændigheder næppe haft økonomiske trange kår – ikke fordi han tjente en formue på boksningen – men hans russiske hustru, Damura de Rabinowitz, var fra en yderst velhavende familie.

Knute døde d. 1. maj 1984

© 2003, 2018. Uddrag fra De Glemte Helte, profiler fra dansk professionel boksning 1896-1930.

81 tanker om “Knute Hansen, biografi”

Skriv et svar