Hans Jørgensen, biografi

Hans Jørgen er et eksempel på en ambitiøs ung knøs, der havde lidt for travlt med at komme til at gøre sig gældende i de professionelles rækker. På grund af interessen for sværvægtsboksere, og Hans Jørgens fysiske potentiale, blev han i pressen ført frem som et af de næste store navne inden for boksesporten. Et knockout-nederlag til svenske Harry Persson og en fatal præstation ved et københavnsk stævne afslørede, at der var langt mere ambition end talent tilstede — så pressens og publikums interesse kølnedes snart.

Hans’ indmarch på den professionelle boksescene skete mest af alt som følge af, at han ikke havde andre alternativer, snarere end at han forsøgte at udleve en drengedrøm.
Han havde i et par år arbejdet som bager i Norge, og sparede en større sum penge sammen, som han tog med sig, da han vendte tilbage til Danmark. Her kunne han imidlertid ikke finde noget at rive i, så spareskillingerne svandt efterhånden ind.
Udover at søge arbejde brugte han tid på at gå til boksning i Sparta. Som amatør havde han et dusin kampe, hvor han tabte de to og vandt resten på knockout.

Trods sit relativt kortvarige engagement med amatørsporten valgte han at skifte til professionel boksning i 1922, da han var løbet tør for finansielle midler.

Efter at have slået Aksel Larsen og Johnny Espen ved Københavnske stævner drog Hans i december måned til England ”for at lære at bokse,” som han selv sagde det.
At valget faldt på England var nærliggende, da han havde familie, der kunne skaffe ham ind i de rette kredse. Hans’ svoger var ingen ringere end Carl Pedersen, der selv havde haft en professionel boksekarriere, men nu som Carl Brisson optrådte for fulde huse som prins Danilo i ‘Den Glade Enke’. Brisson havde imidlertid fine kontakter til det engelske boksemiljø, og sammen med den tidligere verdensmester i sværvægt, Tommy Burns, fik han arrangeret det således, at Hans hurtigt kom i kamp.
Efter at have vikarieret for den franske Georges Carpentier i en opvisningskamp, stoppede ‘Hans Jorgen’, som han blev kaldt, Tom Waller i sin første reelle kamp. Han havde Waller nede i både 1. og 3. omgang — og i 5. opgav englænderen. Den lovende engelske debut gav prompte tilbud om to kampe mere.

Både under og efter sit korte togt i England modtog den 21-årige dansker megen rosende omtale i den danske presse. Blandt andet skrev ugebladet Boksning: ”Og så er han vel endda en af de ringens mænd, som vil føre det vidt. Han er den fødte bokser, og de der kender ham i ringen ved at hans talent og seje vilje nok skal føre ham frem på den førsteplads han uden at tale derom jo dog higer imod.”
Det skulle vise sig, at det var lidt vel tidligt at sætte den slags forventninger op for en bokser, der end ikke havde haft 10 kampe som professionel.

Fysisk set var potentialet der. At hans kampvægt på dette tidspunkt lå på omkring 80 kg, lyder måske ikke imponerende for en sværvægter, men i 1920’erne var det rigeligt til at kunne begå sig. Desuden var han 190 cm høj, så alt i alt var det en god ramme at bygge videre på med en seriøs træningsindsats.
Hans Jørgen selv havde tilsyneladende også det drive, der skulle til for at blive en succes i ringen: ”Træning, træning og afholdenhed i alle måder er nødvendig, hvis man vil blive til noget — og det vil jeg.”

At det ikke bare var tom snak fremgik af de boksere, han forsøgte at få kampe mod. Emil Andreasen, der havde bokset professionelt siden 1920, blev udfordret gentagne gange af den ivrige Hans Jørgen. Andreasen betakkede sig med den undskyldning, at han ikke blev stillet en tilstrækkelig høj garantisum.

Da Andreasen i stedet tog til Sverige og blev stoppet af Harry Persson, gik Hans Jørgen videre og udfordrede Persson. Hans Jørgen havde bokset forkamp ved førnævnte stævne og vandt på knockout, så publikum havde fået skærpet interessen; så da det svenske sværvægtshåb også var villig, blev der arrangeret et nyt stævne i Stockholm den følgende måned.
Persson, der blot havde sin anden kamp som betalt bokser, var imidlertid for stor en mundfuld for den ambitiøse dansker — han blev stoppet allerede i første omgang. Den svenske sværvægter gav Hans Jørgen disse ord med på vejen: ”Meget fik jeg jo ikke prøvet — hvad stof Hans Jørgensen er af, men alligevel er jeg ikke bange for at sige, at han er en god mand. Men han er alt for lidt rutineret endnu. Det der skete ham kunne være sket mig selv, hvis han havde fået et slag ind — og det kan ske for enhver bokser. Særligt i vor vægtklasse hvor den der får det første rigtige stød ind altid har de bedste chancer for sejren. Hans Jørgen var hård og tapper, men da først jeg havde ramt hans hage var der intet håb for ham.”
Den hårdtslående Perssons høflige udlægning var med til at undskylde danskerens vage præstation, men der var nok nogle, som begyndte at spørge sig selv om ambitionerne stod mål med talentet.

Den 28. marts, 1923 havde Hans Jørgen sin tredje professionelle kamp på dansk grund — og det var ved dette stævne at publikum ved selvsyn kunne fastslå, at pressen havde pustet den unge bokser op til noget han egentlig ikke var.
Modstanderen, Rocky Knight, blev ikke anset som en frygtindgydende opgave for Hans Jørgen.
Publikum havde dog forventning om lidt fyrværkeri, da stævnets foregående kamp sluttede utilfredsstillende ved at Fritjof Hansens modstander opgav.
Hans Jørgen kom lidt dårligt fra start ved at overlade initiativet til Knight. Efter lidt roderi i den første omgang fik Hans Jørgen i den anden gang i sit glimrende venstrestød. Knight svarede imidlertid igen med et kæmpe sving, der rystede danskeren så voldsomt, at han stadig var plaget at eftervirkningerne i den følgende omgang. I 3. omgang kom det faktisk så vidt, at Hans Jørgen signalerede til sine sekundanter, at de skulle kaste håndklædet i ringen. Inden de fik gjort alvor af dette, lykkedes det dog for den trængte dansker at komme ind med et par slag, som fik ham ind i kampen igen. Få sekunder inde i 4. virkede Hans Jørgen atter værgeløs og opgav.
En stor del af publikum lod efterfølgende frustrationerne over de to mislykkede kampe gå ud over den slagne dansker, og diverse ukvemsord fulgte Hans Jørgen på hans vej ud af salen.
Hans Jørgens egen forklaring på den skuffende præstation var, at han havde skadet sin hånd tidligt i kampen, men der var mange, som ikke længere var så overbeviste om, at han var det næste store navn herhjemme.

Hans Jørgen tog herefter klogelig mod tilbud om et par kampe i Tyskland. Han tabte dem begge, men de kortfattede referater af kampene, der nåede til Danmark, beskrev en brav indsats mod overlegne modstandere.

Tilbage i Danmark fik Hans Jørgen lejlighed til at bevise sit værd på ny mod den fynske Cordt Andersen. Cordt, der senere også vandt over Emil Andreasen og Chic Nelson, havde imidlertid sin mening om den sag. Deres opgør blev refereret ved følgende linier i Politiken: ”Det var en overvejende komisk kontra. Fynboen er halvandet hoved mindre, og når han stod under lange Hans’es hage måtte han stå på tæerne for at få en uppercut anbragt. Men han fik en hel serie placeret. Og efterhånden tabte Hans Jørgen modet. Hovedet kunne han ikke tabe, for det har han ikke. Han er en rar lang fyr, men han burde tage sig noget andet og bedre for end at bokse. Thi den kunst lærer han vist aldrig som den skal læres.”

Om Hans Jørgen læste denne lidet flatterende anmeldelse af sin præstation vides ikke, men han dukkede i alt fald ikke op ved flere københavnske boksestævner.
Efter et ydmygende knockoutnederlag til John Strand i Stockholm i 1925, valgte han endelig at lægge handskerne på hylden.

© 2003, 2018. Uddrag fra De Glemte Helte, profiler fra dansk professionel boksning 1896-1930.