Emil Andreasen, biografi

Bryggeren fra Carlsberg forsøgte ihærdigt at gøre sig gældende som professionel nævekæmper, og kunne notere sig for hæderlige præstationer mod internationale boksere som Guiseppe Spalla, Hans Breitensträter og Harry Reeve.
Nederlag til Chic Nelson og svenske Harry Persson kunne bortforklares, men sammen med svage præstationer mod boksere af langt mindre kaliber gjorde de, at Emil røg ud af betragtning som Danmarks første sværvægtshåb.

Emil Andreasen havde absolut ingen intentioner om at blive bokser, da han i 1917 meldte sig ind i IK99. Han havde forestillet sig at skulle bruge sine kræfter til vægtløftning og brydning. Klubben havde imidlertid en meget sparsom tilslutning til brydning, og en skønne aften, da Emil var den eneste som var mødt til træning, valgte han at aflægge det tilstødende bokselokale en visit. Der gik ikke mange øjeblikke førend en af de tilstedeværende, den professionelle Johan Ekeroth, fik prajet Emil til en sparringsession. Den stakkels Emil kan ikke have vidst hvad han gik ind til, for som det fremgår andetsteds, holdt Ekeroth aldrig igen — selv ikke under træning. Efter kun et halvt minut i ‘ilden’ bedyrede Emil da også, at det var både første og sidste gang han satte sine ben i en boksering.
Han var dog alligevel fascineret af den hårde sportsgren, og efter at have gået og tygget lidt på sagen vendte han tilbage til træning, hvor Ekeroth tampede ham igennem nok engang. Trods den hårde medfart i de første træningssessioner havde interessen for boksesporten bidt sig fast hos Emil. Han havde dog næppe forestillet sig, at han en dag skulle blive i stand til at betale Ekeroth tilbage med rente.

Som amatør vandt Emil det danske sværvægtsmesterskab i 1918.
I 1919 deltog han i det hidtil mest omtalte amatørstævne i Danmark. Opmærksomheden omkring denne begivenhed oversteg endda de fleste professionelle stævner. Forklaringen lå i, at IK99 havde overtalt den engelske sværvægtsmester Hugh Brown til at tage turen over Nordsøen for at gå i ringen med den danske bryggeriarbejder. I ugen op til kampen bragte bl.a. BT dagligt flere spalter på at promovere det forestående opgør. Under megen virak blev stævnet afholdt, og det endte med, at Farmeren fra St. Albans vandt på point efter 6 omgange, selvom Emil selv syntes han havde fortjent mindst uafgjort.

Som det fremgår af hans øgenavn, Bryggeren, arbejdede Emil på Carlsberg som bryggeriarbejder mens han boksede som amatør, og dette forhold ændrede han ikke på, da han i 1920 valgte at fortsætte boksekarrieren som professionel.

Letsværvægt blev indført i Danmark som officiel vægtklasse hos amatørerne i 1919. Det var egentlig denne vægtklasse Emil tilhørte, men det tog længere tid førend den vandt indpas hos de professionelle, så Emil startede som sværvægter, hvilket også var langt mere prestigefyldt.

Der kom hurtigt gang i Emils boksekarriere — i løbet af 1921 gik han i ringen mod bl.a. Chic Nelson (to gange), Giuseppe Spalla og Johan Ekeroth (to gange).
Mod den langt mere erfarne Chic Nelson indkasserede Emil ikke overraskende sine første nederlag som prof-bokser.
Guiseppe Spalla, der året forinden hhv. havde tabt, kæmpet uafgjort, og vundet over Johan Ekeroth, måtte indkassere et nederlag til Emil i, hvad der var danskerens hidtil bedste præstation. Her udviste han stor selvkontrol og langt større træfsikkerhed end i sine første kampe. Selv erindrede Emil denne kamp som en af sine bedste.

Op til den første kamp mod Ekeroth blev Emil anset som favorit, men det var alligevel en chokerende oplevelse for de fleste blandt publikum, da han fældede sin gamle læremester på halvandet minut.
I revancheopgøret senere samme år gik Ekeroth dog tiden ud mod Emil, men atter med Bryggeren som sejrherre.

1922 startede også godt for Emil. Han boksede uafgjort mod den tyske mester Hans Breitensträter, og mange mente, han burde have haft sejren. Det var nærliggende at arrangere en revanchekamp, men forinden blev tyskeren besejret af englænderen Harry Reeve. Reeve lod sig let overtale til at gæste København til et opgør mod Emil foran 1.500 tilskuere. Der blev kæmpet 15 hårde, tætte omgange. I en af de første omgange brækkede Reeve et af Emils ribben med et kropsstød. Trods dette handicap kæmpede danskeren sig mere og mere ind i kampen, for til sidst at dominere den efterhånden udmattede englænder fuldstændig. Udfaldet blev en snæver sejr til Emil. Til lejligheden var der udset tre dommere — P. L. Jacobsen, Marius Faxøe og Holger Hansen, der også fungerede som kampleder. Sprøjten holdt på Reeve mens de to sidstnævnte stemte på Emil.
Dette blev nok Emils største sejr som professionel.

Senere i 1922 begyndte det at gå ned ad bakke for Bryggeren. I august kæmpede han uafgjort mod en englænder ved navn Sid Pape. Pape var ikke indehaver af en specielt imponerende rekordliste, men de to kæmpede et vældigt bråvallaslag i et udsolgt Idrætshus. Det var en rigtig herrekamp, hvor teknik veg for udveksling af øretæver. Denne gang var Emil dog lidt heldig med den afsagte dom. Pape ville hellere end gerne tilbage for at revanchere sig, og da denne type slagsmål var en ren publikumsmagnet, stod de atter over for hinanden præcis to måneder senere. Denne gang fik Emil sin sag for. Efter en energisk start tabte han pusten, og Pape overtog hele initiativet. I 10. omgang var det gongongen, der reddede Emil efter han havde modtaget flere hårde kæbestød. Uden at være kommet til hægterne i pausen var danskeren prisgivet mod Pape i den efterfølgende omgang, og kampen blev stoppet.

Efter et lidet succesfuldt trip til England sidst på året rejste Emil i starten af 1923 en tur til Stockholm i selskab med en anden dansk sværvægter, Hans Jørgensen, for at bokse mod svenskeren Harry Persson. Persson var helt grøn hvad professionel boksning angik, men ikke desto mindre stillede hjemmepublikummet sig store forventninger til deres landsmands evner. Selvom han var tydeligt nervøs, da de trådte op i ringen til præsentation, var det den svenske sværvægter, der tog teten fra starten af kampen. Emil fik aldrig rigtig lejlighed til at vise sine evner, og måtte tage imod meget indtil pausen mellem 9. og 10. omgang, hvor han opgav. Hans egen, og de danske avisers forklaring på overgivelsen var, at han havde skadet sin ene hånd tidligt i kampen. Ifølge det svenske tidsskrift Swing var Emil på dette tidspunkt groggy, og kun gongongen havde reddet ham fra et reelt knockoutnederlag. Uanset udlægningen af kampens sidste minutter herskede der ingen tvivl om, at det svenske boksehåb var i en anden klasse end sin danske kollega.

Selvom Emils talenter inden for boksning formentlig har været relativt begrænsede, er det åbenlyst, at det var en hæmsko for hans udvikling, at han ikke satsede hundrede procent på sporten. Hans sagde selv: ”Jeg tør sige, at hvis jeg ikke havde mit daglige arbejde som brygger ved Carlsberg ville jeg være nået længere frem.”

I forsøget på at rehabilitere Emil fik Bokseselskabet Ringen hentet en 19-årig engelsk novice, Billy Morris, til København. Resultatmæssigt gav kampen et tiltrængt plus i rekordlisten, men sportsligt set var opgøret ingen succes.
Fra kampens start indtog Morris en meget defensiv positur. Denne holdning, med begge arme holdt ind til krop og ansigt i tætte dobbeltparader, holdt sig stort set permanent gennem de tre omgange kampen varede. Allerede efter første omgang bad kampleder Malle Jacobsen englænderen om at bestille noget. Paradoksalt nok lykkedes det Morris — i 2. omgang — at ryste danskeren til sokkeholderne i sin eneste offensiv, men Emil blev lukket ind i kampen igen, da han i al hast vendte tilbage til sin defensive udgangsposition. I den følgende omgang kom Emil ind med et par drabelige slag, der sendte Morris i gulvet for en kort bemærkning. Emils tampen tog det sidste mod fra den overmatchede englænder, og efter omgangens afslutning valgte Malle at afbryde kampen.
En svensk journalist, der havde overværet stævnet lagde ikke fingrene imellem i sin kritik af Emil. I det svenske magasin Swing mere end antydede han, at kampen havde været aftalt spil (Morris fulgte ikke op, da han havde Emil groggy). I samme artikel fremlagde journalisten påstande om, at flere af Emils andre kampe havde været fingerede — ikke mindst sejren over den uforståeligt passive Spalla.

Anklagerne om at Morris-opgøret havde været aftalt virkede måske ikke helt grundløse efter overværelse af kampen, men virker usandsynlige — Morris fik i alt fald ingen belønning for sin ‘indsats’.
I forbindelse med en verserende polemik om hvor rene motiver Bokseselskabet Ringens havde over for de professionelle bokseres ve og vel i forhold til egne økonomiske interesser, kom det frem, at formand Einar Korup havde tilbageholdt en væsentlig andel af englænderens hyre på baggrund af den sørgelige præstation. Den skarpe Korup stillede Morris i udsigt, at han ville blive indberettet til den internationale union, hvis han ikke fandt sig i den nedsatte gage.
Nogen forhåndsaftale har der nok ikke været tale om, men der er næppe tvivl om, at der blev sendt bud efter den stakkels englænder med henblik på, at han ville være en overkommelig opgave for den danske sværvægter.

Den danske presse vidste på dette tidspunkt ikke rigtig hvad den skulle stille op med Emil — på den ene side var en sværvægter med en smule talent godt stof — en sjældenhed herhjemme — men på den anden side ville det være omsonst at bruge væsentlig spalteplads på en bokser, der skulle vise sig at være ikke stort mere end af forkæmper-kaliber.
Tvivlen blev afklaret, da Emil drog med Chic Nelson til Berlin, og blev stoppet allerede i første omgang af en relativt ukendt tysker.

Selvom opmærksomheden omkring hans person var stilnet af, var Emil endnu ikke klar til at lægge handskerne. Det gik dog ikke bedre end at provinsbokseren Cordt Andersen viste ham døren ved at knockoute ham i 4. omgang ved et stævne i København i september 1924.

I 1926 hørte man atter fra Emil i boksesammenhæng. Han var gået i træning med henblik på at gøre comeback — med en revanche mod Cordt Andersen som første mål. Bryggeren fik noteret sig en sejr over Svend Helgesen, og det er ikke utænkeligt at han boksede yderligere kampe i provinsen.
Emil kom imidlertid ikke på plakaten ved de store københavnske stævner længere, og skriverierne om sværvægteren forstummede snart igen.

© 2003, 2018. Uddrag fra De Glemte Helte, profiler fra dansk professionel boksning 1896-1930.