Battling Nelsons mindesten – et uautoriseret besøg i Eden Memorial Park

Chicago er hjemsted for et utal af skyskrabere, inklusive Sears Tower (officielt Willis Tower) og Trump International Hotel. Det oplevede jeg ved selvsyn da jeg var på konference i byen i april 2018. På samme tur fik jeg mulighed for at opleve andre af Chicagos seværdigheder, som turister normalt vil kaste sig over.

Der var dog en seværdighed som de fleste næppe vil skænke en tanke, men som jeg rigtig gerne ville nå at få med inden jeg rejste tilbage til København. Stedet er Eden Memorial Park, hvor Danmarks største boksenavn gennem tiderne, Battling Nelson, blev stedt til hvile i 1954.

Jeg havde på forhånd afstemt forventningerne til hvad jeg i bedste fald ville blive konfronteret med ved dette lettere nørdede forehavende. Her ville ikke være et imponerende monument over en af de helt store boksere i det tidlige 1900-tal, men en lille mindeplade på en græsplæne. Ikke desto mindre ville jeg gerne stå foran den, blot et øjeblik.

Muligheden for at tage ud til kirkegården bød sig på sidstedagen for mit ophold i Chicago. Kirkegården ligger på 9851 West Irwing Park Road, Schiller Park omkring 10-15 minutter i taxi fra O’Hare Airport. Så efter at have checket bagagen ind i Terminal 5 hoppede jeg i en taxi, hvor chaufføren dog var tydeligt utilfreds med at blive belemret med mig i stedet for en mere indbringende tur til downtown Chicago.

Da jeg stod foran indgangen blev følelsen af forventning dog afløst af frustration. Der var lukket! Jeg havde regnet med, at det ville være en åben mindepark fyldt med gamle gravsten – med fri adgang for besøgende. Til trods for at indgangsskiltet var gammelt og slidt så det ud til at være en aktiv kirkegård snarere end en park. Og porten var aflåst – lukket blot en time før jeg ankom.

Der stod et par biler parkeret på kirkegården foran hovedbygningen, så jeg kiggede ind gennem gitteret i håb om at få øje på nogen og fange deres opmærksomhed. Der var tilsyneladende ikke mere liv inde i bygningen end under gravstenene, så det kom jeg ingen vegne med.

Næste tanke var at forcere hegnet. Et lille stykke væk var hegnet faldet en smule sammen, og det ville bestemt være muligt at hoppe over det. Imidlertid var det lige op af Irwing Park Road, hvor bilerne på dette tidspunkt holdt tæt i myldretidstrafikken. Der skulle blot være én emsig billist, som så mig kravle over hegnet, og fik lyst til at ringe efter politiet, før jeg kunne ende i en kedelig situation. Men ind skulle jeg! Jeg ventede på næste skift til grønt fra trafikreguleringen så de fleste billister i det mindste mest var fokuseret på trafikken, og hoppede så over.

Mens jeg forsøgte at orientere mig, gjorde jeg en forklaring klar, hvis jeg skulle blive antastet og beskyldt for trespassing. Jeg håbede på at blive mødt med en vis forståelse, hvis jeg forklarede, at jeg var kommet hele vejen fra Danmark, for at besøge mindestenen for The Durable Dane. Jeg mødte dog ikke en levende sjæl under min lettere ulovlige indtrængen, hverken kirkegårdsansatte eller politi.

Jeg vidste, at Battling Nelsons gravsten burde ligge i sektion 7, lot 159, grav nr 1, men om den stadig ville være der var et spørgsmål, der summede i mit hoved. Eller ville jeg simpelt hen misse den blandt alle de andre sten når der ikke var nogen at spørge? Det tog et stykke tid at få overblik over hvordan sektionerne var organiseret. Til sidst fandt jeg så sektion 7, som dækkede et pænt stort område, men lot- og gravnumre var der intet af. Jeg måtte gå frem og tilbage på græsset på må og få langs rækkerne af gravsten, og scannede navnene.

Tankerne om, at min søgen mindede om at lede efter en nål i en høstak var så småt ved at indfinde sig. Men pludselig fangede mit øje “Oscar” på en lille uanseelig sten i græsset. Der var den! Oscar Nelson stod der, omgivet af tegnede boksehandsker, med fødsels- og dødsdato samt det navn han benyttede som aktiv bokser: Battling Nelson. Ved siden af lå desuden en mindesten for hans kone Edna, som var død året før.

Den lille mindesten afspejler slet ikke Battling Nelson i sin storhedstid da han var verdensmester i letvægt, men måske meget godt den Oscar Nelson, der de sidste år af sit liv levede under yderst beskedne kår – så på den måde er den et markant billede på hvordan store navne i boksesporten er blevet erstattet af nye profiler for herefter at gå i glemmebogen. For de fleste måske – men ikke for mig! Jeg gik derfra med tankerne om, hvordan det mon havde været at overvære The Durable Dane mod Joe Gans i en støvet mineby for mere end 100 år siden.